Anmeldelse

Hajfyldte farvande af Mette Thomsen

03 okt.05

En ung kvindelig havbiolog, med speciale i hajer, tager en kold vinterdag bussen ud af byen; med en flaske whisky og en masse smøger begiver hun sig langt ud i skoven for at tage sit eget liv.


Anbefalet af bibliotekar Pernille Lisborg, Frederikshavn Bibliotek og Frederikshavn Gymnasium


 
Mette Thomsens roman ”Hajfyldte farvande” handler om den 29-årige havbiolog og hajforsker Margaret Taylor Simpson, kaldet Maggie. Romanens ti kapitler veksler imellem beskrivelser af Maggies nuværende liv og flash backs til Maggies opvækst og barndom.
 
Selvmordet lykkes ikke; Maggie bliver fundet og bragt til et psykiatrisk hospital, hvor hun frivilligt lader sig indlægge på den lukkede afdeling. Opholdet her giver Maggie en styrke til at konfrontere sig selv med, hvad der har bragt hende så langt ud, at hun ønskede at tage sit eget liv. Hun erfarer, at hun ikke er gal; hun har blot reageret voldsomt på smerte, sorg og vrede.
 
Maggie er lige blevet forladt af en mand, hun var forelsket i, og det sker hele tiden: Hun møder en mand, forelsker sig, og efter en måned og få dage dropper han hende. Hvorfor? Hvad er det, hun gør galt?

I løbet af romanen afdækkes Maggies barndom og ungdom; hendes meget komplicerede forhold til sin far, forældrenes skilsmisse, tab af venner og ikke mindst forholdet til mænd – og til hajer. Og Maggie når frem til, at der er måder at gebærde sig på i hajfyldte farvande, så man hverken lader sig æde eller går til af angst for at blive ædt.
 
”Hajfyldte farvande” er en fin og velskrevet roman om en yngre kvindes kamp med livet store spørgsmål; om blive voksen og tage ansvar for sig selv og sit valg af liv.
 
Forfatteren har først i romanen placeret et citat af Annie Lennox fra sangen ”Cold” fra lp´en ”Diva”. Dette citat vil jeg gerne slutte min anbefaling med:

”Dying is easy. It´s living that scares me to death”


Lindhardt og Ringhof, 1996. - 209 sider



Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
21503932
ISBN
9788759507384
Antal sider
209

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer