Henrik Pontoppidan (1857-1943) var så afgjort småkårsfolkets forfatter. Både i de store romaner, ”Lykke-Per”, ”De Dødes Rige” og ”Det Forjættede Land”, som skaffede ham sin fremtrædende plads i dansk litteraturhistorie (og som bekendt en halv nobelpris!), og ikke mindst i de korte romaner og novellerne, var det bondebefolkningen og byernes proletariat, der havde hans sympati.
Det betyder imidlertid ikke, at samfundets øverste lag ikke også er repræsenteret i forfatterskabet. For – kan man sige – der findes næppe nogen underklasse uden en overklasse, og Pontoppidans prosa er netop kendt for sit såkaldte tvesyn, evnen til at sætte to modsatrettede synspunkter i spil overfor hinanden. Således er det pontoppidanske univers ikke alene befolket af bønderfamilier, kokkepiger og fattiglemmer.
De holdne købmænd, borgerfruerne, godsejerne, adelen, de øvre embedsmænd – alle er de at finde i Pontoppidans righoldige miljøskildringer. Fokus er på portrættet, den realistiske fremstilling af det enkelte individs skæbne og livsforløb, men aldrig uden en grundig placering af dette individ i en socialt og klassemæssig kontekst.
I 2002 genudgav forlaget Gyldendal en række af Pontoppidans små romaner og korttekster i tre anbefalelsesværdige bøger, ”Den Kongelige Gæst”, ”Det Ideale Hjem” og ”Sandinge Menighed og andre Noveller og Skitser”. I efterskriftet til sidstnævnte, der rummer materiale fra årene mellem 1883 og 1890, skriver Jens Smærup Sørensen om det raseri, som kendetegner forfatterens tidlige udgivelser: ”Han var fyldt til randen af den klareste afsky for en overklasse der så ubesværet kunne opfatte sine snævre interesser som identiske med almenvellets og så smertefrit kunne forklare sin koldblodige udnyttelse af medmennesker som en politisk og økonomisk nødvendighed. Og han væmmedes, så pennen og et satanisk humør sprudlede og spruttede […]”.
Det var med andre ord den sociale indignation, der satte Pontoppidan i gang, men samtidig det syn, der mødte ham, når han løftede blikket fra fattige kælderlejligheder og udpantede husmandssteder og stirrede ind i overklassens varme, pyntede stuer. Her trivedes i Danmark omkring århundredeskiftet et hensynsløst hykleri og en selvoptagethed, som han ikke kunne lade gå upåagtet hen. En af de begivenheder, som for den unge Pontoppidan for alvor blev et vidnesbyrd om overklassens forbrydelse, var ministeriet Estrups hjemsendelse af de lovgivende forsamlinger i 1885 og de provisoriske love, som fulgte i de efterfølgende år.
Disse havde klart til hensigt at knække oppositionen, her i særdeleshed partiet Venstre, som repræsenterede bønderne og altså stod i modsætning til godsejernes og mellemstandens parti, Højre. Novellesamlingen ”Skyer”, som udkom første gang i 1890, altså endnu før Estrups afgang i 1894, systemskiftet i 1901 og den demokratiske grundlov af 1915, er således en dristig beskrivelse af forholdene på land og i by i perioden. Dristig i særdeleshed, fordi overklassen beskrives som en selvtilstrækkelig forsamling af særligt begunstigede opportunister.
”Kun velklædte personer betjenes her”
Handlingen i novellen ”To Venner” udspiller sig påskelørdag 1885 i en lille, jysk købstad. Her kommer købmændene ud fra deres butikker og kaster lange blikke ned ad de tomme gader, hvor bønderne ikke som vanligt har indfundet sig for at sælge deres varer.
”Det var tydeligt nok – ”, skriver Pontoppidan, ”denne Udeblivelse var Bøndernes foreløbige svar paa det Statskup, som Købstæderne saa villigt havde hjulpet med at sætte i Værk.”
Bemærkningen fylder kun få linjer i novellen, men har en trefoldig betydning. For det første sættes fortællingen ind i en historisk ramme, idet statskuppet nævnes. For det andet anslås ved hjælp af ordet ”foreløbige” den højspændte stemning, som på dette tidspunkt herskede i den almindelige befolkning; man afventede nervøst næste træk. For det tredje afslører det sig her i et kort glimt, at fortællerinstansen ikke er helt neutral.
Den let sarkastiske tilføjelse ”saa villigt” antyder, at vores navnløse fortæller næppe sympatiserer med købstæder og ministerium. I stedet har han placeret sig på gaden, hvor bønderne plejede at være, og kaster herfra et blik ind i ”Byens fine Barberstue (i hvis vindue der altid om Lørdagen til underretning for Bønderne blev ophængt et Skilt med Ordene: ´Kun velklædte Personer betjenes her´)”, som Pontoppidan skriver.
Det er ingen tilfældighed, at scenen i barberstuen indledes med en bemærkning om vinduesruden. Dels understreger skiltet selvfølgelig det markante skel mellem høj og lav, som der er i dette samfund, og som man gerne stiller til skue, dels tydeliggøres fortællepositionen nok engang: vi står på den forkerte side af ruden og kigger ind.
Selvom de velklædte herrer i det følgende beskrives nærmere, bl.a. som ”en lille, blussende Tyksak, hvis Ben var saa korte, at han maatte have en Skammel under fødderne for at støtte dem”, og som ”en utrolig lang Herre med en pergamentgul Hudfarve, graa Paryk, ganske lyse Benklæder og et rødt Lommetørklæde hængende ud af Baglommen”, kommer vi ikke tættere på.
Vi hører deres meningsudveksling om pastor Hornung, novellens egentlige hovedperson, der i avisen har afsløret sig som venstremand, om de uroligheder, som det rygtes, at der har været i København samme nat, og om Hansens påstående abonnement på ´Morgenbladet´. Men Pontoppidan giver os helt bevidst ikke adgang til deres inderste tanker. Den velklædte overklasse, er ikke uden videre tilgængelig.
”Det kan da ikke være deres Alvor, hr. Prokurator”
Samme erfaring gør den fattige skomager Holleufer i novellen ”Et Offer”. Holleufer, der hvert år på grundlovsdag plejer at drikke sig fuld og med svulstige, poetiske taler gøre sig latterlig for deltagerne i Venstres grundlovsfest, har dette år en ny plan.
Han tager ikke med den klumpfodede skræddersvend Ziegler og den tykke bagersvend Mikkelsen til grundlovsdag. Han svigter både dem og hele sin klasse og hele sit kundegrundlag ved i stedet at søge talerstolen på Højres grundlovsmøde:
”Hvorfor er jeg her? Hvad har jeg at gøre i denne Forsamling?”, begyndte han med den højtideligt bævende Stemmeklang, som han mente uundværlig for det rette ´Foredrag´. ”Hvorfor er jeg ikke derude, hvor der raabes paa Frihed og Fremskridt og Arbejdernes Frigørelse? Jo, mine højtærede Tilhørere, jeg har vandret i Mørke og været opfyldt af Hovmod og Begær.
Men nu har jeg – Gud ske Tak! faaet Øjnene op for den Ulykke og Bedærv, hvori de andre vil styrte vort gamle Fædreland. Jeg har set, at Arbejdernes sande Venner, de er ikke derude, hvor de nu raaber paa Fremskridt og Frigørelse. Nej, mine højtærede Tilhørere, Arbejdernes sande Venner de er her!”, råber altså Holleufer til det konservative Højres vælgere og bliver for én gangs skyld dagens mand i skysovs.
Han leder efter et publikum, der kan værdsætte hans retoriske geni og fritage ham for det slidsomme og nedværdigende skomagerarbejde; Højre på deres side leder efter en stemme fra de lavere klasser. Holleufers kone Grethe er ikke meget for det, hun drømmer sig tilbage til ”hine Lykkelige Dage, da der endnu ingen Politik var til i Verden”, men hendes mand drikker gladeligt champagne med Amtmanden og Prokurator Enevoldsen og lader sig i den følgende tid, mod et mindre beløb fra Højres agitationskomité, bruge som fast taler ved partimøderne. Lige indtil den dag, hvor Redaktøren og Amtmanden kommer til at tale om, hvor indbildsk han i grunden er.
Så lader Prokuratoren Holleufer vide, at han ikke længere kan vente nogen særlig opfordring til at tale og således heller ingen understøttelse for indsatsen. ”Det kan da ikke være deres Alvor, hr. Prokurator,” fremstammer det slagne geni. Men præcis som i barberstuen er det et par henkastede bemærkninger mellem byens spidser, der afgør sagen. Holleufer stødes ud af det gode selskab; han har aldrig for alvor været i nærheden af det.
”Og De skal se: Sejren bliver dog engang vor!”
Overklassens fjernhed kommer dog ikke til udtryk alene hos medlemmer af regeringspartiet Højre. I novellen ”To Gange mødt” møder vi Reinald, der siden 1870erne ikke har set sin fødeby. Han var forrest i den socialistiske klassekamp, men lod sig knække, ”mærket af samtlige Papmagermestres sorte Kridt fulgt af svigefulde Kammeraters triumferende Grin og Politiets aarvaagne Øjne”.
I tolv år har han levet i eksil i Tyskland, i Amerika og i Norges fjelde. Nu vender idealisten offervilligt tilbage til den by, hvor han forstår, at oprøret endelig er på vej. Eller er det måske allerede sket? ”Var Dommen afsagt? Straffen fuldbyrdet?”…Reinald drømmer om opgørets time på båden til København.
Men han skuffes nok engang. Han strejfer om i byen, leder efter den bebudede revolution og falder endelig i snak med ejeren af en kælderbeværtning, som nævner ”de nye Provisoriummer”, gendarmerne og politiet og muligheden af, at man i København snart kan få det ”ligesom derovre i Rusland [med] disseherre Nillehister og Dynamitter,” som han siger.
Reinald spidser ører og finder ud af, at en af lederne af oppositionen bor i samme bygning. Han vejrer morgenluft og opsøger ham, men bliver mødt af følgende syn:
”et stort, smukt og fint møbleret Værelse med Tæpper, Fløjlslænestole, Kobbere og kostbare Malerier – alt hvilende i et dæmpet Skær fra en rødt besløret Maaneskinslampe, der hang under Loftet. I den ene Væg var der en Portiere, og gennem denne indtraadte en midaldrende, blond og fyldig Herre med en stor Knebelsbart, sort Kjole, hvidt Atlaskes Slips, crémegule Handsker og en stor Rose i Knaphullet.”
Dette er ikke arbejderklassens oprør; det er ikke hævnens time, der er kommet. Det er endnu et stjålent blik ind i den fjerne overklasses eksklusive forfængelighed. Den velklædte herre forstår ikke, hvad Reinald vil. Reinald lægger sit liv i hænderne på ham og erklærer, at han er parat til alt, men får at vide, at han kan melde sig ind i vælgerforeningen, støtte partiets blade, stille flittigt til møderne og give sin ringe skærv til fondene…”Og De skal se: Sejren bliver dog engang vor!”.
Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen
Kommentarer