Litteraturens kraft rulles ud i denne finske perle, der stiller spørgsmål ved, om vi bliver vi bedre mennesker af at læse skønlitteratur, eller om litteraturen gør os bevidste om skjulte kræfter i os selv, der potentielt kan være farlige?
I denne spøgelseshistorie har en berømte børnebogsforfatter Laura Lumikko, der på mange måder leder tankerne hen på Tove Jansson, samlet et selskab af særligt talentfulde børn, som hun underviser i skrivningens kunst. Imens studerer hun børnene, fuldstændigt ligesom forskere gør med dyr under lup. De er ni børn i selskabet, og Lumikko er på jagt efter et tiende medlem.
Vores hovedperson, den 26-årige Ella Milana, der er skolevikar og forfatter i fritiden bliver udvalgt, til at blive det tiende medlem af det eftertragtede selskab. Den aften, hvor hun skal modtages af selveste Laura Limekko, forsvinder den berømte forfatter brat i en pludselig opstået snestorm. Ella Milana begynder at trevle forfatterkredsens fortid op. Hvad er selskabets medlemmer for nogle størrelser, hvem var Laura Limekko, og har der nogensinde været et tiende medlem? På byens bibliotek ændrer handlingen i bøgerne sig på uforklarlig vis. En forhenværende feteret forfatter hyrer en mytologisk kortlægger, og de opdager, at der bor et spøgelse i hans have, og at haven desuden er fyldt med underjordiske gange, og at der bor nøkker i dammen.
I Laura Lumikkos litterære selskab er alt tilladt, for alle i selskabet er med i Spillet. I Spillet må man benytte alle midler for at få et andet medlem til at lække, altså til at fortælle alle de godt skjulte sandheder, især de smertelige og pinlige, som gode historier bygger på. Dette i en grad så medlemmerne nærmest begår overgreb på hinanden. Ella udtaler, at hun føler sig "udtømmende gennemlyst" efter en omgang af Spillets spørgelege, hvor hun har skullet fortælle om hændelser, der bor langt indeni og ikke har nogen ord.
Alt er blandet sammen i bogen. Både væsner fra folketroen, krimien, finsk realisme og meget mere. Den er som et puslespil, hvor man nyder, hver gang, brikken passer. Pasi Ilmari Jääskeläinen har et skønt sprog, og som læser skal man bare følge med, så får man foræret en forunderlig og fortryllet læseoplevelse.
At genrebestemme det man læser, er noget voksne mennesker af en eller anden grund har stort behov for. Denne sælsomme bog, der rummer magi, men også både gys og krimi, vil jeg placere et sted mellem Haruki Murakamis forunderlighed og Carlos Ruiz Zafóns intensitet. Hvis jeg skal placere den et sted. Men den giver også associationer til David Lynch, hvis man forestiller sig hans surrealisme, sat i rammerne for en almindelig jysk provinsby. Mekanismer forfatteren Patrick Ness også er mester i; at lade læseren bevæge sig i en underverden, som ligger lige på den anden side af virkeligheden. Måske er det en eventyrlig krimi?
Kommentarer