Analyse
Michael, Ib - Vanillepigen
Vanillepigen er Ib Michaels erindringsroman om en drømmende drengs opvækst i Roskilde, om hans forhold til den polioramte søster og om onkelen, Viggo, der stak til søs som ung.
Samhørende: Vanillepigen; Den tolvte rytter; Brev til månen.
Ib Michael (f.1945) debuterede i 1970 med den eksperimenterende tekst En hidtil uset drøm om skibe, og siden da er det blevet til mange udgivelser indenfor forskellige genrer. Vanillepigen, som udkom i 1991 og indbragte Ib Michael Kritikerprisen, er første bog i Michaels delvis selvbiografiske trilogi.
Trilogiens øvrige værker er Den tolvte rytter (1993) og Brev til månen (1995).
Ib Michael har en karakteristisk, springende måde at skrive på, som resulterer i en ofte overraskende handlingsgang. Derudover er han kendt for at skrive indenfor den magiske realistiske genre, hvilket vil sige, at han som fortæller er forpligtet overfor virkeligheden, men samtidig nedbryder de rationelle grænser gennem de magiske fortællinger, hvor alt kan ske.
I Vanillepigen præsenteres vi f.eks. for en femårig navnløs dreng, som bor i Roskilde sammen med sine forældre og lillesøsteren Lulú i 1950-erne. Drengen er meget overladt til sig selv, men heldigvis har han en god fantasi - han finder bl.a. en død soldat i haven, Gómez, som han bliver gode venner med. Soldaten viser sig senere at være en af drengens forfædre, som satte ild til Koldinghus i 1808 (og det kan man læse mere om i Den tolvte rytter). Drengen bliver også særdeles gode venner med vanillepigen, som han "kender" fra vanillepakkernes omslag, og dette venskab bringer ham vidt omkring i verden. Undervejs i romanen møder vi drengen som voksen. Han besøger sin barndomsby efter mange års fravær, og det får minderne til at vækkes. I Brev til månen kan man efterfølgende læse om hans tid som en eksperimenterende ung mand, der prøver kræfter med kærligheden og 60-ernes bevidsthedsudvidende stoffer. Vanillepigen er et hovedværk i forfatterskabet og et godt sted at begynde for nye læsere.
Vanillepigen er Ib Michaels erindringsroman om en drømmende drengs opvækst i Roskilde, om hans forhold til den polioramte søster og om onkelen, Viggo, der stak til søs som ung.
Samhørende: Vanillepigen; Den tolvte rytter; Brev til månen.
Ib Michael (f.1945) debuterede i 1970 med den eksperimenterende tekst En hidtil uset drøm om skibe, og siden da er det blevet til mange udgivelser indenfor forskellige genrer. Vanillepigen, som udkom i 1991 og indbragte Ib Michael Kritikerprisen, er første bog i Michaels delvis selvbiografiske trilogi.
Trilogiens øvrige værker er Den tolvte rytter (1993) og Brev til månen (1995).
Ib Michael har en karakteristisk, springende måde at skrive på, som resulterer i en ofte overraskende handlingsgang. Derudover er han kendt for at skrive indenfor den magiske realistiske genre, hvilket vil sige, at han som fortæller er forpligtet overfor virkeligheden, men samtidig nedbryder de rationelle grænser gennem de magiske fortællinger, hvor alt kan ske.
I Vanillepigen præsenteres vi f.eks. for en femårig navnløs dreng, som bor i Roskilde sammen med sine forældre og lillesøsteren Lulú i 1950-erne. Drengen er meget overladt til sig selv, men heldigvis har han en god fantasi - han finder bl.a. en død soldat i haven, Gómez, som han bliver gode venner med. Soldaten viser sig senere at være en af drengens forfædre, som satte ild til Koldinghus i 1808 (og det kan man læse mere om i Den tolvte rytter). Drengen bliver også særdeles gode venner med vanillepigen, som han "kender" fra vanillepakkernes omslag, og dette venskab bringer ham vidt omkring i verden. Undervejs i romanen møder vi drengen som voksen. Han besøger sin barndomsby efter mange års fravær, og det får minderne til at vækkes. I Brev til månen kan man efterfølgende læse om hans tid som en eksperimenterende ung mand, der prøver kræfter med kærligheden og 60-ernes bevidsthedsudvidende stoffer. Vanillepigen er et hovedværk i forfatterskabet og et godt sted at begynde for nye læsere.
Kommentarer