De bedste familier

Kim Blæsbjerg rammer plet med en medrivende historisk roman om udviklingen af det danske velfærdssamfund og etableringen af Cheminova i Vestjylland i 1950’erne.

Efter det stort anlagte og udførte trebindsværk Desertørerne, er det som om Kim Blæsbjerg har villet begrænse sin sprudlende fortællelyst og fokusere på få karakterer og et lille område. Det lille område er Lemvig og omegn, hvor forfatteren selv er vokset op. Mange, der som jeg, er lidt oppe i årerne, tænker straks på Cheminova, hvis man siger Harboøre eller Thyborøn eller for den sags skyld Lemvig. For forureningen fra Cheminova er nærmest sagnomspunden, og det er også skrevet flere fagbøger om emnet, men ikke nogle romaner. Det er der nu!

Historien i 'De bedste familier' følger Jørn Albeck, der er ingeniør og slår sig ned i Lemvig med sin kone Karin og datteren Vibeke i starten af 1950’erne for at være med til at etablere Cheminova. Fabrikken er blevet flyttet hertil fra Nordsjælland på grund af gener for omverdenen. Den placeres i det tilsyneladende nærmest mennesketomme Vestjylland, hvor der ganske belejligt er en fjord at udlede kemi i. Jo, nogle mennesker er der jo, blandt andet Niels Christensen og hans kone Margrethe og deres tre børn og Niels’ bror Erik.

Niels bliver ansat i det første hold af lokale medarbejdere, der bliver sat til at håndtere fabrikkens rør og kedler og de kemiske eksperimenter, der skal til, når man udvikler helt nyt giftigt insektmiddel til landbruget. I starten er der masser af uheld, og medarbejderne har selvfølgelig ikke godt af at blive udsat for dampende og ætsende gift, men det er foruroligende, som den karismatiske stifter af Cheminova, Gunnar Andreasen, og underdirektør Jørn affærdiger faren ved det, villigt assisteret af den lokale læge, der ikke er interesseret i at skabe problemer for den arbejdspladsskabende virksomhed, der også er drivkraft for en vild udvikling af området.

Allerede her har vi jo en virkelig fascinerende historie, som Kim Blæsbjerg formår at udfolde på enkel og bedste vis. Men der er jo også historien om mødet mellem om de tilflyttende ”Københavnere” og de lokale mere eller mindre indremissionske bønder og fiskere. Den historie fortælles også fint via de Niels Christensens og Jørn Albecks familier. Særligt de to hustruers, Margrethes og Karins, historier fængsler, fyldt som de er med en begyndende kvindefrigørelse og friere seksualitet.

Kim Blæsbjerg har med 'De bedste familier' fanget den perfekte kulisse til at fortælle om efterkrigstidens udvikling mod det danske velfærdssamfund, og det gør han rigtigt stærkt. Ikke nok med, at han får fortalt om kvindefrigørelse og klassesamfundets ændring, man kommer helt tæt på nogle hårde skæbner, som forsøger at få det til at fungere for sig selv og deres familier og få del i den nye overflod efter 2. Verdenskrig.