Bog

Breve fra en barndom

Af (
2018
)

Anmeldelse

Breve fra en barndom af Emma Reyes

26 dec.18

Brutale barndomserindringer i brevform fra 1920'ernes og 1930´ernes Colombia om en ensom opvækst uden omsorg er samtidig en poetisk fortælling fuld af håb og modstand.

Emma Reyes (1919-2003) var colombiansk kunstner og boede i Paris i mange år og var ven med mange af de store europæiske og sydamerikanske kunstnere som Frida Kahlo, Diego Rivero og Jean-Paul Satre. Hun skrev igennem hele sit liv mange breve til sine venner, og imellem 1969 og 1997 skrev hun blandt andet disse 23 breve til sin ven Germán Arciniegas. Brevene omhandler erindringer fra Emma og storesøsteren Helenas barndom og opvækst i Colombia i 1920´erne og 1930´erne.

Nogle af erindringerne går tilbage til før, Emma fyldte 5 år. De to søstres opvækst var barsk, fattig og uden megen kærlighed og omsorg. Først boede de hos en dame, de skulle kalde Fru Maria, som låste dem inde, og som flere gange havde endnu et barn hos sig, som så pludselig forsvandt. De boede først i Bogotá, senere i andre byer, og til sidst efterlod Fru Maria også dem, og de kom til et kloster, hvor de levede resten af deres barndom.

De næste 15 år lever de to søstre fuldstændigt afsondret fra resten af verden i nonneklostret. De var låst inde bag en port og skulle vænne sig til et liv, hvor de fuldstændigt måtte indordne sig under meget strenge regler. De første dage i klosteret lærte dem, hvad dyb ensomhed er, og hvad det vil sige, ingen omsorg at få overhovedet.

Selvom læsningen af brevene er hård, efterlader de mærkeligt nok ikke læseren trist. Det skyldes, at de er fortalt fra et barns synsvinkel; fantasifuldt og uden den mindste sentimentalitet. Samtidig besidder brevene en stor litterær værdi, så stor at man ikke kan lade være med at tænke på, hvad Emma Reyes kunne have skrevet, hvis hun havde kastet sig over litteraturen og ikke billedkunsten. Måske er det også en af grundene til, at fortællingen efterlader en med håb; at tænke sig, at en pige, der ikke lærte at læse og skrive som barn, kan skrive så fantastisk!

Bogdetaljer

Forlag
Batzer
Oversætter
Liv Camilla Skjødt
Faustnummer
45951456
ISBN
9788793209510
Antal sider
243

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer