Forfatter
Jens Fink-Jensen
Født: 19. december 1956 i København.
Debut: Verden i et øje. Digte.
Jens Fink-Jensen debuterede som skønlitterær forfatter 4.6.1975 med novellen Juni 1995 i Dagbladet Information og som lyriker i maj 1976 med fire digte i tidsskriftet Hvedekorn nr. 76/1.
Bogdebuterede i 1981 med digtsamlingen Verden i et øje. Prosadebuterede i bogform med novellesamlingen Bæsterne (1986) og som børnebogsforfatter med Jonas og konkylien (1994).
Som medlem af den oprindelige kreds af firserdigtere, der samledes i gruppen omkring Hvedekorn-redaktøren Poul Borum, arrangerede Jens Fink-Jensen i 1980, blandt andre sammen med digterkollegaen Michael Strunge, generations-manifestationen NÅ!!80 i Huset i København.
Jens Fink-Jensen er desuden fotograf og synthesizerkomponist og har blandt andet lavet fotoudstillingerne Sydens Skibe, Beijing Ansigt, digt/fotoudstillingen OrdBilleder og lyddiasshowet Øje på verden – om bøgernes råstof. Jens Fink-Jensen optræder med sit multimedie-lyrikshow på gymnasier og festivaler mv., med egne dias og synthesizerkompositioner, sammen med keyboardspilleren Lars Christensen og saxofonisten Jens Severin. I 2003-2005 har Jens Fink-Jensen rejst langs Europas vestkyst fra Skagen til Gibraltar. Det bliver til en bog og en udstilling om strækningen i 2007.
Jens Fink-Jensen er uddannet arkitekt (cand.arch.) fra Kunstakademiets Arkitektskole, 1986, og multimediedesigner fra samme sted 1997. Han har siden 1999 været kommunikationsmedarbejder på Københavns Universitet samt i perioder studievært og programmedarbejder på Danmarks Radio P1 og P3.
Begyndelsen på forfatterskabet Så længe jeg kan huske, har det betydet noget for mig at kunne nedskrive mine tanker og oplevelser – hvad enten de udsprang af virkeligheden eller af fantasien. Allerede før jeg selv kunne skrive eller læse, dikterede jeg små digte og historier til min mor og min mormor, som skrev dem ned i en notesbog. Nogle af dem lavede jeg tegninger til.
Da jeg kom i skole så jeg gerne mit snit til at aflevere fristile i novelleform. Efterhånden tror jeg også at jeg opdagede, at skrivearbejdet kunne være et fristed, en helle midt i hverdagens hændelser, hvor jeg kunne være helt mig selv og selv bestemme hvad ordene skulle udtrykke.
I 1972 kom jeg på Herlufsholm Kostskole, hvor jeg gik i 3. real og gymnasiet, og Herlufsholm blev mit hjem i fire år, indtil jeg fik studentereksamen i 1976. Det gav mig mere ro til at skrive og være mig selv, og kombineret med at jeg havde en dansklærer, Mads Nielsen, som var virkelig god til at formidle litteraturen og gøre den nærværende (vi læste blandt andre modernistiske forfattere som Klaus Rifbjerg, Uffe Harder, Leif Panduro og Anders Bodelsen), begyndte jeg at tænke at jeg måske selv kunne blive en ’rigtig’ forfatter og få udgivet det jeg skrev. Jeg kontaktede en række forfattere, hvis værker havde tiltalt mig, for at finde ud af hvem de var og få et billede af hvad det vil sige at være forfatter. Flere af dem jeg kontaktede, fik jeg lov til at besøge; blandt andre Leif Panduro, Christian Kampmann, Suzanne Brøgger og Steen Kaalø, og nogle af dem mødtes jeg med flere gange og holdt kontakt med, og de gav mig mange gode råd. Jeg fandt ud af at de egentlig var ganske almindelige mennesker der, ligesom jeg, bare havde et særligt behov for at udtrykke sig med ord, og måske havde opdaget at de var allermest i kontakt med sig selv, når de gjorde det.
I løbet af min gymnasietid begyndte jeg at indsende digte og noveller til forlag i håbet om at de ville udgive dem, men gang på gang fik jeg dem tilbage med besked om at jeg var god til at skrive, men manglede noget at skrive om. Jeg var åbenbart i starten tilbageholdende med at bruge mig selv i det jeg beskrev, og man er selvfølgelig heller ikke så livserfaren endnu som gymnasieelev, selv om man selv tror det. I slutningen af 2. g., i juni 1975, lykkedes det mig at få min første skønlitterære tekst udgivet, nemlig en novelle i dagbladet Information. Og mens jeg tog studentereksamen i maj 1976, udkom mine første digte i lyriktidsskriftet Hvedekorn efter at være sluppet igennem Poul Borums redaktionelle nåleøje.
Netop Poul Borum havde - bl.a. i sin egenskab af Hvedekorn-redaktør – en nøgleposition i lyrikermiljøet på den tid, og han samlede i en periode en gruppe bestående af flere af de lyrikere, som debuterede i starten af 80´erne – blandt andre Michael Strunge og F. P. Jac og mig. Vi mødtes omkring et stort bord i hans kæmpemæssige lejlighed i Havnegade i København og læste højt for hinanden, kommenterede og diskuterede både hjerteligt og ubarmhjertigt. Sammen med blandt andre Michael Strunge, arrangerede jeg generations-manifestationen NÅ!!80 i Huset i København. Under stor mediebevågenhed optrådte forfattere, musikere, billed- og videokunstnere. Medierne var meget optaget af begreber som firsergeneration og firserlyrikere, men selv om min lyrikergeneration har mange fællesnævnere, har vi nok mindst lige så forskellige som mennesker er i almindelighed.
Biografien er udarbejdet af Jens Fink-Jensen
Portrættet redigeres af Anette Thede, Frederiksberg bibliotek, Dec. 2005
Foto: Anne-Mette Damon, 2005
Født: 19. december 1956 i København.
Debut: Verden i et øje. Digte.
Jens Fink-Jensen debuterede som skønlitterær forfatter 4.6.1975 med novellen Juni 1995 i Dagbladet Information og som lyriker i maj 1976 med fire digte i tidsskriftet Hvedekorn nr. 76/1.
Bogdebuterede i 1981 med digtsamlingen Verden i et øje. Prosadebuterede i bogform med novellesamlingen Bæsterne (1986) og som børnebogsforfatter med Jonas og konkylien (1994).
Som medlem af den oprindelige kreds af firserdigtere, der samledes i gruppen omkring Hvedekorn-redaktøren Poul Borum, arrangerede Jens Fink-Jensen i 1980, blandt andre sammen med digterkollegaen Michael Strunge, generations-manifestationen NÅ!!80 i Huset i København.
Jens Fink-Jensen er desuden fotograf og synthesizerkomponist og har blandt andet lavet fotoudstillingerne Sydens Skibe, Beijing Ansigt, digt/fotoudstillingen OrdBilleder og lyddiasshowet Øje på verden – om bøgernes råstof. Jens Fink-Jensen optræder med sit multimedie-lyrikshow på gymnasier og festivaler mv., med egne dias og synthesizerkompositioner, sammen med keyboardspilleren Lars Christensen og saxofonisten Jens Severin. I 2003-2005 har Jens Fink-Jensen rejst langs Europas vestkyst fra Skagen til Gibraltar. Det bliver til en bog og en udstilling om strækningen i 2007.
Jens Fink-Jensen er uddannet arkitekt (cand.arch.) fra Kunstakademiets Arkitektskole, 1986, og multimediedesigner fra samme sted 1997. Han har siden 1999 været kommunikationsmedarbejder på Københavns Universitet samt i perioder studievært og programmedarbejder på Danmarks Radio P1 og P3.
