De sidste zoner af Line Kyed Knudsen

Første bind af Line Kyed Knudsens fremtidsdystopi om vores samfund om 100 år er velskrevet og fængslende. 

Om 100 år er der næsten ingen mennesker på jorden. De, der er tilbage, bor i beskyttede zoner og vover sig sjældent uden for murene. De forskellige zoner har ingen kontakt med hinanden, men alle zoner har hver en funktion, og alle leverer varer til Præsidentens hovedsæde i byen Newport. I Newport lever eliten i luksus, og folk i zonerne lever i fattigdom i uvidenhed om denne luksus..

Vi følger to hovedpersoner, pigen Vega fra zonen Grape Valley, hvor folk slider sig op for at producere landbrugsvarer, vin o.l. til Newport. Hendes mor er Mama, som en form for leder i byen, og den rolle skal Vega have, når hun bliver lidt ældre. Den anden hovedperson er Titan Star, der er præsidentens søn. En på overfladen, ung og selvsikker fyr, der føler sig dybt ensom, selvom han på har alt. Han tænker ofte "De tror, jeg er lykkelig. De tror, at jeg har alt. Men jeg har ingenting".

De to mødes tilfældigt, da Vega flygter fra Grape Valley, efter at hendes mor og søster er blevet dræbt, og Titan flygter, da hans families hemmelige skjulested er blevet afsløret, og nu er under angreb. Langsomt får Titan øjnene op for, hvad der foregår udenfor kameraets rækkevidde, og hvor slemt det faktisk står til i landet, samtidig med at han opdager ting om sin fortid, som han har fortrængt.

Rosa på 14 år er læseambassadør på Aarhus Kommunes biblioteker. Hun synes overvejende, bogen er rigtig god, men at den i starten var lidt plat og henvendte sig mest til en målgruppe på omkring 10 år. Efterhånden som hun læste længere ind i bogen, synes hun dog, den blev vanedannende: "Den blev mind blowing, fordi den startede som en klassisk fortælling, med pigen, der har ansvaret for verden, og fyren, der bare er en eller anden superstar, men pludseligt dør alle, og handlingen kører en helt anden vej. Sådan et skift kan jeg rigtig godt lide. Læseoplevelser handler også om, hvordan man selv har det, når man læser en bog". Rosa synes også, det er dejligt, at bogen er så relativt kort, så den også kan appellere til den yngre målgruppe. Den minder hende om serien om ’ Knivens stemme’, men har også "Divergent-vibes". Bøger hvor nogen gør oprør mod systemet.

Rosa kan godt lide udviklingen, hvor hovedpersonen starter med at ligge under for et stort forventningspres og senere gennemgår en fase, hvor hun forrådes af alle og føler sig helt alene: "Jeg har aldrig læst noget lignende på en både god og dårlig måde, men mest god. Jeg plejer aldrig at læse 2’ ere i serier, men det vil jeg gøre her. Hvis bare der ikke gik så lang tid imellem, at de udkommer’.

Bogen er læst og anmeldt af bibliotekarJette Greibe, og læseambassadør Rosa på 14 år.