Der er noget helt specielt ved Marianne Larsens (f. 1951) digte, noget som man også kan finde hos Peter Laugesen (f. 1942), men i en lidt mere egocentreret form: De materielle vilkår er der altid. Hør for eksempel det her lille prosadigt fra samlingen Med skyer under fødderne, det er uden titel, men har nummer 26:
”Barnet i dommedagstøj klamrede sig til en voksen der sang krigslyde.
Eller var det et krammeobjekt der udøvede vuggesange barnet
i dommedagstøj klamrede sig til? Hvordan var det finansieret?
Nu bliver jeg helt usikker.
Det foregik i halvmørket på jorden i en vis afstand til medievirkeligheden.
Også de falske galaksers virkelighed? Barnet pustede og prustede
til den syngendes læber så jeg fik dem lige i hovedet.”
Man kunne skrive en hel bog om det digt, for det rummer en hel verden. Første linje ligner noget, man kan se i Brugsen eller i bussen, når man ser en forælder, der ikke har det godt. Men hvad er vores eksistentielle vilkår egentlig? spørger så næste linje. Er vi født til dommedagsfølelsen, så vi må holde fast i hvad eller hvem som helst, der vier os lidt opmærksomhed, selvom de ikke har overskud til det, eller er dommedagsfølelsen noget vi selv lægger i tilværelsen? Tredje linje samler problemstillingen, fuld af satire, og fuld af sandhed: ” Hvordan var det finansieret?” Follow the money! som de siger i amerikansk film.
Er det hele et udslag af, hvordan kapitalinteresserer organiserer vores verden? Og er der noget galt i det? Sådan er verden jo. Fjerde linje bringer digtet videre på den mest elegante måde, med et personligt, nærværende, næsten forbudt følelsesmæssigt udsagn: ”Nu bliver jeg helt usikker.”
Ja, selvfølgelig bliver du usikker, for eksistensen er usikker, mellem krigslyde og krammeobjekter. De sidste tre linjer i digtet udvider beskrivelsen af vores livsvilkår, næsten i det uendelige.
Ikke alene rejste digtet nogle eksistentielle grundspørgsmål, det lykkedes også at sætte dem ind i en materiel virkelighed og vise, hvordan det alt sammen virker på den enkelte. Som lagene i et løg lægger digtet nu endnu to dimensioner af virkeligheden på, så vi kan se den kompleksitet i tilværelsen, vi normalt blot er drevet af, uden at kunne overskue den: Medievirkeligheden, der forvrider, fordrejer og gør tilværelsen overfladisk. Og til sidst: Den enorme forskel, der er mellem det naturvidenskabelige verdensbillede, som strukturerer vores livssyn og det lille menneskes følsomme virkelighed: ”Også de falske galaksers virkelighed? Barnet pustede og prustede”.
Hvor fører det hele hen? Læs den sidste linje igen og smag på det: "... til den syngendes læber så jeg fik dem lige i hovedet."
Samlingen Med skyer under fødderne handler så vidt jeg kan se om det overfladiske i tilværelsen. Det meterielle blik er iagttagelsen af det, hvorigennem vores mulighed for at opleve frit, begrænses af ydre vilkår. Et lille digt som nummer 10 binder det overfladiske og det materialistiske sammen med det ærkemenneskelige, som har skabt det: ”Det pyntede sig med makeup og med et kys på læberne./ smilede mørkt med hele kroppen der trykkede sit liv/ på plads under øjnene.” Der er noget ildevarslende over mørket her. Men naturligvis også noget trygt.
Marianne Larsen er en stor digter. Hun skrev også da Dan Turell skrev og mens Rifbjerg var en oprørsk, dog altid på en eller anden måde stueren, stemme. Hun taler lavmælt, indsigtsfuldt og modent om en tilværelse, der virker som om den smuldrer mellem hænderne på os, hvis vi ikke holder fast i dens mere grundlæggende værdi.
Kommentarer