Dødens kunstner

Chris Carter har igen skrevet en særdeles spændende thriller om nogle meget spektakulære mord i Los Angeles. Hvorfor skal mordene i hans bøger nu være så grufulde og detaljerede? Er det fordi, forfatteren elsker at svælge i blod og indvolde, for det er der meget af i bøgerne? Det er ikke min opfattelse, at det er det, der er Carters hensigt. Jeg tror, at han gennem disse barske beskrivelser vil fortælle, hvordan et menneskes sind kan udvikle sig, når der ”trykkes på de rigtige knapper”. Vi ser jo også i den virkelige verden, hvordan det menneskelige sind formørkes på det grufuldeste, når et menneske er kommet så langt ud, at ingen tilbagetrækning er mulig. Med Chris Carters baggrund som psykolog, er jeg sikker på, at han ved, hvad han skriver om, idet de psykologiske teorier og udredninger, der beskrives i bogen, virker yderst kompetente. Det politimæssige i bogen er også i orden. Man får ret nøje at vide, hvordan kriminalassistenterne Robert Hunter, Carlos Garcia og medarbejderen ved statsadvokaturen, Alice Beaumonts arbejder med efterforskningen, og også hvordan kriminalteknikere og retsmedicinere arbejder. Til gengæld hører man ikke så meget om den ganske enorme efterforskning, der foretages af andre efterforskere ”ude i marken”, som nødvendigvis også må finde sted, når så grufulde mord er begået. Uanset hvad, så fører efterforskningen frem til en meget overraskende morder, og da motivet kommer for en dag er det både logisk og velbeskrevet. Personskildringerne i bogen er realistiske, og som bogen skrider frem, kommer man mere og mere under huden på både drabsofre og morderen. Også bogens hovedperson, Robert Hunter beskrives godt. Som vi ved fra de foregående bøger af Chris Carter, er han en meget kompetent efterforsker men også en mand med nogle traumer, som ikke har tid til ret meget privatliv. En whisky bliver det dog til ind imellem. Måske lægger denne bog op til, at der i kommende bøger med Robert Hunter godt kan komme lidt amoriner i luften. Lidt klichéagtigt er det dog, at den overordnede kvindelige inspektør gennem bogen er temmelig usympatisk, men da alt er opklaret bliver hun venligheden selv. Jeg synes, det er sjusket, at den, der har læst korrektur på bogen, ikke har set, at nogle steder omtales Hunter og Garcia som kriminalinspektører og andre steder som kriminalassistenter. Jan Findal