Analyse
Hansen, Martin A. - Løgneren
Martin A. Hansens ‘Løgneren’ fra 1950 giver i en intens og nølende tone en suveræn psykologisk skildring af øboeren Johannes Vigs splittelse mellem drift og distance.
I vinteren og foråret 1950 læste skuespilleren Pouel Kern over tolv søndage Martin A. Hansens ‘Løgneren’ højt i radioen. Radioromanen blev en stor lyttersucces, og ‘Løgneren’ blev siden trykt som føljeton i Berlingske Aftenavis, illustreret af Ib Spang Olsen. Romanen blev filmatiseret i 1970.
I ‘Løgneren’ følger læseren i dagbogsform Johannes Vig gennem fire skelsættende forårsdøgn få år efter afslutningen af 2. verdenskrig. Johannes Vig, der er tæt på de 40 år, er lærer og degn på Sandø, og lever som den enlige iagttager blandt øens beboere. I en følsomt nølende sprogtone, der spænder fra melankoli over ironi til fortvivlelse, skildres Johannes Vigs indre splittelse mellem drift og distance, mens han vikles ind i dramatiske begivenheder på øen. Dagbogsformen giver fortællingen en umiddelbar autenticitet og intimitet. De detaljerede sansende beskrivelser af naturen og af forårets og lysets gennembrud får Sandø til at fremstå som en mytisk lokalitet på linje med det symbolske Himmerland hos Johannes V. Jensen. Den nedtonede indre dialog, de fortættede situationsbeskrivelser og de korte, gnistrende dialoger lader det meste være underforstået eller antydet, hvilket gør det klart, at Johannes Vig fortier pinagtige forhold eller måske ligefrem forsøger at manipulere med sandheden. På det stilistiske plan sløres sandheden gennem fraværet af anførselstegn eller anden markering af replikker. Det bliver ved flere lejligheder uklart, hvorvidt et udsagn er udtalt eller blot tænkt, og Johannes Vig leger med denne uklarhed for at camouflere sin historie. I endnu et forsøg på at etablere distance anvender han litteraturen som et gitter mellem sig selv og verden og indfletter i sin egen indre monolog citater af Ewald, Kierkegaard, Blicher, Thøger Larsen og Johannes V. Jensen.
I kraft af sine formeksperimenter og et væld af litterære referencer fremstår ‘Løgneren’ som et prosamodernistisk værk, men det er også slet og ret en kærlighedsroman om en mands erotiske længsel, som er udspændt mellem to kvinder, den unge Annemari, Sandøs rose, og den gifte og mere modne Rigmor. Den fremboblende erotiske drift, symboliseret ved forårets og sneppens ankomst, tvinger Johannes Vig ind i en eksistentiel valgsituation mellem sin akutte vissenhed og et moralsk og følelsesmæssigt engagement. Beskrivelsen af Johannes Vigs valgsituation er inspireret af den kierkegaardske eksistentialisme, ligesom religiøse tematikker, som kristen synd, skyld og straf, spiller en afgørende rolle.
‘Løgneren’ giver sig ud for at være en dagbogsoptegnelse skrevet af jeg-fortælleren Johannes Vig, men allerede i første kapitel udfordres dagbogsillusionen, da Johannes Vig tilsyneladende fjerner sig fra sit notathæfte og alligevel fortsætter skrivningen. I romanens afsluttende 12. kapitel dementeres dagbogsillusionen endegyldigt, da Johannes bekender, at hele romanen, på nær de første par sider, er skrevet et år efter begivenhedernes indtræden. Fortælleren har ført læseren bag lyset og har over alle sider skrevet ordet ”Løgneren”. Samtidig erklærer Johannes Vig, at løgnen har været en nødvendig forudsætning for at give fortællingen liv og troværdighed. ‘Løgneren’ er på denne måde et fortælleteknisk eksperiment med den utroværdige fortællerinstans, en teknik, der ved midten af 1900-tallet var fast etableret og hyppigt forekommende i fiktionsprosaen. Steen Steensen Blicher raffinerede denne teknik i dansk kontekst, og Martin A. Hansen radikaliserer den med ‘Løgneren’. I ‘Løgneren’ bliver fortælleren sin egen utroværdighed bevidst og bekender den, og derfor må samtlige udsagn betvivles. I Per Højholts '6512' fra 1969 underkastes dagbogsfortællerens utroværdighed en humoristisk bearbejdning med tydelige referencer til ‘Løgneren’ og Martin A. Hansen.
