Ravn, Malene - Hvor lyset er

Malene Ravn har skrevet et empatisk og dramatisk velkomponeret portræt af den danske kunstner Carl Fisher

'Hvor lyset er' er en medrivende og empatisk historisk roman om den danske maler, Carl Fisher (1887-1962). Romanen følger den følsomme Carl fra den tidlige barndom med en omskiftelig opvækst i Vejle. Moren dør i en ung alder og faderen falder i unåde i lokalområdet på grund af utroskab. Romanens dramatiske højdepunkt og omdrejningspunkt begynder, da Carl møder den smukke skuespillerinde Ely.

Biografisk kunstnerroman
Malene Ravn har på baggrund af gamle fotografier, artikler og udklipsbøger skrevet et portræt af den danske maler, Carl Fischer (1887-1962), der gennem en menneskealder udstillede på Charlottenborgs udstillinger og især fik anerkendelse for sine figurbilleder. De forestillede ofte en pige eller en ung kvinde i halv- eller helfigur, siddende i et interiør. Med afdæmpede kunstneriske midler og en sikker komposition skildrede han modellernes psyke og personlighed, og billederne er præget af stilhed og melankoli.

I et efterskrift dedikerer Malene Ravn romanen til sin svigermor, Edel, som var barnebarn af Carl Fischer. Romanen bygger på en virkelig familiehistorie, forfatterens ægtefælles, og er en delvist autentisk fortælling, der tillader sig friheder i forhold til det biografiske materiale. Med dette udgangspunkt giver Malene Ravn en overbevisende beskrivelse af den indre nødvendighed, der driver Carl som kunstner. Og radikaliteten af de valg, han tager. Kunsten kommer altid i første række, også i forholdet til sønnen, Hans. Carl og hans livspartner Ely vælger at bortadoptere Hans, som bliver født uden for ægteskab. Da de senere gifter sig, vælger de i første omgang ikke at tage sønnen til sig. Først senere, da Hans' adoptivfamilie rammes af den spanske syge, tager de ham til sig, men opnår aldrig et tæt forhold til drengen. Forældrene mister kontakten til sønnen, da han flytter hjemmefra, og først efter Carls død, tager Ely igen kontakt til sin søn og præsenteres for barnebarnet Edel. Ifølge efterordet møder Edel første gang sin farmor, da hun ligger på Rigshospitalet efter en fødsel.

I romanens første del ligger synsvinklen hos den unge Carl, men skifter i anden del til den voksne Ely. Fortællingen bliver således også en levendegørelse af de valg, som Ely må tage for at kunne holde sammen på sit forhold til kunstneren Carl. Hun må give slip på sønnen Hans, og hun må leve med bagsiden af medaljen: det store mørke, der med mellemrum lukker sig om Carl og gør ham sengeliggende og uarbejdsdygtig i længere perioder. Også forholdet til Elys egen familie lider skade, da hun i et forsøg på at lokke Carl ud af en af sine depressive perioder tilbyder ham at lade sin yngre søster sidde model for ham. Med stor empati giver romanen en baggrundshistorie for nogle af Carl Fischers mest anerkendte værker.

Empatisk nærvær og sproglig præcision
'Hvor lyset er' er en fortælling, der formår at berøre sin læser, og som over et læsestræk på 362 sider får udfoldet et menneskeliv og får en allerede fjern fortid til at stå levende frem. Begivenhederne er genkendelige og aktuelle, fx når den 4-årige Hans må tilbringe de første fjorten dage hos sine biologiske forældre i karantæne på grund af mistanke om smitte med den spanske syge. Men de er samtidig også fremmede, og det er brutalt hjerteskærende, når denne karantæne gennemføres som en fuldstændig isoleret indespærring på et fremmed værelse med ukendte forældre bag døren:

”Er han normal, tror du?”

Ely har været inde med mad til Hans. Nu sidder hun og Carl ved spisebordet.

”Er det normalt at ligge og sutte på sin finger og ikke bevæge sig? Han bliver ved med at tisse i bukserne i stedet for at bruge potten. Jeg må give ham ble på. Ja, undskyld.”

Carl tygger af munden.

”Måske skal du give ham noget tegnepapir og en billedbog?

”Ja, det er en god idé.”

”Kan du tale med ham?”

”Han vil ikke svare, han ligger bare med dukken”.

Replikkerne i den hjerteskærende dialog falder klart og præcist. Sproget er i hele romanen enkelt og sanseligt og formidler det stærke stof uden litterære ornamenter. Der er noget jordnært og ukrukket over den realistiske fortællestil, der leder tankerne hen på et af forfatterens litterære forbilleder, norske Per Petterson.

Malene Ravn på det litterære Danmarkskort
Malene Ravn debuterede i 2014 med Det eneste rigtige, og 'Hvor lyser er' er hendes fjerde roman. Hvor hendes to første romaner er korte, fortættede nutidige, psykologiske dramaer, bevæger hun sig med den tredje roman, slægtsromanen I dine øjne (2018) om den kinesiske tryllekunstner Lai Fun, der kommer til København i 1902, over i en bredere, mere udfoldet fortælleform. Her udfoldes menneskeskæbner over tid og formes af sociale, kulturelle og politiske vilkår.

Denne bevægelse over mod slægtsromanen kan genfindes i en lang række danske forfatterskaber, hvor forfattere som Merete Pryds Helle, Jesper Wung-Sung, Katrine Marie Guldager, Jane Aamund og Jens Smærup Sørensen har skrevet fiktionaliseringer af egne slægtshistorier. Slægtsromanen er således en stærk levende genre i dansk litteratur og skildringen af egen slægtshistorie står for mange forfattere som et højdepunkt i forfatterskabet.

Kunstnerportrætter og skildringen af det problematiske kunstneriske sind kan genfindes i andre biografiske romaner om malere. I 2016 udgav Ester Bock romanen 'Jeg maler mit liv: En roman om Frida Kahlo'. Tom Rachmans Den italienske maler 2018 og Alice Hoffman 'Vi fulgte skildpadderne' fra 2015 er nyligt oversatte bud på portrætter af malere. I 1995-1996 udgav den norske forfatter Jon Fosse den historiske dobbeltroman 'Melancholia 1-2' om maleren Lars Hestervig, også kaldet lysets maler, som store dele af sit liv led af skizofreni. Jon Fosse lader skriftsproget finde sit eget kunstneriske udtryk og skaber med dobbeltromanen et særligt, ekspressivt formsprog, der giver læseren mulighed for at få oplevelsen af at trænge ind i eller lytte til det sårbare, hektiske og nervøse sind. Med 'Hvor lyset er' går Malene Ravn den modsatte retning og skriver i et tydeligt og præcist sprog, der ikke selv er en del af fortællingens pointe og heller ikke henleder læserens opmærksomhed på sig selv, men i stedet bliver det klare prisme, som fortællingens begivenheder opleves igennem.