Begyndelsen på forfatterskabet Så længe jeg kan huske, har det betydet noget for mig at kunne nedskrive mine tanker og oplevelser – hvad enten de udsprang af virkeligheden eller af fantasien. Allerede før jeg selv kunne skrive eller læse, dikterede jeg små digte og historier til min mor og min mormor, som skrev dem ned i en notesbog. Nogle af dem lavede jeg tegninger til.
Da jeg kom i skole så jeg gerne mit snit til at aflevere fristile i novelleform. Efterhånden tror jeg også at jeg opdagede, at skrivearbejdet kunne være et fristed, en helle midt i hverdagens hændelser, hvor jeg kunne være helt mig selv og selv bestemme hvad ordene skulle udtrykke.
I 1972 kom jeg på Herlufsholm Kostskole, hvor jeg gik i 3. real og gymnasiet, og Herlufsholm blev mit hjem i fire år, indtil jeg fik studentereksamen i 1976. Det gav mig mere ro til at skrive og være mig selv, og kombineret med at jeg havde en dansklærer, Mads Nielsen, som var virkelig god til at formidle litteraturen og gøre den nærværende (vi læste blandt andre modernistiske forfattere som Klaus Rifbjerg, Uffe Harder, Leif Panduro og Anders Bodelsen), begyndte jeg at tænke at jeg måske selv kunne blive en ’rigtig’ forfatter og få udgivet det jeg skrev. Jeg kontaktede en række forfattere, hvis værker havde tiltalt mig, for at finde ud af hvem de var og få et billede af hvad det vil sige at være forfatter. Flere af dem jeg kontaktede, fik jeg lov til at besøge; blandt andre Leif Panduro, Christian Kampmann, Suzanne Brøgger og Steen Kaalø, og nogle af dem mødtes jeg med flere gange og holdt kontakt med, og de gav mig mange gode råd. Jeg fandt ud af at de egentlig var ganske almindelige mennesker der, ligesom jeg, bare havde et særligt behov for at udtrykke sig med ord, og måske havde opdaget at de var allermest i kontakt med sig selv, når de gjorde det.
I løbet af min gymnasietid begyndte jeg at indsende digte og noveller til forlag i håbet om at de ville udgive dem, men gang på gang fik jeg dem tilbage med besked om at jeg var god til at skrive, men manglede noget at skrive om. Jeg var åbenbart i starten tilbageholdende med at bruge mig selv i det jeg beskrev, og man er selvfølgelig heller ikke så livserfaren endnu som gymnasieelev, selv om man selv tror det. I slutningen af 2. g., i juni 1975, lykkedes det mig at få min første skønlitterære tekst udgivet, nemlig en novelle i dagbladet Information. Og mens jeg tog studentereksamen i maj 1976, udkom mine første digte i lyriktidsskriftet Hvedekorn efter at være sluppet igennem Poul Borums redaktionelle nåleøje.
Netop Poul Borum havde - bl.a. i sin egenskab af Hvedekorn-redaktør – en nøgleposition i lyrikermiljøet på den tid, og han samlede i en periode en gruppe bestående af flere af de lyrikere, som debuterede i starten af 80´erne – blandt andre Michael Strunge og F. P. Jac og mig. Vi mødtes omkring et stort bord i hans kæmpemæssige lejlighed i Havnegade i København og læste højt for hinanden, kommenterede og diskuterede både hjerteligt og ubarmhjertigt. Sammen med blandt andre Michael Strunge, arrangerede jeg generations-manifestationen NÅ!!80 i Huset i København. Under stor mediebevågenhed optrådte forfattere, musikere, billed- og videokunstnere. Medierne var meget optaget af begreber som firsergeneration og firserlyrikere, men selv om min lyrikergeneration har mange fællesnævnere, har vi nok mindst lige så forskellige som mennesker er i almindelighed.
Biografien er udarbejdet af Jens Fink-Jensen
Portrættet redigeres af Anette Thede, Frederiksberg bibliotek, Dec. 2005
Foto: Anne-Mette Damon, 2005