Bog

Lampe

Af (
2019
)

Anmeldelse

Lampe af Annet Schaap

15 apr.20

Lampe er en skøn fortælling, der trækker tråde til H.C. Andersens Den lille havfrue. Ganske som i alle eventyr, skal den stakkels pige så grueligt meget igennem, før alting bliver godt.

Hollandske Annet Schaap har illustreret mange billedbøger, men 'Lampe' er hendes debut som forfatter, og helt fortjent har hun vundet den prestigefyldte hollandske børnebogspris Nienke van Hichtum Prize for den.

Lampe, som egentlig hedder Emilia, bor alene i et fyrtårn med sin far fyrpasseren. Da faren har svært ved at bevæge sig rundt, fordi han har mistet et ben, er det Lampes opgave hver aften at gå op ad de 61 trin og tænde lampen i fyrtårnet, og derfor har hun fået det lidt mærkelige kælenavn.

Men en aften går det galt, Lampe har ikke flere tændstikker til at tænde lyset med, og det trækker op til en voldsom storm. Det bliver skæbnesvangert, både fordi et skib går på grund, men også for Lampe og hendes far, som begge må modtage en hård straf for at betale for det forliste skib.

Faren spærres inde i fyrtårnet, og Lampe sendes til Det Sorte Hus lige udenfor byen, hvor hun skal tjene hos Admiralen. Rygtet vil vide, at der bor et monster i huset, så udover sorgen over at blive sendt bort og skulle undvære sin far er Lampe er naturligvis også bange, for hvad nu hvis det virkelig viser sig, at der bor et monster i huset?

Syv lange år har Lampe og hendes far at se frem til, før de har udtjent deres straf. For Lampe bliver opholdet i Det Sorte Hus dog noget anderledes, end hun havde regnet med. Det mystiske monster viser sig at være noget helt andet, end hun havde forestillet sig.

I bedste eventyrstil må Lampe opvise alt sit mod for at redde dem, hun har kære, og for at retfærdigheden sker fyldest. Hun er en pige, der udvikler sig fra at være en lidt distræt og bange type til at finde nye stærke og modige sider af sig selv og turde stå fast overfor autoriteterne, selvom det er svært og hun er bange.

Fortællingen indeholder karakteristiske eventyrtræk og trækker tråde til eventyret 'Den lille havfrue'. Det er også en rørende fortælling om sorgen ved at miste. Lampe har mistet sin mor og hører stadig hendes stemme, som indimellem hjælper hende igennem alt det svære og indgyder hende mod. Undervejs bliver hun taget væk fra sin far, som hun, på trods af hans svigt og mangler, elsker og savner og vil gøre alt for at få tilbage.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Lise Bøgh-Sørensen
Faustnummer
47450446
ISBN
9788740655506
Antal sider
328

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer