Analyse
Branner, H.C. - Legetøj
Branner får legende let og spiddende ironisk præsenteret hele sit persongalleriet i spillet om magt og undertrykkelse. Selvom det er et danmarksbillede fra 30'erne, virker det ikke bedaget, måske lidt med undtagelse af Branners kvindesyn, som er præget af tiden med hjemmegående hustruer.
'En roman om en forretning' kaldte H.C. Branner selv sin meget vellykkede debutroman fra 1936. Den foregår i "Kejserboderne" i København, en adresse der ikke findes, men mange læsere vil være klar over, at der i indre by i København findes både adresserne Klareboderne og Kejsergade. Det er gader med mindre palæer og gamle borgerhuse med snirklede opgange til direktørkontorer, repræsentationer, kontorer med baghus og lager.
I Branners Kejserboderne sælges der legetøj, billige malerier og pænere nips indkøbt rundt om i Europa af den foretagsomme Ditmarc, internationalisten med udsynet, der profiterer af sine anskaffelser til firmaet.
På denne adresse møder vi ved romanens begyndelse Herman Kejser, direktøren for det hele. Firmaet er lige flyttet hen i de nye lokaler fra en mindre central og lukrativ adresse i København. For firmaet er grundlagt på bedstefaderens salg af erotiske postkort og andre finurligheder til trængte mænd samt faderens salg af billigt kitch til småborgerskabet. Men nu skal det være slut med det lurvede. Nu skal firmaet have en pænere profil, både hvad angår beliggenheden og varesortimentet.
Men allerede i anslaget er lurvetheden alligevel flyttet med. På Kejsers kontor ligger der et flot og tykt gulvtæppe, men det er købt billigt på brandsalg, som det hedder, og i hjørnet er der brandmærker i tæppet, som bliver skjult af et møbel. Ligeledes hænger der på væggen et imposant portræt af en pæn borgermand i guld og ramme. En besøgende på Kejsers kontor vil tænke, at det nok er firmaets grundlægger, og det er også hensigten. Men sådan forholder det sig ikke, maleriet af den ukendte er indkøbt for at imponere. Kejser ville aldrig hænge et billede op af hverken sin far eller farfar på kontoret.
Så er vi parat til at møde de mange andre karakterer i huset. Her er der en 25 – 30 ansatte fra lager og kontor til ledelse.
Romanen diskuterer "ismerne", der bæres af de forskellige karakterer. Den i 30'erne lurende fascisme fra syd iklædes kød og blod af Feddersen, mellemlederen, der ved at true og tyrannisere alle underordnede prøver at tage magten i huset, selv fra Kejser. En af dansk litteraturs mest slibrige figurer, "Gedden" bliver han kaldt både af romanens alvidende fortæller men også af de ansatte og af sin kone, som han har et sygt og magtneurotisk forhold til. Feddersen stræber efter at komme til tops. Han kan selvfølgelig ikke undvære Kejser, og Kejser kan til sidst heller ikke undvære ham. Parallellen til Feddersen er den tidligere militærmand Trane, der ligeledes er mellemleder, men som Feddersen ved uhæderlig list får manøvreret ud af firmaet.
Den alvidende fortæller går ubesværet ind og ud af alle karaktereren og forsyner dem med deres egne synsvinkler. Vi følger vi arbejderne på lageret, kommunisten, der bliver fyret, den bløde og vege arbejder der opportunt følger Feddersen og derfor ender i ulykke.
En af hovedkaraktererne er Martin, "Kandidaten" bliver han kaldt, der på grund af familierelationer bliver ansat hos Kejser, Martins far er ven med Kejser. Den begavede Martin Lind er veg, han svajer og svinger mellem Feddersen og Trane, samtidig er han fascineret af Klara, den unge, sunde og kvikke proletarpige, der er ansat som kontorelev. Kun gennem hendes støtte og kærlighed bliver Martin til sidst en hel figur, der kan rejse sig og forlade den usunde virksomhed for at begynde at læse medicin.
Martin og Klara er de eneste karakterer i det relativt store persongalleri, der gennemgår en positiv udvikling. Resten er der egentlig ikke så meget håb for.
Der er mange mandlige pjok i romanen, også Martin, før han møder Klara og bliver forløst af hende, også seksuelt.
Direktøren Kejser lever i en stor lejlighed i et koldt og barnløst ægteskab med sin kone. Kort tid efter deres bryllup holdt de op med at dele soveværelse, der er ikke noget sexliv. Kejser tyr en gang imellem til den hemmelige og aflåste skuffe med erotiske postkort og andre snurrepiberier, som han meget diskret har anskaffet sig fra sin bedstefars butik, den bedstefar og den butik, han foragter så meget.
Feddersens seksualitet er voldelig. Han driver sin kone ud i angstfuld vanvid.
Arbejderen Avnsøe kunne måske have haft et godt liv, men hans kone, Elly, er en snob. Hun vil hellere åbne en salon, hun er ligeglad med sit barn, misrøgter det faktisk, hun væmmes ved sin mand og har ikke sunde instinkter, som den alvidende fortæller formulerer det. Og det bliver til sidst Avnsøes undergang.
En anden af arbejderne, Bauer, kan godt lide mad og drikke og slappe af, han er feminin og lidt for tyk om hoften. Det er hans kone Kitty, der skal holde gejsten oppe hjemme i deres ægteskab. Kitty er et knag, men Bauer lyver for hende om sin egen betydning i firmaet og størrelsen af lønnen, han er opportunist og lader sig nemt korrumpere af Feddersen.
Den berlinske psykoanalytiker og elev af Freud, Wilhelm Reich, skrev i 1933 'Fascismens massepsykologi', hvor han laver en analyse af det seksuelle og fascismen.
Reich forklarer, hvorfor store dele af arbejderklassen gik stik imod deres objektive interesser og støttede Hitler. Ifølge hans "seksualøkonomiske sociologi" skyldtes det den massive undertrykkelse, der fandt sted overalt i samfundet, men som fandt sin stærkeste bastion i den borgerlige familie. Resultatet var den personlighedsstruktur, der muliggjorde fascismen. I sin inderste, biologiske kerne er mennesket imidlertid ifølge Reich et harmonisk og godt væsen, og opgaven består således i at skabe betingelserne for, at denne kerne kan udfolde sig frit. Det er den model, H.C. Branner bruger i skildringen af Martin og Klara.
Magten og magtbegæret, de honnette ambitioner, løgnen og volden bliver gennemspillet som temaer båret frem af den dragende fortælling, der, selv om der gået 75 år, fungerer fremragende.
Da Branner skrev romanen blev den kaldt en advarsel mod de totalitære tendenser i Europa, og i dag kan man vel kalde romanen for en advarsel i det hele taget mod totalitære tendenser, der vil omstyrte demokratiet og også den individuelle frihed. Og i den kamp spiller den sunde seksualitet i bred betydning en stor rolle ifølge Branner.
Af Anna Elisabeth Jessen, forfatter og journalist
Branner får legende let og spiddende ironisk præsenteret hele sit persongalleriet i spillet om magt og undertrykkelse. Selvom det er et danmarksbillede fra 30'erne, virker det ikke bedaget, måske lidt med undtagelse af Branners kvindesyn, som er præget af tiden med hjemmegående hustruer.
'En roman om en forretning' kaldte H.C. Branner selv sin meget vellykkede debutroman fra 1936. Den foregår i "Kejserboderne" i København, en adresse der ikke findes, men mange læsere vil være klar over, at der i indre by i København findes både adresserne Klareboderne og Kejsergade. Det er gader med mindre palæer og gamle borgerhuse med snirklede opgange til direktørkontorer, repræsentationer, kontorer med baghus og lager.
I Branners Kejserboderne sælges der legetøj, billige malerier og pænere nips indkøbt rundt om i Europa af den foretagsomme Ditmarc, internationalisten med udsynet, der profiterer af sine anskaffelser til firmaet.
På denne adresse møder vi ved romanens begyndelse Herman Kejser, direktøren for det hele. Firmaet er lige flyttet hen i de nye lokaler fra en mindre central og lukrativ adresse i København. For firmaet er grundlagt på bedstefaderens salg af erotiske postkort og andre finurligheder til trængte mænd samt faderens salg af billigt kitch til småborgerskabet. Men nu skal det være slut med det lurvede. Nu skal firmaet have en pænere profil, både hvad angår beliggenheden og varesortimentet.
Men allerede i anslaget er lurvetheden alligevel flyttet med. På Kejsers kontor ligger der et flot og tykt gulvtæppe, men det er købt billigt på brandsalg, som det hedder, og i hjørnet er der brandmærker i tæppet, som bliver skjult af et møbel. Ligeledes hænger der på væggen et imposant portræt af en pæn borgermand i guld og ramme. En besøgende på Kejsers kontor vil tænke, at det nok er firmaets grundlægger, og det er også hensigten. Men sådan forholder det sig ikke, maleriet af den ukendte er indkøbt for at imponere. Kejser ville aldrig hænge et billede op af hverken sin far eller farfar på kontoret.
Så er vi parat til at møde de mange andre karakterer i huset. Her er der en 25 – 30 ansatte fra lager og kontor til ledelse.