Martin A. Hansen fungerede som medredaktør af tidsskriftet 'Heretica' og som inspirator og vejleder for andre Heretica-digtere. Han startede sit forfatterskab som romanforfatter i 1930erne med socialrealistiske kollektivromaner. I 1945 udgav han den historiske roman ’Lykkelige Kristoffer’, som både er udformet efter et realistisk stilideal, men også eksperimenterer med de traditionelle fortælleformer og dermed læner sig op ad den internationale modernisme. Novellesamlingerne ’Tornebusken’ (1946) og ’Agerhønen’ (1947) veksler mellem realisme og myte. Den lange novelle ’Midsommerfesten’ (1946) rummer et eksplicit brud med naturalismen, og Martin A. Hansen problematiserer i novellen forholdet mellem fortæller, det fortalte og læser. Novellen, der i dag kan betragtes som et prosamodernistisk nybrud, kom til at præge ‘Løgneren’. ‘Løgneren’ blev Martin A. Hansens sidste egentlige fiktionsværk. I de følgende år koncentrerede han sig om at studere det nordiske folks historie, hvilket bl.a. udmundede i det religionshistoriske hovedværk ’Orm og Tyr’ (1952). En parallel kan trækkes til ‘Løgneren’, hvor Johannes Vig ved slutningen opgiver dagbogs- og fiktionsskrivningen til fordel for en beskrivelse af Sandø. Martin A. Hansen var som Johannes Vig lærer, degn og flittig dagbogsskribent, og i hans udgivne dagbøger kan man gå på jagt efter flere paralleller mellem Løgnerens forfatter og hovedperson.
Skrevet af cand. mag. Mette Henriksen
Martin A. Hansens ‘Løgneren’ fra 1950 giver i en intens og nølende tone en suveræn psykologisk skildring af øboeren Johannes Vigs splittelse mellem drift og distance.
I vinteren og foråret 1950 læste skuespilleren Pouel Kern over tolv søndage Martin A. Hansens ‘Løgneren’ højt i radioen. Radioromanen blev en stor lyttersucces, og ‘Løgneren’ blev siden trykt som føljeton i Berlingske Aftenavis, illustreret af Ib Spang Olsen. Romanen blev filmatiseret i 1970.
I ‘Løgneren’ følger læseren i dagbogsform Johannes Vig gennem fire skelsættende forårsdøgn få år efter afslutningen af 2. verdenskrig. Johannes Vig, der er tæt på de 40 år, er lærer og degn på Sandø, og lever som den enlige iagttager blandt øens beboere. I en følsomt nølende sprogtone, der spænder fra melankoli over ironi til fortvivlelse, skildres Johannes Vigs indre splittelse mellem drift og distance, mens han vikles ind i dramatiske begivenheder på øen. Dagbogsformen giver fortællingen en umiddelbar autenticitet og intimitet. De detaljerede sansende beskrivelser af naturen og af forårets og lysets gennembrud får Sandø til at fremstå som en mytisk lokalitet på linje med det symbolske Himmerland hos Johannes V. Jensen. Den nedtonede indre dialog, de fortættede situationsbeskrivelser og de korte, gnistrende dialoger lader det meste være underforstået eller antydet, hvilket gør det klart, at Johannes Vig fortier pinagtige forhold eller måske ligefrem forsøger at manipulere med sandheden. På det stilistiske plan sløres sandheden gennem fraværet af anførselstegn eller anden markering af replikker. Det bliver ved flere lejligheder uklart, hvorvidt et udsagn er udtalt eller blot tænkt, og Johannes Vig leger med denne uklarhed for at camouflere sin historie. I endnu et forsøg på at etablere distance anvender han litteraturen som et gitter mellem sig selv og verden og indfletter i sin egen indre monolog citater af Ewald, Kierkegaard, Blicher, Thøger Larsen og Johannes V. Jensen.
