Analyse
Jürgensen, Dennis - Dystopia
'Dystopia' er en klassisk fantasyfortælling om en farefuld rejse ud for at bekæmpe det onde og bringe lyset tilbage – en rejse som ikke kun fortæller en historie inden for romanens egne rammer, men som også tegner paralleller til vores verden.
'Dystopia' betyder 'det dysfunktionelle utopia' og termen henviser traditionelt til et urovækkende, imaginært univers, hvor den forestående katastrofe kan tegne sig meget forskelligt. Det vil ofte manifestere sig som konflikter, som vi kender fra vores egen virkelighed: Krig, økonomiske kriser, økologiske eller miljømæssige omvæltninger, politisk revolution eller deciderede apokalyptiske scenarier. Det er disse forestillinger, Dennis Jürgensen sporer sin læser ind på allerede med titlen på værket.
Genrebevidsthed
Når vi som læsere tolker traditionelle kunsteventyr, står diskussionen om etik, moral og livsværdier tit i centrum af analysen. Det gælder også for fantasy-genren, der kan ses som vor tids eventyr. Fortællingerne har ofte menneskelig vilje og dilemmaer, samt sociale, psykologiske og politiske problematikker i centrum. Det gælder også hos Jürgensen, der i denne mastodontiske fantasyroman udfolder en række samfundskritiske emner. Men typisk for den fantastiske litteratur, som både fantasy og eventyr er en del af, bliver disse overordnede budskaber tit pakket ind i enkelte karakterers historie, som samtidig også ofte optræder som den primære drivkraft for fortællingerne. I 'Dystopia' bliver hovedpersonernes eventyrlige færd, og erfaringerne de gør sig undervejs, således også til en parallelhistorie til vores egen verden. Således er 'Dystopia' ikke kun et fantastisk eventyr med skyggeugler, skildpaddefugle, nubrianer og guldsvaner, men en almengyldig historie om venskab, familie, kærlighed, had, magt, politik og historie. 'Dystopia' bliver til et billede på vores egen samfundstilstand, og igennem fiktionen er det muligt for Jürgensen at kritisere og perspektivere.
Den 'fantastiske litteratur', som Jürgensen skriver sig ind i, er særdeles velegnet til at simulere billeder af vores egen moderne virkelighed. Rammerne for disse fiktionsgenrer er fleksible, og er i deres natur åbne for alle tænkelige rekonstruktioner af virkeligheden. Derfor egner de sig særlig godt til denne form for 'forskydning' af verdensbilledet.
Måske netop derfor nyder både børn, unge og voksne Jürgensens bøger, idet de fungerer på flere forskellige niveauer?
I 'Dystopia' skaber Jürgensen to parallelle verdner, der intetanende lever side om side: Dystopia og Tarakinien. Begge verdener analogiserer velkendte konflikter i læserens egen historiske virkelighed: Nationalisme, kolonisering, etnisk udrensning, miljøkatastrofer og nedarvet fjendskab. Derudover benytter Jürgensen sig ofte af mere eksplicitte intertekstuelle referencer, der taler til både hans egne og andres værker. Et væld af henvisninger til popkultur, historie, myter, religiøse opfattelser, forskellige traditioner indenfor filosofi, forestillinger og tabuer betyder, at det eventyrlige univers bliver letgenkendeligt for læseren. Så selvom vi befinder os i et univers af magi og trolddom, er identifikationsfaktoren altså stadig væsentlig.
Fantasy
Både Tarakinien og 'Dystopia' er 'fantastiske' konstruktioner, der nok ligner vores samfund, men begge har de helt andre naturlove og eventyragtige træk. I begge verdener indtræffer miraklet som determinationspunkt for fortællingen, og hovedproblematikken introduceres forholdsvis hurtigt. Først tøver vores hovedpersoner med, at acceptere dette brud på virkelighedens regler, men snart godtager de den nye virkelighed. Denne tøven er helt essentiel for litteratur, der bevæger sig indenfor genrerne 'det fantastiske'. Vores hovedpersoner spørger sig selv: ”Var det hele en drøm?” og denne tvivl smitter af på læseren. Funktionen kan være medvirkende til at skabe spænding i fortællingen og højne læserens nysgerrighed.
Inden for fantasy-genren skelner man mellem 'High' (høj) og 'Low' (lav) fantasy. 'Dystopia', der kan karakteriseres som 'high fantasy' også kaldet 'episk fantasy', tager sin begyndelse i en fjern og fremmedartet virkelighed. Her står det klart for læseren, at denne aktuelle virkelighed er konstrueret af forfatterens fantasi, men den minder os om vores egen.