Romanen diskuterer "ismerne", der bæres af de forskellige karakterer. Den i 30'erne lurende fascisme fra syd iklædes kød og blod af Feddersen, mellemlederen, der ved at true og tyrannisere alle underordnede prøver at tage magten i huset, selv fra Kejser. En af dansk litteraturs mest slibrige figurer, "Gedden" bliver han kaldt både af romanens alvidende fortæller men også af de ansatte og af sin kone, som han har et sygt og magtneurotisk forhold til. Feddersen stræber efter at komme til tops. Han kan selvfølgelig ikke undvære Kejser, og Kejser kan til sidst heller ikke undvære ham. Parallellen til Feddersen er den tidligere militærmand Trane, der ligeledes er mellemleder, men som Feddersen ved uhæderlig list får manøvreret ud af firmaet.
Den alvidende fortæller går ubesværet ind og ud af alle karaktereren og forsyner dem med deres egne synsvinkler. Vi følger vi arbejderne på lageret, kommunisten, der bliver fyret, den bløde og vege arbejder der opportunt følger Feddersen og derfor ender i ulykke.
En af hovedkaraktererne er Martin, "Kandidaten" bliver han kaldt, der på grund af familierelationer bliver ansat hos Kejser, Martins far er ven med Kejser. Den begavede Martin Lind er veg, han svajer og svinger mellem Feddersen og Trane, samtidig er han fascineret af Klara, den unge, sunde og kvikke proletarpige, der er ansat som kontorelev. Kun gennem hendes støtte og kærlighed bliver Martin til sidst en hel figur, der kan rejse sig og forlade den usunde virksomhed for at begynde at læse medicin.
Martin og Klara er de eneste karakterer i det relativt store persongalleri, der gennemgår en positiv udvikling. Resten er der egentlig ikke så meget håb for.
Der er mange mandlige pjok i romanen, også Martin, før han møder Klara og bliver forløst af hende, også seksuelt.
Direktøren Kejser lever i en stor lejlighed i et koldt og barnløst ægteskab med sin kone. Kort tid efter deres bryllup holdt de op med at dele soveværelse, der er ikke noget sexliv. Kejser tyr en gang imellem til den hemmelige og aflåste skuffe med erotiske postkort og andre snurrepiberier, som han meget diskret har anskaffet sig fra sin bedstefars butik, den bedstefar og den butik, han foragter så meget.
Feddersens seksualitet er voldelig. Han driver sin kone ud i angstfuld vanvid.
Arbejderen Avnsøe kunne måske have haft et godt liv, men hans kone, Elly, er en snob. Hun vil hellere åbne en salon, hun er ligeglad med sit barn, misrøgter det faktisk, hun væmmes ved sin mand og har ikke sunde instinkter, som den alvidende fortæller formulerer det. Og det bliver til sidst Avnsøes undergang.
En anden af arbejderne, Bauer, kan godt lide mad og drikke og slappe af, han er feminin og lidt for tyk om hoften. Det er hans kone Kitty, der skal holde gejsten oppe hjemme i deres ægteskab. Kitty er et knag, men Bauer lyver for hende om sin egen betydning i firmaet og størrelsen af lønnen, han er opportunist og lader sig nemt korrumpere af Feddersen.
Den berlinske psykoanalytiker og elev af Freud, Wilhelm Reich, skrev i 1933 'Fascismens massepsykologi', hvor han laver en analyse af det seksuelle og fascismen.
Reich forklarer, hvorfor store dele af arbejderklassen gik stik imod deres objektive interesser og støttede Hitler. Ifølge hans "seksualøkonomiske sociologi" skyldtes det den massive undertrykkelse, der fandt sted overalt i samfundet, men som fandt sin stærkeste bastion i den borgerlige familie. Resultatet var den personlighedsstruktur, der muliggjorde fascismen. I sin inderste, biologiske kerne er mennesket imidlertid ifølge Reich et harmonisk og godt væsen, og opgaven består således i at skabe betingelserne for, at denne kerne kan udfolde sig frit. Det er den model, H.C. Branner bruger i skildringen af Martin og Klara.
Magten og magtbegæret, de honnette ambitioner, løgnen og volden bliver gennemspillet som temaer båret frem af den dragende fortælling, der, selv om der gået 75 år, fungerer fremragende.
Da Branner skrev romanen blev den kaldt en advarsel mod de totalitære tendenser i Europa, og i dag kan man vel kalde romanen for en advarsel i det hele taget mod totalitære tendenser, der vil omstyrte demokratiet og også den individuelle frihed. Og i den kamp spiller den sunde seksualitet i bred betydning en stor rolle ifølge Branner.
Af Anna Elisabeth Jessen, forfatter og journalist
Kommentarer