I kraft af sine formeksperimenter og et væld af litterære referencer fremstår ‘Løgneren’ som et prosamodernistisk værk, men det er også slet og ret en kærlighedsroman om en mands erotiske længsel, som er udspændt mellem to kvinder, den unge Annemari, Sandøs rose, og den gifte og mere modne Rigmor. Den fremboblende erotiske drift, symboliseret ved forårets og sneppens ankomst, tvinger Johannes Vig ind i en eksistentiel valgsituation mellem sin akutte vissenhed og et moralsk og følelsesmæssigt engagement. Beskrivelsen af Johannes Vigs valgsituation er inspireret af den kierkegaardske eksistentialisme, ligesom religiøse tematikker, som kristen synd, skyld og straf, spiller en afgørende rolle.
‘Løgneren’ giver sig ud for at være en dagbogsoptegnelse skrevet af jeg-fortælleren Johannes Vig, men allerede i første kapitel udfordres dagbogsillusionen, da Johannes Vig tilsyneladende fjerner sig fra sit notathæfte og alligevel fortsætter skrivningen. I romanens afsluttende 12. kapitel dementeres dagbogsillusionen endegyldigt, da Johannes bekender, at hele romanen, på nær de første par sider, er skrevet et år efter begivenhedernes indtræden. Fortælleren har ført læseren bag lyset og har over alle sider skrevet ordet ”Løgneren”. Samtidig erklærer Johannes Vig, at løgnen har været en nødvendig forudsætning for at give fortællingen liv og troværdighed. ‘Løgneren’ er på denne måde et fortælleteknisk eksperiment med den utroværdige fortællerinstans, en teknik, der ved midten af 1900-tallet var fast etableret og hyppigt forekommende i fiktionsprosaen. Steen Steensen Blicher raffinerede denne teknik i dansk kontekst, og Martin A. Hansen radikaliserer den med ‘Løgneren’. I ‘Løgneren’ bliver fortælleren sin egen utroværdighed bevidst og bekender den, og derfor må samtlige udsagn betvivles. I Per Højholts '6512' fra 1969 underkastes dagbogsfortællerens utroværdighed en humoristisk bearbejdning med tydelige referencer til ‘Løgneren’ og Martin A. Hansen.
Martin A. Hansen fungerede som medredaktør af tidsskriftet 'Heretica' og som inspirator og vejleder for andre Heretica-digtere. Han startede sit forfatterskab som romanforfatter i 1930erne med socialrealistiske kollektivromaner. I 1945 udgav han den historiske roman ’Lykkelige Kristoffer’, som både er udformet efter et realistisk stilideal, men også eksperimenterer med de traditionelle fortælleformer og dermed læner sig op ad den internationale modernisme. Novellesamlingerne ’Tornebusken’ (1946) og ’Agerhønen’ (1947) veksler mellem realisme og myte. Den lange novelle ’Midsommerfesten’ (1946) rummer et eksplicit brud med naturalismen, og Martin A. Hansen problematiserer i novellen forholdet mellem fortæller, det fortalte og læser. Novellen, der i dag kan betragtes som et prosamodernistisk nybrud, kom til at præge ‘Løgneren’. ‘Løgneren’ blev Martin A. Hansens sidste egentlige fiktionsværk. I de følgende år koncentrerede han sig om at studere det nordiske folks historie, hvilket bl.a. udmundede i det religionshistoriske hovedværk ’Orm og Tyr’ (1952). En parallel kan trækkes til ‘Løgneren’, hvor Johannes Vig ved slutningen opgiver dagbogs- og fiktionsskrivningen til fordel for en beskrivelse af Sandø. Martin A. Hansen var som Johannes Vig lærer, degn og flittig dagbogsskribent, og i hans udgivne dagbøger kan man gå på jagt efter flere paralleller mellem Løgnerens forfatter og hovedperson.
Skrevet af cand. mag. Mette Henriksen
Kommentarer