Man skulle nok have været der

I Thomas Korsgaard sidste roman i Tue-trilogien flygter Tue fra sin belastede fortid til et omflakkende liv i København

'Man skulle nok have været der' er den tredje og sidste roman i Thomas Korsgaards delvist selvbiografiske romantrilogi. Trilogien fortælles gennem karakteren Tue, der vokser op i landsbyen Nørre Ørum med vold, vilde hunde og dyrelig på gårdspladsen. I trilogiens tredje bind er Tue blevet 17 år og forsøger at skabe sig en tilværelse i København, mens han stædigt og vedholdende insisterer på ikke at være et offer for sin fortid.
 

Et uvelkomment blik på det privilegerede København
I de to første romaner i trilogien 'Hvis der skulle komme et menneske forbi' fra 2017 og 'En dag vil vi grine af det' fra 2018 inviteres læseren indenfor i et måske fremmed og ukendt miljø og kan kaste et blik det underbemidlede Danmark. Familien i Nørre Ørum er økonomisk presset, og Tues humørsyge far lader frustrationerne få frit løb over for sin ældste søn, der blandt andet bliver låst ude i sneen i strømpesokker. Imens lader Tues mor tingene stå til og behandler sin depression ved at give sin spilletrang frit lejde ved computeren.

I 'Man skulle nok have været der', er blikket vendt rundt. Her er det de socialt og økonomisk privilegerede københavnere, der ses gennem Tues øjne. Ved romanens begyndelse sættes Tue på gaden af sin udlejer og vælger helt bogstaveligt at kaste sin fortid fra sig ved at smide de få ting, han har med sig hjemmefra, til storskrald. Den nu hjemløse Tue inviteres modvilligt indenfor og får midlertidig bopæl i en herskabslejlighed hos en succesfuld arkitekt i København. Det forlorne og privilegerede liv udstilles effektivt, fx når det mod slutningen af romanen kommer til en konflikt mellem Tue og arkitektens forkælede datter Victoria, da Tue afslører, at datterens prestigiøse studieplads i virkeligheden blot er købt og ikke opnået ved fortjeneste.

Hvor der i de to første romaner midt i udleveringen af det grimme og det groteske også er plads til en ømhed for karaktererne, er der i den tredje roman færre kærlige sprækker i fortællingen. Hykleriet og selvoptagetheden udstilles hos alle, og læseren udfordres på forestillingen om, at den 17-årige mønsterbryder er fri og kan begynde på en frisk i et nyt miljø. Tue er ikke blot et stakkels, omsorgssvigtet ungt menneske, der forsøger at rykke sig fri af fortiden, han er også en påtrængende, irriterende og samvittighedsløs nasser, der i sidste ende kun har fokus på egen overlevelse og udnytter den omsorg, han bliver givet, fx når han videresælger en cykel, Merete har lånt ham, for at skaffe penge til sin mor, der langt om længe har forladt faren og forsøger at skabe sig en tilværelse selv. Samtidig får han effektivt udstillet, at kvaliteter som moral og ansvarlighed er privilegier, man ikke kan tillade sig, når alt handler om det næste måltid, en seng for natten og basal overlevelse, og at der midt i selvoptagetheden også er plads til underspillet og næsten overraskende omsorg for den mor, han har forladt.
 

Scenisk skarphed og tåkrummende påtrængenhed
Selv om det sceniske og det handlingsdrevne er omdrejningspunktet gennem hele trilogien, er der i den første roman, som er en tilbageskuende datidsfortælling fortalt fra barnets perspektiv, også plads til det anekdotiske og et lejlighedsvist indre fortælleblik. I den tredje roman er det sceniske helt i front, der fortælles i nutid med udfoldet dialog, og det indre fortælleblik er skåret ned til det minimale. I et energisk og levende sprog uden knyster fremskrives en række tåkrummende scenarier, hvor Tue ved at hutle og hustle, nasse og lyve, snyde og stjæle maser sig vej gennem tilværelsen, og der opbygges suspense gennem en stigende frygt for afsløring af hans grænseoverskridende adfærd:
 

””Skal jeg lave noget mere?” spørger Merete.

”Jo tak, meget gerne.”

”Okay!” siger Merete, rejser sig og tager fat i gryden. ”Jamen, jeg kan sagtens lave mere.”

”Tusind tak,” siger jeg.

”Nej, mor,” afbryder Victoria. ”Selvfølgelig skal du ikke det.”

”Nej,” siger jeg nu og forstår. ”Jeg er også mæt.”

”Nåh, men hvis du er sikker,” siger Merete og sætter sig igen. Et øjeblik overvejer jeg at sige tak, fordi jeg måtte komme, men det gør jeg ikke, for så risikerer jeg bare, at vi også skal snakke om, hvornår jeg skal gå igen.”

I Korsgaards veloplagte og kække skrift fremskrives humoren og komikken, fx når Tues replikker falder ved siden af, og når han viser manglende social fornemmelse for den storby, han opholder sig i, og er sløv til at aflægge sig sit jyske ”dav”. Ind imellem anslår Korsgaard dog også en mere sorgfuld og rørende tone: ”Jeg kan føle mig hjemme alle steder. Det er ikke en evne. Det er en sorg.”
 

En autofiktiv romantrilogi afsluttes
Udgivelsen af den første roman i trilogien rejste debat om grænserne mellem virkelighed og fiktion. Spørgsmålet om, hvor tæt det fiktive alter ego Tue går på Thomas Korsgaards egen person, har forfatteren blandt andet besvaret ved at anvende udtrykket 'stuntman' lånt at den norske forfatter Per Petterson. Som stuntman deler Tue karaktertræk og erfaringer med forfatteren, men performer frit i hans sted, og fortællingen er dermed ikke forpligtet på at gengive virkeligheden én til én.

I den tredje og sidste romans afsluttende kapitel forlader forfatteren sin stuntman og lader i stedet sin karakter gå under navnet Thomas. Hermed peges effektivt på både det autofiktive spil, ligesom der lukkes definitivt ned for det fiktive alter ego Tue. Den metafiktive ring afsluttes, og der peges videre ind i forfatterskabet, da romanen forlader Thomas ved udgivelsen af hans første roman.
 

Thomas Korsgaard på det litterære Danmarkskort
Thomas Korsgaard debuterede i 2017 med 'Hvis der skulle komme et menneske forbi' og har ud over trilogien om Tue også udgivet børnebøger samt novellesamlingen 'Tyverier' fra 2019.

'Man skulle nok have været der' kan læses som en nutidig dansk pendant til den norske forfatter Knut Hamsuns Sult fra 1890 om et ungt menneske, der balancerer på sultegrænsen, mens han forsøger at etablere sig som forfatter i hovedstaden. En central tematik i Korsgaard trilogi er portrættet af et socialt skævvredet Danmark, som også kan genfindes i Peder Frederik Jensens Det Danmark du kender fra 2020, der handler om et splittet Socialdemokrati og splittelsen mellem land og by. Af andre nyere eksempler på danske forfatterskaber kan nævnes Morten Papes Planen om det sociale boligbyggeri i storbyen. Også Hans Otto Jørgensen, Dennis Gade Kofod og Erling Jepsen leverer stærke portrætter af Udkantsdanmark i deres romaner.