Vita Andersen debuterede i 1977 med digtsamlingen 'Tryghedsnarkomaner', som er en af Danmarks mest solgte digtsamling nogensinde.
Allerede i første digt slås de overordnede temaer an: kvinde overfor mand, søgen efter kærlighed overfor selvhad, familie overfor ensomhed, håb overfor uindfriede forventninger, det ydre overfor det indre. Er den så lige så aktuel nu som i 70’erne? Ja, det er den. Temaerne behandles i dag i såvel dagspressen, som på tv og i ugebladene. Det, der var tabubehæftet i 70’erne, er blevet udtalte emner i det offentlige rum. Men her opnås aldrig den magi, digte kan fremkalde.
Hvert digt kan stå for sig selv, og hele digtsamlingen giver et billede af en kvinde, der ikke kan finde sin egen identitet uden at skulle spejle sig i andre – specielt mænd. Digtene om barndommen viser os den ensomme pige som higer efter kærligheden, men skubbes bort fra moren, til adoption, tilbage til moren, videre til opvækst på børnehjem eller hos tilfældige mennesker, alt imens moren forsvinder ind i sin sindssyge. Hun lærer fra barnsben, at kun ved at være på en bestemt måde, nemlig den, hun tror, modparten ønsker, kan hun opnå belønningen: kærlighed. Det er hjerteskærende at følge hende i det voksne liv, hvor trøstekøb og –spisning skal fylde barndommens tomrum. Udseendet, de startende rynker, de hængende bryster, den konstante fedmeangst bliver fokuspunktet, og dermed hendes væsentligste midler for at kunne nå målet: absolut bekræftelse og accept. Man efterlades med et spørgsmål, om hun nogensinde vil komme til at føle sig god nok, smuk nok, rigtig nok - også selvom hun fik alle ønsker opfyldt. Tomrummet er der konstant. Dette understreges gennem digtenes monotont konstaterende tone, som kryber ind under huden på læseren, som her i 1. strofe af digtet Depression:
"Der var ikke det hun ikke havde forsøgt
ejerlejlighed
skifte type
kassebukser
et smukt smil
krydderurter i lerpotter
kærlighed
skifte job
håndbøger i filosofi
hun klarede sig dårligere og dårligere
jo ældre hun blev
mere uegnet til alting
hun følte at lige meget hvad hun gjorde
spildte hun tiden
på den ene eller anden måde
andre spildte ikke tiden tænkte hun
der var noget hun skulle nå
hun vidste ikke hvad
hun havde prøvet det meste"
Knækprosaen bruges igennem hele digtsamlingen og limer hver linie til hinanden og understreger derfor de mange dobbelttydige udsagn. Det er enkel og let forståelig lyrik uden svære ord eller snørklede vendinger. Den opremsende tone og det ukomplicerede sprog fremkalder et nøgtern syn på en kvindes liv – en realistisk hverdagslivsskildring. Vita Andersens liv er tæt på digtsamlingens lyriske jeg, så tæt, at 'Tryghedsnarkomaner' må placeres i bekendelsesgenren. Dog er der også ført mange af kvindefrigørelsens temaer igennem digtene. Disse er tidstypiske for 70’ernes digtning og ses også hos fx Charlotte Strandgaard, Dea Trier Mørch og Herdis Møllehave.
Forfatterskabet er belønnet med en række hædersbevisninger: De Gyldne Laurbær, Kritikerprisen, Søren Gyldendal-Prisen og Henrik Pontoppidans Mindefond. Vita Andersen er højaktuel med romanen 'Get a Life' (2003), som netop er nomineret til Radioens Romanpris 2004. Igennem hele sit forfatterskab kredser Vita Andersen om spillet mellem kvinden og manden, og hvordan barndommen står som en skygge bag og imellem dem.
Andre udgivelser er digtsamlingerne 'Næste kærlighed eller Laila og de andre' (1978) og 'Det er bare ærgerligt' (1981), novellesamlingen 'Hold kæft og vær smuk' (1987), romanerne 'Hva’for en hånd vil du ha’' og 'Sebastians kærlighed' (1992), samt skuespillene 'Elsk mig' (1980), 'Kannibalerne' (1982) og 'Brændende kærlighed' (1996) og børnebøgerne 'Petruskas laksko' (1989) og 'Coco' (1997).
stud.mag. Tine Enger, maj 2004
Kommentarer