Det ondes anatomi
Fælles for rigtig mange af Jürgensens værker, uanset hvilken genre, de bevæger sig i, er repræsentationer af forskellige former for ondskab. I 'Dystopia' kæmper lyset og mørket mod hinanden, og vi involveres i selveste ondskabens anatomi. Jürgensen fremstiller her had og ondskab, som en meget indadvendt mekanisme i mennesket; Altså noget der fortrinsvis har at gøre med individet selv, mere end genstanden for had. Hadet synes mere at udspringe af 'forestillinger om den anden', end de reelle omstændigheder. Ondskab og kaos manifesterer sig igennem både venner, fjender og afskyelige uhyrer. Karano og Cirena oplever mørket og ondskaben i sin reneste form, uden struktur, uden ansigt, uden kendetegn og uden navn – en udefinerbar formløs masse. En levende manifestation af menneskets eget mørke, der næres af urdrifter som hævntørst, grådighed og begær.
Det indre og ydre landskab
Jürgensen lader det omkringliggende landskab billedliggøre situationen: Tarakinien er opdelt af en bundløs kløft, hvor tåge og uhyggelige væsner tegner et næsten gotisk landskab. Kløften skaber en naturlig grænse imellem de to stridende parter og viser tydeligt, at en forsoning ikke er mulig. En nat drømmer de to diktatorer præcist det samme ,og ved daggry viser drømmen sig at være blevet virkelighed. På magisk vis findes der nu en bro over kløften og de to familier mødes til fredsforhandling. På grund af mistro, løgne, had, bedrag og angst lykkes det ikke, og på symbolsk vis braser broen sammen.
Broen bliver til et symbol på muligheden for fred imellem mennesker og konfliktens udvikling tegner sig fysisk for os igennem landskabets beskaffenhed. Det samme gælder i Dystopias labyrintiske landskaber, hvor karaktererne konstant kommer bort fra hinanden, falder ned i huller og sprækker, farer vild på endeløse stisystemer i hule skove, dybe moser, komplicerede rodnet, huler, gange, og tiden illustrerer figurernes sindstilstand. I ørkenen synes kommunikationen at være unaturlig besværet, og selv de rejsendes fælles sprog slår ikke længere til. Jo nærmere vi kommer en afslutning, desto mere lokker mørket med løfter om enevælde og rigdom, og i takt med at deltagernes sanser sløres, bliver de mere modtagelige overfor tilbuddet.
Både Karano og Cirena oplever at kravle eller falde igennem tunneller og huller og dermed lande i små lommer af egen fortid. Ligesom Alice falder ned i kaninens hul og ender i sit eventyrland, gør Karano og Cirena det også. Det naturlige skel imellem tid og rum opløses og gør det muligt at overskride grænsen mellem før og nu. Her får de to unge voksne ikke kun muligheden for at se deres egen historie, men endog ændre den. Da Karano står foran de som har forrådt ham, udbryder han: ”Dette er fortiden og jeg er brudt ind i den!”.
Karano og Cirena opnår herigennem ny indsigt i sig selv og den korrupte virkelighed. Begge oplever de, at blive forrådt af deres allernærmeste og med disse nye erfaringer må både Karano og Cirena redefinere deres forestillinger om verden og sig selv. Den guidende guddom Dalixam tydeliggør dette budskab om menneskets frie vilje: Fri vilje til at vælge hvilken slags menneske man vil være, hvilken historie man vi fortælle om sig selv og derigennem skabe virkeligheden. Den magiske bros fremkomst tydeliggør Dalixams ord: ”Drømme kan blive til virkelighed”, som netop henviser til menneskets muligheder for at skabe en ny og bedre verden.
Ligesom de to mennesker får eudaimonerne et kig ind i både deres egen fortid og potentielle fremtid. For dem bliver eventyret en opdagelses – og dannelsesrejse. Jürgensen viser hvordan eudaimonerne opdager deres egen verden, historie og oprindelse. Præcist som James Cook, Charles Darwin, Christoffer Columbus, Roald Amundsen og Neil Armstrong har gjort det i vores. Denne 'mentale evolution' sker sideløbende med, at Jürgensen iscenesætter fortællingen om eudaimonernes fysiske evolution. Det giver anledning til mange finurlige diskussioner om liv, død, køn, formering, krop og fremmedhed. Men først skal vi igennem megen sorg, spænding, morskab og naturligvis en spirende romance.
