Bog

Skandalens anatomi

Af (
2019
)

Anmeldelse

Skandalens anatomi af Sarah Vaughan

21 feb.19

Med tanke på tidens skandaler er denne spændingsbog højaktuel. Romanen tager fat i en sexskandale, hvor grænserne for samtykke er svære at definere.

Kriminalretssagfører og QC (udpeget til Queen’s Counsel) Kate Woodcroft siger straks ja tak til at tage den nye sag, hun får overrakt. Kate er ekspertanklager i sager om seksualforbrydelser, og denne sag er ret kilden, da det er en kendt politiker i midten af 40’erne, der oven i købet er nære venner med premierministeren, som er blevet anklaget for voldtægt af sin politiske assistent på 28 år. Det er derfor en stor sag, som kan stå mål med Kates ambitioner.

Sophies trygge tilværelse bryder sammen en aften, hvor hun går og venter på, at hendes mand skal komme hjem fra arbejde. James Whitehouse er juniorminister i Indenrigsministeriet og en nær ven til premierministeren. Da James kommer hjem, må han gå til bekendelse overfor Sophie. Han har haft en affære med sin assistent, og det er blevet offentlig kendt, men ikke nok med det, så er han også blevet anklaget for voldtægt.

Kate er anklager i sagen mod James og efter at have talt med Olivia, James’ assistent, er Kate fuldstændig overbevist om, at Olivia er blevet voldtaget. Som i så mange af den slags sager er beviserne dog små, og det er ord mod ord. Men hvordan kan Kate være så sikker i sin sag?

Sophie ønsker naturligvis at tro på, at hendes mand er uskyldig i anklagen om voldtægt og forsøger at støtte ham, selvom smerten, ved at han har været hende utro, er ubærlig. Dog nager tvivlen hende også, fordi hun ved, han bærer rundt på en hemmelighed fra deres tid på Oxford universitet 20 år tidligere.

Efterhånden som romanen og retssagen skrider frem, får læseren mere og mere at vide om de involverede parter, i glimt fra universitetstiden og nutiden, hvor retssagen kører. Synsvinklerne skifter mellem de tre hovedpersoner, og vi bliver langsomt klogere på både personerne og det som er gået forud for retssagen mange år tidligere.

Det er en spændende roman, og hvis man kan lide John Grishams romaner, vil denne også sidde lige i skabet. Den går desuden i kødet på et emne, som er meget oppe i tiden i skrivende stund, om hvorvidt vi i Danmark skal have en lov om samtykke til sex, ligesom bl.a. vores naboland Sverige har det.

Romanen er velskrevet, og jeg kan godt lide, at den skifter synsvinkler, så man, uden at alt dermed afsløres med det samme, ser sagen gennem flere hovedpersoners øjne. Det har også den effekt, at man får en ide om, hvor svært det kan være i den slags sager, Det, som den ene part måske ser som værende en overskridelse af grænser, er måske for den anden part en del af legen. På den måde er det også en roman, der giver stof til eftertanke.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
ISBN
9788740051070
Antal sider
318

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer