I 'Erindring om kærligheden' formår Kirsten Thorup at kombinere en barsk og smuk fortælling om mor/datter-kærlighed med et portræt af Danmark gennem de sidste 50 år.
I disse tider, hvor den ene kronik efter den anden problematiserer, analyserer eller idealiserer moderrollen, har Kirsten Thorups 'Erindring om kærligheden' en anderledes kunstnerisk vinkel på spørgsmålet. Romanen handler om Tara, der som ung flytter til København, bliver skuespiller, fejler i projektet og bliver mor til datteren Siri. Siris far, fantasten og kunstneren Tore, begår selvmord og efterlader den jeg-svage Tara som alenemor, en opgave hun ikke magter. Flere gange bliver datteren taget fra hende, men kommer altid tilbage, indtil hun flytter hjemmefra for siden at bryde kontakten med moren. Senere mødes de igen. Siri er blevet kunstner, og netop gennem kunsten finder hun en måde at lukke sin moders kærlighed ind i sit liv.
Som titlen antyder handler romanen om kærlighed - lidenskabelig kærlighed mellem mor og datter - lidenskabelig fordi begrebet, der stammer fra tysk, har sin rod i ordet lidelse og derfor accentuerer dobbeltheden i netop kærlighedsbegrebet.
Den skæve eksistens og samfundskritikken
At fortælle om et dysfunktionelt forældre/barn-forhold, er der for så vidt ikke noget nyt i, men for det første handler de fleste af den slags historier om sønner og fædre, og for det andet er det næsten altid barnets vinkel, de fortælles udfra. Sådan er det ikke i 'Erindring om kærligheden'. Selvom datteren Siri både i romanens midte og dens slutning får sin egen stemme, er det moren, Tara, der er hovedpersonen. I hende leverer Thorup et anderledes kvindeportræt. En mor, der elsker sit barn, men ikke magter moderrollen, primært fordi hun ikke magter sig selv. Tara må opgive skuespilkarrieren, ikke fordi hun er en dårlig skuespillerinde, men fordi hendes indre kerne er så vag, at hun ikke kan skelne mellem sig selv og den rolle, hun påtager sig. Gennem hele romanen svinger Tara mellem at svigte sin datter for derefter at søge at kompensere for netop disse svigt. Tara har konstant dårlig samvittighed, hvilket paradoksalt nok i høj grad er dét, der skaber den nære relationen til Siri. Selv når Tara har nået bunden af samfundet, er datteren aldrig langt væk i hendes tanker, ligesom Siri livet igennem bliver ved med at søge sin mors anerkendelse.
Igennem sine forsøg på at blive den mor, Tara selv mener, hendes datter fortjener, bevæger hun sig igennem et utal af forskellige miljøer. Dermed bliver romanen også en beskrivelse af de strømninger, tanker og idéer, der har præget Danmark og verden fra 1970’erne og frem. Vi hører således om Israel/Palæstina-konflikten, de venstreorienterede kollektiver, Balkan-krigene og COP15. Thorups bog bliver således både en fortælling om en kvinde og en samfundsroman - vel og mærke en kritisk en af slagsen. Gennem Tara ser vi nemlig udviklingen fra velfærdsland til et egoistisk Danmark, hvor der ikke er plads til skæve eksistenser, og hvor enhver hytter sig selv. Ligeledes ses en nuancering af den idealiserede moderrolle, der har været en del af både politikernes og samfundets diskurs over de sidste mange år. At Tara ikke er en god mor, lades læseren ikke i tvivl om, men kærlighedsløs er hun ikke, og det er i det paradoks at romanens hovedkerne udfolder sig.
Den fragmenterede form
”Brudstykker af en kvinde Ingenting andet end projektioner Hun er det hendes yndlingslærere så i hende: en skuespiller Selvmordet som den prisme hvori livet spejler sig …”. Sådan begynder romanens bagsidetekst, og som læsningen skrider frem, står det klart, at den mærkværdige form skyldes, at tekststykket er sammensat af løsrevne sætninger fra romanen. Allerede inden man åbner bogen, har man således stiftet bekendtskab med en ekstrem udgave af den form, Thorup har valgt til sin roman, nemlig den fragmentariske. Selvom 'Erindring om kærligheden' foregår kronologisk, er det brudstykker af en erindring og ikke et forsøg på en samlet, flydende fortælling, læseren præsenteres for. Denne form spejler både hovedpersonen Taras mangel på dét, hun selv kalder en ”samlet personlighed” og al erindrings grundvilkår, nemlig at det kun er forskelligartede stumper og ikke en pænt ordnet handling, der dukker op til overfladen. På samme måde bruges fortællerformen til at underbygge handlingen. Romanen begynder med Tara som jegfortæller, men glider over i en tredjepersonsfortæller i det øjeblik, Tara bliver mor. Dette underbygger på fineste vis Taras fornemmelse af, at hun ikke længere kun er sig selv, men en del af en større sammenhæng, ligesom det giver plads til at læseren senere kan høre Siris egen stemme.
At bruge formen i et samspil med indholdet er en af Thorups specialiteter. Allerede i 'Baby', hendes første roman fra 1973, afspejler skrivemåden indholdet, idet de mange sætninger, der ikke adskilles af et punktum, men i stedet bindes sammen af et ”og” understreger hovedpersonens fornemmelse af, at intet er mere værd end andet. Selvom 'Erindring om kærligheden' ikke er et formeksperiment på samme måde som 'Baby', er det derfor værd at bemærke, hvordan indhold og opbygning spiller sammen.
Også i afslutningen er dette tilfældet. På romanens sidste sider overlades ordet til Siri under en performanceoptræden ved navn Mother/daugther. Her bruger Siri sin egen krop, erfaring og erindring til at udforske netop mor/datter-relationen. Netop sådan kan 'Erindring om kærligheden' også læses.
I Lars Handestens anmeldelse af romanen i Kristeligt Dagblad d. 13 april, 2016 overvejer han, om ikke bogen i sig selv er et stykke performancekunst ”hvor Thorup bruger af sit eget liv for at skabe tankevækkende kunst". Denne tolkning er oplagt, når man bliver opmærksom på, at Thorup, ligesom sin hovedperson Tara, er vokset op på Vestfyn og som ung flyttet til København, hvor hun blev mor til en datter.
Når dette er sagt, er det vigtigt at pointere, at 'Erindring om kærligheden' ikke falder ind under genren autofiktion. Selvfølgelig bruger Thorup af sine egne erfaringer, det gør alle forfattere, men Tara er en litterær figur. Hun er ikke et pseudonym for Kirsten, men en prisme hvorigennem tidsånd og fortællingen om moderskab og moderkærlighed træder frem.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer