Den sibiriske måne af Jens Christian Grøndahl

Femten komprimerede tekster om kunst og litteratur skrevet i tidsrummet 1999 til 2012. Der er øjenåbnere, der er ikke helt nemme ting, der er lune, og der er noget at tage med sig hele vejen.

Essaysamlingen ’Den sibiriske måne’ rummer en bunke tætte tekster af meget forskellig karakter og indhold. De har alle været publiceret i forskellige sammenhæng, undtagen en af de sidste, der handler om Jørgen Leth og hans 75-års fødselsdag.

Her er et afsnit om selve dét at skrive. ”Blikket kommer før sin genstand”, står der under overskriften ’Det oversatte jeg’, der var et indlæg ved et fransk litteratursymposium. ”Fortællingen er en uafsluttet tilnærmelse uden endelig ankomst”, står der et andet sted, og denne filosofiske tilgang er måske den gennemsnitlige danske læser lidt fjern.

I Gyldendals ’Litterære livliner’ fra 2011 kunne man læse essayet ’Tal, sprog’, der har en anderledes imødekommende tone, her er glæden, når Grøndahl oplever, at hans fortællinger helt overlever rejsen fra ét sprog til et andet. Men der er nu også betragtninger over, hvordan den danske tradition indeholder en vaklen mellem bondsk selvtilstrækkelighed og frygtsom skelen mod fjerne horisonter. Dét udvirker jo ikke ligefrem mirakler for ens selvforståelse, men det er altså udgangspunktet.

Grøndahl har en fin definition af klassikernes værdi, nemlig de bøger, der ikke er til at glemme og til stadighed kan læses i øjenhøjde. Og de kan stadigvæk motivere skribenter til selv at gøre et forsøg. Dét er da en opmuntrende tanke.

Essays fungerer også ofte som inspiration, for eksempel fik det seksten sider lange afsnit om nobelpristageren Claude Simon mig til at få fat i romanen ’Historie’. ”Alt kan blive litteratur”, skriver Grøndahl: ”flygtige personlige erindringer, brudstykker af den fælles historie og billeder, der trænger sig på”. Det er da en fascinerende fornemmelse at åbne bogen med. Og ganske rigtigt, her er billeder, der stables på billeder i en kværnende, strømmende tekst. 

Der er andre hyldestessays, for eksempel et i anledning af den norske forfatter Kjell Askildsens 70-års fødselsdag samt dét, der handler om forfatteren og filmmanden Jørgen Leth. Her er virkelig gedigen og velunderbygget beundring. Det er en pose blandede kulturbolcher, jeg følte mig ikke altid på linje med ophavsmanden, men fik bestemt noget at tænke over. Hver gang.