Kontekst
Dennis Jürgensen debuterede i 1981 hos Forlaget Tellerup med 'Kærlighed ved første hik'. Den humoristiske ungdomsroman blev en enorm succes og siden har Jürgensen forfattet over halvtreds romaner, noveller, filmmanuskripter og artikler. Jürgensen er fortrinsvis børne – og ungdomsforfatter, men har også skrevet flere værker der appellerer til det voksne publikum. I 2010 udkom Jürgensen første 'voksenbog': 'Tunnelmanden'.
Jürgensen skaber litteratur indenfor både krimi, komedie, fantasy, science fiction og horror. Det betyder at hans værker ofte svæver imellem flere genrer og benytter sig af mange forskellige virkemidler. På den måde opstår hybridgenrer som krimikomedie, romantisk komedie og gyserkomedie.
Dystopia har i mere end tyve år stået som et mønstereksempel på dansk fantasy. Konkurrencen har ikke været forfærdelig stor, da det er begrænset hvor mange danske forfattere der i dag arbejder med genren. Dog vil jeg fremhæve Bjarne Reuters 'Shamran' fra 1985 der er et genialt mesterstykke udi fantasy. På verdensplan kan man naturligvis ikke undlade at nævne J.R.R. Tolkiens 'Ringenes Herre' (1954-55, da. 1968). C.S. Lewis' 'Narnia' (1950-57), Michael Endes 'Den uendelige historie' (1979) og Astrid Lindgrens 'Mio min Mio' (1953). Men fantasy er ikke længere kun for børn og voksne rollespilsentusiaster. Indenfor de sidste ti år har fantasy fået en renæssance og de nylige filmatiseringer af Tolkiens triologi, Lewis' serie og J.K. Rowlings 'Harry Potter' (1997-2007), L.J. Smiths 'The Vampire Diaries' (1991-1992), Stephenie Meyers 'Twillight Saga', Robert Kirkmans tegneserie fra 2003 'The Walking Dead' (2010), George R.R. Martins 'Game of Thrones' (2011, Org. 'A Song of Ice and Fire') og 'Beowulf '(2007) har givet fantasylitteratur et boost.
'Dystopia' er en klassisk fantasyfortælling om en farefuld rejse ud for at bekæmpe det onde og bringe lyset tilbage – en rejse som ikke kun fortæller en historie inden for romanens egne rammer, men som også tegner paralleller til vores verden.
'Dystopia' betyder 'det dysfunktionelle utopia' og termen henviser traditionelt til et urovækkende, imaginært univers, hvor den forestående katastrofe kan tegne sig meget forskelligt. Det vil ofte manifestere sig som konflikter, som vi kender fra vores egen virkelighed: Krig, økonomiske kriser, økologiske eller miljømæssige omvæltninger, politisk revolution eller deciderede apokalyptiske scenarier. Det er disse forestillinger, Dennis Jürgensen sporer sin læser ind på allerede med titlen på værket.
Genrebevidsthed
Når vi som læsere tolker traditionelle kunsteventyr, står diskussionen om etik, moral og livsværdier tit i centrum af analysen. Det gælder også for fantasy-genren, der kan ses som vor tids eventyr. Fortællingerne har ofte menneskelig vilje og dilemmaer, samt sociale, psykologiske og politiske problematikker i centrum. Det gælder også hos Jürgensen, der i denne mastodontiske fantasyroman udfolder en række samfundskritiske emner. Men typisk for den fantastiske litteratur, som både fantasy og eventyr er en del af, bliver disse overordnede budskaber tit pakket ind i enkelte karakterers historie, som samtidig også ofte optræder som den primære drivkraft for fortællingerne. I 'Dystopia' bliver hovedpersonernes eventyrlige færd, og erfaringerne de gør sig undervejs, således også til en parallelhistorie til vores egen verden. Således er 'Dystopia' ikke kun et fantastisk eventyr med skyggeugler, skildpaddefugle, nubrianer og guldsvaner, men en almengyldig historie om venskab, familie, kærlighed, had, magt, politik og historie. 'Dystopia' bliver til et billede på vores egen samfundstilstand, og igennem fiktionen er det muligt for Jürgensen at kritisere og perspektivere.
