Bog

Gentlemen

Af (
2006
)

Anmeldelse

Gentlemen af Klaus Östergren

06 jun.06

En rigtig røverhistorie, som har alt, hvad en god roman skal indeholde – underholdning, spænding og kærlighed - men også en skildring af det svenske samfund i forrige århundrede

Endelig kom den - på dansk! Svenskerne har siden 1980 haft fornøjelsen af Klas Östergrens gennembrudsroman "Gentlemen". 

Året er 1978, stedet er Stockholm, og forfatteren Klas må arbejde i en golfklub for at tjene til tilværelsen. En dag tilbydes Klas at genskrive Strindbergs "Röda Rummet" i en moderne fortolkning, og en aften i bokserklubben Europa møder han charmøren og jazzmusikeren Henry. Dette tilfældige møde udvikler sig til et varmt og tæt bekendtskab mellem de to herrer samt Henrys bror Leo. 

Klas flytter ind i brødrenes lejlighed men fornemmer hurtigt, at noget ikke er, som det bør være. Og lige så hurtigt som brødrene er dukket op, ligeså hurtigt forsvinder de. Klas beslutter herefter at beskrive de to brødre og deres historie på bekostning af "Röda Rummet". 

Under denne beskrivelse tager Klas os med på en fabulerende og spændende tur gennem den sidste del af 1900-tallets sociale ændringer og politiske begivenheder eksemplificeret ved de to brødres liv og gerning. 

Vi hører om Henry, der efter eget sigende er jazzmusiker og filmstatist, når lejligheden byder sig, men hvis hverdag går med at grave en skat frem fra Stockholms undergrund. Om hans skiftende bekendtskaber med kvinder generelt og med diplomatdatteren Maud i særdeleshed. Om fortidens rejse rundt i Europa for at finde sig selv. Om broderen Leo, som Henry påstår er i USA, men, som det senere viser sig, er indlagt på et psykiatrisk hospital. Leo var som barn et digterisk vidunderbarn, men i teenageårene bevægede han sig længere og længere væk fra digtningen og længere og længere ind i sig selv. Det hele kulminerer i, at brødrenes historie indhenter dem - Klas slås ned, Leo bortføres, og Henry forsvinder. 

Disse små og store fortællinger side om side virker fortrinligt, og de er alle skildret i en medrivende og fængslende tone. Aspekterne af såvel krimi- som kærligheds- og røverhistorie fanger én til sidste side.

 

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Faustnummer
26231019
ISBN
9788779731691
Antal sider
519

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer