Analyse
Zola Christensen, Robert - Aldrig så jeg så dejligt et bjerg
'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' er en roman om opbrud, splittelse, angst og håb, hvor den fordrukne gymnasielærer Allan Ringel ser tilbage på sin ungdom.
Robert Zola Christensen skriver med udgangspunkt i Allan Ringel om bristede drømme, uindfriede længsler og de mange forvirrede og forvildede forsøg på at falde til og finde sig selv. Og det er ved romanens begyndelse endnu ikke lykkedes. Som ganske ung brød Allan med sin baggrund i en klassisk arbejderfamilie. Han ville være forfatter og akademiker, og det blev han, men hvad fik han egentlig ud af denne totale fornægtelse af sit ophav?
Levet liv – skrevet liv
'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' ligger tæt op ad Robert Zola Christensens eget liv og er ifølge hans eget udsagn den roman, han ”altid har villet skrive”. Allan Ringel spejler Zolas egen livsbane, og ifølge Zola er resultatet, at hovedpersonen i den nye bog udgør omkring 70-75 % af forfatterens eget liv.
At blande fiktion og virkelighed ligger ikke Robert Zola Christensen fjernt, og han er kendt for netop at udforske de to størrelsers indvirkning på hinanden i mange forskellige genrer. Zola skaber ofte hybridformer, som i en endnu ikke (nov. 2009) udkommet billedroman, hvor virkelige menneskers historier gøres semifiktive, samtidig med at rigtige billeder af dem også fastholdes.
Udover sit skønlitterære forfatterskab har Zola Christensen også skrevet flere fagbøger, bl.a. 'Det døde barn i hoppegyngen' (2005) – en afhandling om vandrehistorien som genre – og 'Manual til skrivekunsten' (2005), hvoraf den første behandler forholdet imellem fakta og fiktion i mundtlig overlevering.
En ung mand i ubalance – og en midaldrende
Da Robert Zola Christensen i januar 2009 udgiver 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg', provokeres flere anmeldere, fordi hovedpersonen, gymnasielæreren Allan Ringel, flere gange undervejs serverer et direkte og nådesløst frontalangreb på dele af samtidslitteraturen. Allan Ringel udgyder således sin galde over forfattere som Helle Helle, Jens Christian Grøndahl og Hans Otto Jørgensen, og også filminstruktøren Erik Clausen får en tur i vridemaskinen. Romanens kritik går på disse navngivne kunstneres fremstillinger af ”underklassen”, som de ifølge Ringel skildrer alt for pæn og harmonisk. Anmelderne pikeres over kritikken, og Allan Ringel beskyldes bl.a. for at have et noget indskrænket syn på litteratur. Set i et større billede er forargelsen dog ikke så overraskende endda, for der er ingen tvivl om, at Zola med 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' har villet råbe op – og dét ganske højt! Romanen er mere end nogen af Zolas tidligere bøger skrevet på en dybfølt social indignation.
Allan Ringel er gået i stå, rigtig meget i stå – ja, faktisk er han kørt helt ud på et sidespor. Ringel drikker for meget og er af selv samme grund blevet sendt på ”frivillig” orlov af rektoren på gymnasiet, hvor han underviser i dansk. Ringel er med andre ord totalt udrangeret, og alt ser håbløst ud. Han er forladt, bitter og alt for meget, og bl.a. dette er en af grundene til, at han med mellemrum skyder med spredehagl på den samtidslitteratur, der påstår at kende til hans slags!
Allan Ringel er født ind i en klassisk arbejderfamilie, hvor dét hurtigt at få sig et fast arbejde betragtes som både en nødvendighed, en selvfølge og noget, man gør med stolthed. Og udover forældrene har især farfaren Hurtig-Carl spillet en afgørende rolle, når det gjaldt moralsk oprustning af den yngste generation. Hurtig-Carl har i en menneskealder arbejdet på Thor Vask, og ”Gør din pligt, og kræv din ret” er et af hans mottoer, så hverken han eller Allans far har meget til overs for de unge mennesker, der går rundt og danderer den, mens de ellers finder ud af, hvad de vil. Og derfor har Allan et noget ambivalent forhold til sit fædrene ophav, men han gør, hvad han kan og får i en periode arbejde på farfarens vaskeri.
Men Allan vil noget andet, og her er vi ved et af romanens absolutte hovedærinder. For helt fra barnsben går Allan rundt og drømmer; han er tænksom, og han skriver digte på små sedler, som han klistrer op på væggene i sit værelse. Han vil læse og skrive og være forfatter, og derfor føler han sig også anderledes i forhold til resten af sin familie, da han som den første både vil tage studentereksamen og læse videre. Men Allan vælger at forfølge drømmen. Han bryder ud, bliver student, tager i kibbutz og får siden hen også sin akademiske eksamen og bliver lektor. Og netop dette dilemma imellem det tyngende ophav og egne drømme og længsler er noget af det, Robert Zola vil fortælle, og med Allan viser han de store menneskelige omkostninger, denne splittelse kan have.
For selvom Allan Ringel er en mønsterbryder, er han ikke ubetinget nogen helt, for Allan kommer ikke ud på den anden side som et lykkeligere menneske, og det er en pointe i bogen. Efter gymnasiet påbegynder Allan studierne på Københavns Universitet, men det bliver hurtigt klart for ham, at han ikke føler sig godt tilpas blandt sine nye ”artsfæller”. Han er stadig sammen med gymnasiekæresten Sara, som også læser; de skal til at flytte sammen, og det hele tegner faktisk lyst. Men den ungdommelige ubalance og vanskeligheden ved at falde til rusker stadig voldsomt i Allan, og inden han har set sig om, har han mødt Céline og er på vej til Frankrig. Selv tror han, at dét er den store kærlighed, og det er det måske også – i hvert fald et stykke tid. Danmark, hvis landskab for Allan bare er ”tudegrimt og DDR-agtigt”, skiftes ud med Frankrigs smukke bjerg, Mont Sainte-Victoire, som også Claude Monet malede. Men ligeså smuk Mont Sainte-Victoire er, ligeså uopnåelig er Céline, og snart tilsættes Allans hverdag lidt for meget vin og et lidt for uforudsigeligt reaktionsmønster. Studierne på universitetet i Frankrig smuldrer, og forholdet til den franske drøm Céline smuldrer, og snart er Allan på vej hjem til Danmark igen. Allan har fået et glimt af drømmen, hvilket også understreges i romanens titel, der er hentet fra den gamle børnesang 'Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg'.
Tyve år senere har Allan stadig ikke fået helt styr på alle følelserne, og hans ”frivillige” orlov minder ham om alt det, der kunne være blevet til noget. Céline blev nemlig gravid, men situationen var fuldstændig uholdbar, og Céline valgte at få barnet fjernet. Og også Sara begynder at spøge igen, for måske var det i virkeligheden hende, han elskede mest, men smuttede fra, da hun droppede studierne til fordel for arbejdet som laborant. Allan blev for enhver pris hængende i ungdomsdrømmen om at blive akademiker og forfatter, men hvad opnåede han egentlig? Opnåede han overhovedet noget, eller fjernede han sig blot mere og mere fra sig selv og sine omgivelser? Han kæmpede med næb og kløer, men er alligevel havnet nedtrykt og desillusioneret – netop fordi han undervejs mistede sig selv. Han faldt aldrig rigtig til, fortrængte fuldstændigt sit ophav og det, han var rundet af, og nu sidder han her – på orlov fra livet! I romanen gør Allan et sidste forsøg på at kæmpe sig tilbage som menneske. Han ser efter naboens dreng, men bliver en aften lidt for ivrig og lidt for nærgående over for drengens mor – så heller ikke her lykkes han, og romanen slutter i et åbent – om end kollapsende – drømmelignende billede.
'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' er på én gang skrevet som en stor erindringsroman og som et stykke moderne socialrealisme. Fortælleteknisk er romanen én lang bevidsthedsstrøm, og det enorme indre kaos, Allan oplever, akkompagneres hele vejen igennem af både muntre og sørgmodige børnesange, som Allan voksede op med, og som hans mor altid sang for ham, og hvorfra romanen har sin titel. Understrømmen af de velkendte børnemelodier giver romanen sit helt eget sproglige særpræg, og de bliver ved deres konstante gentagelse undervejs både et udtryk for Allans fastlåste situation og for det glimt af håb, der måske vil kunne lede ham tilbage til den oprindelighed, han inderst inde længes efter at blive genforenet med.
Robert Zola Christensen og samtiden
Igennem de senere år har vi i dansk litteratur set flere skildringer af unge mennesker, der bryder med den proletariske opvækst for at uddanne sig. Udover Zolas 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' kan nævnes flere af Helle Helles romaner, og også en forfatter som Jens Christian Grøndahl er optaget af at beskrive menneskers vilkår på tværs af sociale skel. Romanerne er meget forskellige – ligesom deres tilgang til stoffet er det – men det interessante er, at vi ser en vækst i denne moderne form for socialrealisme.
Når Zola i 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' lader sin hovedperson lange kraftigt ud efter andre af samtidens ”socialrealister”, er en af forklaringerne, at Zola Christensen vil gøre op med den måde, vi i dag skildrer arbejderklassen på. Han skyder med skarpt på de kunstnere og den tradition, han mener, fremstiller arbejderklassen som en homogen størrelse, og hvor helten og mønsterbryderen ofte er at se som en ”Working Class Hero”.
Med figuren Allan viser Zola Christensen derimod, at helten også kan være en antihelt, at det ikke altid er en selvfølge, at mønsterbryderen når ud som et helt menneske på den anden side af sit skæbnesvangre valg. 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' er derfor heller ikke en klassisk udviklingsroman, som f.eks. arbejderlitteraturens par excellence 'Pelle Erobreren' er det, men er snarere at betragte som en form for afviklingsroman, hvis sørgmuntre tone foruroliger, men også fortsat indgyder håb.
'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' er en roman om opbrud, splittelse, angst og håb, hvor den fordrukne gymnasielærer Allan Ringel ser tilbage på sin ungdom.
Robert Zola Christensen skriver med udgangspunkt i Allan Ringel om bristede drømme, uindfriede længsler og de mange forvirrede og forvildede forsøg på at falde til og finde sig selv. Og det er ved romanens begyndelse endnu ikke lykkedes. Som ganske ung brød Allan med sin baggrund i en klassisk arbejderfamilie. Han ville være forfatter og akademiker, og det blev han, men hvad fik han egentlig ud af denne totale fornægtelse af sit ophav?
Levet liv – skrevet liv
'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' ligger tæt op ad Robert Zola Christensens eget liv og er ifølge hans eget udsagn den roman, han ”altid har villet skrive”. Allan Ringel spejler Zolas egen livsbane, og ifølge Zola er resultatet, at hovedpersonen i den nye bog udgør omkring 70-75 % af forfatterens eget liv.
At blande fiktion og virkelighed ligger ikke Robert Zola Christensen fjernt, og han er kendt for netop at udforske de to størrelsers indvirkning på hinanden i mange forskellige genrer. Zola skaber ofte hybridformer, som i en endnu ikke (nov. 2009) udkommet billedroman, hvor virkelige menneskers historier gøres semifiktive, samtidig med at rigtige billeder af dem også fastholdes.
Udover sit skønlitterære forfatterskab har Zola Christensen også skrevet flere fagbøger, bl.a. 'Det døde barn i hoppegyngen' (2005) – en afhandling om vandrehistorien som genre – og 'Manual til skrivekunsten' (2005), hvoraf den første behandler forholdet imellem fakta og fiktion i mundtlig overlevering.
En ung mand i ubalance – og en midaldrende
Da Robert Zola Christensen i januar 2009 udgiver 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg', provokeres flere anmeldere, fordi hovedpersonen, gymnasielæreren Allan Ringel, flere gange undervejs serverer et direkte og nådesløst frontalangreb på dele af samtidslitteraturen. Allan Ringel udgyder således sin galde over forfattere som Helle Helle, Jens Christian Grøndahl og Hans Otto Jørgensen, og også filminstruktøren Erik Clausen får en tur i vridemaskinen. Romanens kritik går på disse navngivne kunstneres fremstillinger af ”underklassen”, som de ifølge Ringel skildrer alt for pæn og harmonisk. Anmelderne pikeres over kritikken, og Allan Ringel beskyldes bl.a. for at have et noget indskrænket syn på litteratur. Set i et større billede er forargelsen dog ikke så overraskende endda, for der er ingen tvivl om, at Zola med 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' har villet råbe op – og dét ganske højt! Romanen er mere end nogen af Zolas tidligere bøger skrevet på en dybfølt social indignation.
Allan Ringel er gået i stå, rigtig meget i stå – ja, faktisk er han kørt helt ud på et sidespor. Ringel drikker for meget og er af selv samme grund blevet sendt på ”frivillig” orlov af rektoren på gymnasiet, hvor han underviser i dansk. Ringel er med andre ord totalt udrangeret, og alt ser håbløst ud. Han er forladt, bitter og alt for meget, og bl.a. dette er en af grundene til, at han med mellemrum skyder med spredehagl på den samtidslitteratur, der påstår at kende til hans slags!
Allan Ringel er født ind i en klassisk arbejderfamilie, hvor dét hurtigt at få sig et fast arbejde betragtes som både en nødvendighed, en selvfølge og noget, man gør med stolthed. Og udover forældrene har især farfaren Hurtig-Carl spillet en afgørende rolle, når det gjaldt moralsk oprustning af den yngste generation. Hurtig-Carl har i en menneskealder arbejdet på Thor Vask, og ”Gør din pligt, og kræv din ret” er et af hans mottoer, så hverken han eller Allans far har meget til overs for de unge mennesker, der går rundt og danderer den, mens de ellers finder ud af, hvad de vil. Og derfor har Allan et noget ambivalent forhold til sit fædrene ophav, men han gør, hvad han kan og får i en periode arbejde på farfarens vaskeri.
Men Allan vil noget andet, og her er vi ved et af romanens absolutte hovedærinder. For helt fra barnsben går Allan rundt og drømmer; han er tænksom, og han skriver digte på små sedler, som han klistrer op på væggene i sit værelse. Han vil læse og skrive og være forfatter, og derfor føler han sig også anderledes i forhold til resten af sin familie, da han som den første både vil tage studentereksamen og læse videre. Men Allan vælger at forfølge drømmen. Han bryder ud, bliver student, tager i kibbutz og får siden hen også sin akademiske eksamen og bliver lektor. Og netop dette dilemma imellem det tyngende ophav og egne drømme og længsler er noget af det, Robert Zola vil fortælle, og med Allan viser han de store menneskelige omkostninger, denne splittelse kan have.
For selvom Allan Ringel er en mønsterbryder, er han ikke ubetinget nogen helt, for Allan kommer ikke ud på den anden side som et lykkeligere menneske, og det er en pointe i bogen. Efter gymnasiet påbegynder Allan studierne på Københavns Universitet, men det bliver hurtigt klart for ham, at han ikke føler sig godt tilpas blandt sine nye ”artsfæller”. Han er stadig sammen med gymnasiekæresten Sara, som også læser; de skal til at flytte sammen, og det hele tegner faktisk lyst. Men den ungdommelige ubalance og vanskeligheden ved at falde til rusker stadig voldsomt i Allan, og inden han har set sig om, har han mødt Céline og er på vej til Frankrig. Selv tror han, at dét er den store kærlighed, og det er det måske også – i hvert fald et stykke tid. Danmark, hvis landskab for Allan bare er ”tudegrimt og DDR-agtigt”, skiftes ud med Frankrigs smukke bjerg, Mont Sainte-Victoire, som også Claude Monet malede. Men ligeså smuk Mont Sainte-Victoire er, ligeså uopnåelig er Céline, og snart tilsættes Allans hverdag lidt for meget vin og et lidt for uforudsigeligt reaktionsmønster. Studierne på universitetet i Frankrig smuldrer, og forholdet til den franske drøm Céline smuldrer, og snart er Allan på vej hjem til Danmark igen. Allan har fået et glimt af drømmen, hvilket også understreges i romanens titel, der er hentet fra den gamle børnesang 'Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg'.
Tyve år senere har Allan stadig ikke fået helt styr på alle følelserne, og hans ”frivillige” orlov minder ham om alt det, der kunne være blevet til noget. Céline blev nemlig gravid, men situationen var fuldstændig uholdbar, og Céline valgte at få barnet fjernet. Og også Sara begynder at spøge igen, for måske var det i virkeligheden hende, han elskede mest, men smuttede fra, da hun droppede studierne til fordel for arbejdet som laborant. Allan blev for enhver pris hængende i ungdomsdrømmen om at blive akademiker og forfatter, men hvad opnåede han egentlig? Opnåede han overhovedet noget, eller fjernede han sig blot mere og mere fra sig selv og sine omgivelser? Han kæmpede med næb og kløer, men er alligevel havnet nedtrykt og desillusioneret – netop fordi han undervejs mistede sig selv. Han faldt aldrig rigtig til, fortrængte fuldstændigt sit ophav og det, han var rundet af, og nu sidder han her – på orlov fra livet! I romanen gør Allan et sidste forsøg på at kæmpe sig tilbage som menneske. Han ser efter naboens dreng, men bliver en aften lidt for ivrig og lidt for nærgående over for drengens mor – så heller ikke her lykkes han, og romanen slutter i et åbent – om end kollapsende – drømmelignende billede.
'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' er på én gang skrevet som en stor erindringsroman og som et stykke moderne socialrealisme. Fortælleteknisk er romanen én lang bevidsthedsstrøm, og det enorme indre kaos, Allan oplever, akkompagneres hele vejen igennem af både muntre og sørgmodige børnesange, som Allan voksede op med, og som hans mor altid sang for ham, og hvorfra romanen har sin titel. Understrømmen af de velkendte børnemelodier giver romanen sit helt eget sproglige særpræg, og de bliver ved deres konstante gentagelse undervejs både et udtryk for Allans fastlåste situation og for det glimt af håb, der måske vil kunne lede ham tilbage til den oprindelighed, han inderst inde længes efter at blive genforenet med.
Robert Zola Christensen og samtiden
Igennem de senere år har vi i dansk litteratur set flere skildringer af unge mennesker, der bryder med den proletariske opvækst for at uddanne sig. Udover Zolas 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' kan nævnes flere af Helle Helles romaner, og også en forfatter som Jens Christian Grøndahl er optaget af at beskrive menneskers vilkår på tværs af sociale skel. Romanerne er meget forskellige – ligesom deres tilgang til stoffet er det – men det interessante er, at vi ser en vækst i denne moderne form for socialrealisme.
Når Zola i 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' lader sin hovedperson lange kraftigt ud efter andre af samtidens ”socialrealister”, er en af forklaringerne, at Zola Christensen vil gøre op med den måde, vi i dag skildrer arbejderklassen på. Han skyder med skarpt på de kunstnere og den tradition, han mener, fremstiller arbejderklassen som en homogen størrelse, og hvor helten og mønsterbryderen ofte er at se som en ”Working Class Hero”.
Med figuren Allan viser Zola Christensen derimod, at helten også kan være en antihelt, at det ikke altid er en selvfølge, at mønsterbryderen når ud som et helt menneske på den anden side af sit skæbnesvangre valg. 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' er derfor heller ikke en klassisk udviklingsroman, som f.eks. arbejderlitteraturens par excellence 'Pelle Erobreren' er det, men er snarere at betragte som en form for afviklingsroman, hvis sørgmuntre tone foruroliger, men også fortsat indgyder håb.
Kommentarer