Den yngste

Fatima Daas er både en grænsebrydende kraft og et selvudslettende væsen, der tynges og splintres af et selvhad.

Hvordan beskriver man en bog som Fatima Daas’ ’Den yngste’ på en måde, der indfanger dens særegenhed, styrke, skrøbelighed, almen menneskelighed, og kampånd. Jeg kan prøve.

Fatima Daas er fransk pige med algeriske rødder, der vokser op i ghettoen. Hun lever og eksisterer et sted mellem prædikaterne forstadstøs, perker, troende muslim, lesbisk, utilpasset ung og det yngste, uventede barn. Hun vokser op i en familie, hvor kærligheden ikke er noget, man viser fysisk. Med en mor, der styrer kongeriget, sit køkken, og en far der deler slag ud.

Fatima Daas er splittet af den kærlighed, hun føler til sin gud og sin familie og så det faktum, at hun ikke passer ind i de krav, hendes omgivelser har til hende. Hun kæmper med at åbne sig for andre, vise følelser og tale om følelser, fordi hun tidligt lærer sig selv at holde det inde og sætte en provokerende facade op, som kan beskytte mod sandheden om, hvem hun er og hvad hun længes efter.

Fatima Daas føler sig aldrig rigtig hjemme, hverken i Algeriet eller i Frankrig, fordi hun aldrig er hjemme i sig selv og har så mange modstridende elementer i sig. ’Den yngste’ er et tæppe af forskellige tidspunkter, oplevelser, følelser og tanker i Fatima Daas liv, som løber ind imellem hinanden og skaber vores hovedperson. Vi følger Fatimas rejse mod sig selv og væk fra familien. Forfatteren overforklarer intet, så læseren må selv se det store billede. I sin minimalistiske og hårdslående stil gemmer der sig så mange betydninger og så meget poetik. De forskellige ukronologiske kaptiler spiller op imod hinanden på en stærk måde.

Fatima Daas skriver som i bølger. De bølger der vælder igennem hende og os. De modstridende bølger der strømmer i hendes liv og river hende i forskellige retninger. Sproget og opbygningen har en messende fornemmelse over sig, som en bøn, der gentages. Hvert tekststykke starter med ordene ”Jeg hedder Fatima Daas.”, der efterfølges af forskellige let varierende, men dog gentagende, beskrivelser af hende. Navnet er en symbolsk størrelse, ligesom de tilnavne hun får fra sine forældre, men alle sammen er de med til at tynge hende ned. Fatima er fanget mellem at forsøge at leve op til sine forældres forventninger og så til at ville bryde fri og leve livet på sine egne betingelser.

Igennem Fatima Daas ser vi religionen i et kompliceret og nuanceret perspektiv. På den ene side er den en kilde til styrke og kærlighed for hende personligt. På den anden side er det i løbet af hendes teenageår og unge år en kilde til selvhad, fordi Islams magthavere og udøvere fortæller hende, at hun er forket, en skamplet, æreløs. Hun må igen og igen i fuldstændig skam over sig selv bede om Allahs tilgivelse og love, at hun aldrig igen gør noget så skamfuldt som at udleve sin seksualitet. På trods af at hun selv som ung finder ud af, at de religiøse magthaveres forhold til homoseksualitet er en ud af flere mulige fortolkninger, så bliver hun tynget af sin opdragelse.

’Den yngste’ handler ikke kun om at være en lesbisk muslim. Den handler også om at vokse op i ghettoen, om at være en del af samfundets lavere klasse. Om at blive set på som perker og forstadspige, når man drager ind til byen og går på universitetet. Det er et blik ind i en ung utilpasset pige, ind i en gruppe unge som provokerer og skaber uro i skolen. Et blik ind i de liv og den verden, der gemmer sig bag det hårde ydre. Det er også en bog om at finde skriften.

Jeg kan kun tilslutte sig de mange anmelderes udtalelser om, at Fatima Daas har skrevet en roman, vi manglede.