Den 'fantastiske litteratur', som Jürgensen skriver sig ind i, er særdeles velegnet til at simulere billeder af vores egen moderne virkelighed. Rammerne for disse fiktionsgenrer er fleksible, og er i deres natur åbne for alle tænkelige rekonstruktioner af virkeligheden. Derfor egner de sig særlig godt til denne form for 'forskydning' af verdensbilledet.
Måske netop derfor nyder både børn, unge og voksne Jürgensens bøger, idet de fungerer på flere forskellige niveauer?
I 'Dystopia' skaber Jürgensen to parallelle verdner, der intetanende lever side om side: Dystopia og Tarakinien. Begge verdener analogiserer velkendte konflikter i læserens egen historiske virkelighed: Nationalisme, kolonisering, etnisk udrensning, miljøkatastrofer og nedarvet fjendskab. Derudover benytter Jürgensen sig ofte af mere eksplicitte intertekstuelle referencer, der taler til både hans egne og andres værker. Et væld af henvisninger til popkultur, historie, myter, religiøse opfattelser, forskellige traditioner indenfor filosofi, forestillinger og tabuer betyder, at det eventyrlige univers bliver letgenkendeligt for læseren. Så selvom vi befinder os i et univers af magi og trolddom, er identifikationsfaktoren altså stadig væsentlig.
Fantasy
Både Tarakinien og 'Dystopia' er 'fantastiske' konstruktioner, der nok ligner vores samfund, men begge har de helt andre naturlove og eventyragtige træk. I begge verdener indtræffer miraklet som determinationspunkt for fortællingen, og hovedproblematikken introduceres forholdsvis hurtigt. Først tøver vores hovedpersoner med, at acceptere dette brud på virkelighedens regler, men snart godtager de den nye virkelighed. Denne tøven er helt essentiel for litteratur, der bevæger sig indenfor genrerne 'det fantastiske'. Vores hovedpersoner spørger sig selv: ”Var det hele en drøm?” og denne tvivl smitter af på læseren. Funktionen kan være medvirkende til at skabe spænding i fortællingen og højne læserens nysgerrighed.
Inden for fantasy-genren skelner man mellem 'High' (høj) og 'Low' (lav) fantasy. 'Dystopia', der kan karakteriseres som 'high fantasy' også kaldet 'episk fantasy', tager sin begyndelse i en fjern og fremmedartet virkelighed. Her står det klart for læseren, at denne aktuelle virkelighed er konstrueret af forfatterens fantasi, men den minder os om vores egen.
Det ondes anatomi
Fælles for rigtig mange af Jürgensens værker, uanset hvilken genre, de bevæger sig i, er repræsentationer af forskellige former for ondskab. I 'Dystopia' kæmper lyset og mørket mod hinanden, og vi involveres i selveste ondskabens anatomi. Jürgensen fremstiller her had og ondskab, som en meget indadvendt mekanisme i mennesket; Altså noget der fortrinsvis har at gøre med individet selv, mere end genstanden for had. Hadet synes mere at udspringe af 'forestillinger om den anden', end de reelle omstændigheder. Ondskab og kaos manifesterer sig igennem både venner, fjender og afskyelige uhyrer. Karano og Cirena oplever mørket og ondskaben i sin reneste form, uden struktur, uden ansigt, uden kendetegn og uden navn – en udefinerbar formløs masse. En levende manifestation af menneskets eget mørke, der næres af urdrifter som hævntørst, grådighed og begær.
Det indre og ydre landskab
Jürgensen lader det omkringliggende landskab billedliggøre situationen: Tarakinien er opdelt af en bundløs kløft, hvor tåge og uhyggelige væsner tegner et næsten gotisk landskab. Kløften skaber en naturlig grænse imellem de to stridende parter og viser tydeligt, at en forsoning ikke er mulig. En nat drømmer de to diktatorer præcist det samme ,og ved daggry viser drømmen sig at være blevet virkelighed. På magisk vis findes der nu en bro over kløften og de to familier mødes til fredsforhandling. På grund af mistro, løgne, had, bedrag og angst lykkes det ikke, og på symbolsk vis braser broen sammen.
Broen bliver til et symbol på muligheden for fred imellem mennesker og konfliktens udvikling tegner sig fysisk for os igennem landskabets beskaffenhed. Det samme gælder i Dystopias labyrintiske landskaber, hvor karaktererne konstant kommer bort fra hinanden, falder ned i huller og sprækker, farer vild på endeløse stisystemer i hule skove, dybe moser, komplicerede rodnet, huler, gange, og tiden illustrerer figurernes sindstilstand. I ørkenen synes kommunikationen at være unaturlig besværet, og selv de rejsendes fælles sprog slår ikke længere til. Jo nærmere vi kommer en afslutning, desto mere lokker mørket med løfter om enevælde og rigdom, og i takt med at deltagernes sanser sløres, bliver de mere modtagelige overfor tilbuddet.
