Anne Franks dagbog er ikke blot et vidnesbyrd fra 2. verdenskrig, men en fortælling om at gå fra barnets verden til de voksnes rækker. Det er en ung kvindes fortælling om at være på flugt, en dokumentation af en spirende forfatters udvikling, og et menneskes inderste tanker om sig selv og sin omverden.
Anne Frank var 13 år, da hun og hendes jødiske familie samt nogle bekendte i 1942 gik under jorden i Amsterdam, Holland, og blot 15 år, da deres skjulested blev fundet og familien sendt til koncentrationslejre rundtom i Europa, hvorfra kun hendes far, Otto Frank, kom tilbage med livet i behold. Hendes dagbog indeholder optegnelser fra d. 12. juni 1942 til d. 1. august 1944, og er en af de bedst kendte skriftlige overleveringer fra 2. verdenskrig. Dagbogen skildrer et liv på flugt, under jorden, i det besatte Holland; både de udfordringer med og imellem de andre beboere, der opstår undervejs, den monotone hverdag under jorden, håbene og drømmene om fremtiden, længslen efter et normalt liv, og ikke mindst en teenagepiges opvækst og udvikling.
Store dele af families tid under jorden blev brugt på at dygtiggøre sig i alt fra sprog, stenografi og litteratur til matematik, hvorfor dagbogen også kan ses som en form for dannelsesrejse. Anne skrev selv digte og noveller, og hendes interesse for sprog skinner igennem i dagbogen, der udgør et indblik i den unge piges forfatterdrøm – fuld af håb og forventning.
”Det er et rent under, at jeg ikke har opgivet alle mine forventninger, for de virker absurde og urealistiske. Alligevel holder jeg fast ved dem, til trods for alt, fordi jeg stadig tror på, at mennesket inderst inde er godt”.
Annes dagbog er med sin popularitet og succes blevet beskyldt for at overskygge andre dagbøger såvel som generelle vidnesbyrd fra 2. verdenskrig. Denne succes kan skyldes den unikke kombination af egenskaber, dagbogen besidder, som giver læsere rum for refleksion; Annes dagbog har en universel karakter – ikke blot fordi, befolkningsgrupper overalt i verden stadig marginaliseres, men fordi hendes tanker, følelser og betragtninger kan vække genkendelse hos de fleste. Hendes selvransagelser af ikke blot sine medbeboere, men i særdeleshed sig selv, afslører et usædvanligt reflekteret ungt menneske, hvilket ikke kan andet end at vække identitetsspørgsmål og tanker om det at vokse op.
Intet sted bliver fortællingen om det at vokse op, og gå fra barn til voksen mere tydelig, end i de stykker tekst, der efter hendes fars, Otto Franks, død, blev gentilføjet dagbogen. Der foreligger således mange versioner af Annes kendte dagbog. Den nyeste udgave fra 2001 indeholder hidtil ukendte sider samt bortcensurerede passager, og er således ca. 25 procent længere end de første udgivelser. Denne er særligt værd at læse, idet udgaven, ud over at skildre den spirende forfatters drømme og eksperimenter ligeledes mere fyldestgørende, ikke blot følger den unge kvindes modning og sensuelle vækkelse, men også de menneskelige udfordringer ved at være gået under jorden.
Anmeldt af Benedicte Julin Ibsen
Kommentarer