Både Karano og Cirena oplever at kravle eller falde igennem tunneller og huller og dermed lande i små lommer af egen fortid. Ligesom Alice falder ned i kaninens hul og ender i sit eventyrland, gør Karano og Cirena det også. Det naturlige skel imellem tid og rum opløses og gør det muligt at overskride grænsen mellem før og nu. Her får de to unge voksne ikke kun muligheden for at se deres egen historie, men endog ændre den. Da Karano står foran de som har forrådt ham, udbryder han: ”Dette er fortiden og jeg er brudt ind i den!”.
Karano og Cirena opnår herigennem ny indsigt i sig selv og den korrupte virkelighed. Begge oplever de, at blive forrådt af deres allernærmeste og med disse nye erfaringer må både Karano og Cirena redefinere deres forestillinger om verden og sig selv. Den guidende guddom Dalixam tydeliggør dette budskab om menneskets frie vilje: Fri vilje til at vælge hvilken slags menneske man vil være, hvilken historie man vi fortælle om sig selv og derigennem skabe virkeligheden. Den magiske bros fremkomst tydeliggør Dalixams ord: ”Drømme kan blive til virkelighed”, som netop henviser til menneskets muligheder for at skabe en ny og bedre verden.
Ligesom de to mennesker får eudaimonerne et kig ind i både deres egen fortid og potentielle fremtid. For dem bliver eventyret en opdagelses – og dannelsesrejse. Jürgensen viser hvordan eudaimonerne opdager deres egen verden, historie og oprindelse. Præcist som James Cook, Charles Darwin, Christoffer Columbus, Roald Amundsen og Neil Armstrong har gjort det i vores. Denne 'mentale evolution' sker sideløbende med, at Jürgensen iscenesætter fortællingen om eudaimonernes fysiske evolution. Det giver anledning til mange finurlige diskussioner om liv, død, køn, formering, krop og fremmedhed. Men først skal vi igennem megen sorg, spænding, morskab og naturligvis en spirende romance.
Kontekst
Dennis Jürgensen debuterede i 1981 hos Forlaget Tellerup med 'Kærlighed ved første hik'. Den humoristiske ungdomsroman blev en enorm succes og siden har Jürgensen forfattet over halvtreds romaner, noveller, filmmanuskripter og artikler. Jürgensen er fortrinsvis børne – og ungdomsforfatter, men har også skrevet flere værker der appellerer til det voksne publikum. I 2010 udkom Jürgensen første 'voksenbog': 'Tunnelmanden'.
Jürgensen skaber litteratur indenfor både krimi, komedie, fantasy, science fiction og horror. Det betyder at hans værker ofte svæver imellem flere genrer og benytter sig af mange forskellige virkemidler. På den måde opstår hybridgenrer som krimikomedie, romantisk komedie og gyserkomedie.
Dystopia har i mere end tyve år stået som et mønstereksempel på dansk fantasy. Konkurrencen har ikke været forfærdelig stor, da det er begrænset hvor mange danske forfattere der i dag arbejder med genren. Dog vil jeg fremhæve Bjarne Reuters 'Shamran' fra 1985 der er et genialt mesterstykke udi fantasy. På verdensplan kan man naturligvis ikke undlade at nævne J.R.R. Tolkiens 'Ringenes Herre' (1954-55, da. 1968). C.S. Lewis' 'Narnia' (1950-57), Michael Endes 'Den uendelige historie' (1979) og Astrid Lindgrens 'Mio min Mio' (1953). Men fantasy er ikke længere kun for børn og voksne rollespilsentusiaster. Indenfor de sidste ti år har fantasy fået en renæssance og de nylige filmatiseringer af Tolkiens triologi, Lewis' serie og J.K. Rowlings 'Harry Potter' (1997-2007), L.J. Smiths 'The Vampire Diaries' (1991-1992), Stephenie Meyers 'Twillight Saga', Robert Kirkmans tegneserie fra 2003 'The Walking Dead' (2010), George R.R. Martins 'Game of Thrones' (2011, Org. 'A Song of Ice and Fire') og 'Beowulf '(2007) har givet fantasylitteratur et boost.
Kommentarer