Anmeldelse
Helle Stangerup: Stedfar
- Log ind for at skrive kommentarer

Helle Stangerups spændingsroman fik store anmeldelser, da den udkom i midten af 1990erne. Det var sådan en bog, man måtte læse.
Jeg blev lidt skuffet – måske fordi den var løftet op til disse højder.
»Stedfar« er en stenrig Godfather på Strandvejen nord for København. Han ejer angiveligt en milliardformue, har et stort forlag, en bank på den anden side af jorden, lejlighed i Monaco, fire ægteskaber bag sig, fem børn – og stedbarnet Nanna. Hun er romanens hovedperson.
Men Godfather er død. Lige før han på sit dødsleje skulle mødes med advokaten for at revidere sit testamente. Politiet bliver ikke indblandet, og familiens huslæge overtales til at skrive »naturlig gød« på dødsattesten. Selv om der stikker en skalpel ud af brystet på den gamle mand.
Steddatteren Nanna skal ikke arve. Det er hun helt på det rene med, så motivet til mordet kan ikke ligge hos hende.
Formuen er dog ikke, hvad alle gik og troede, den var. Den kyniske stedfar var helt på det rene med, hvad penge gør ved mennesker, og han havde kun ringeagt til overs for sine egne børn og deres afhængighed af penge og luksus. De to eneste, han havde respekt for, var steddatteren Nanna – og husets kat.
»Stedfar« er både en kriminalroman og en slægtsroman, der er stærk i sin afdækning af menneskets svagheder og skyggesider.
Der ligger en kolossal research bag bogens tilblivelse, men problemet ved bogen er sproget. Det rammer ikke rigtig flydende nudansk, og derfor bliver beskrivelserne af natur og interiør temmelig kedsommelige. Man skal et godt stykke ind i romanen, før den begynder at løfte sig. Men de psykologiske portrætter af den gamle mands børn er underligt stive og konstruerede. Skal de være sådan? Er det sådan mennesker – eller nogle mennesker - i 2900 Hellerup er?
Helle Stangerup ramte tid og sted ved udgivelsen af bogen. Det var få år efter Nordisk Fjer-skandalen. Andre finansskandaler er fulgt efter, så det pure opsind er romanen næppe. Omvendt kommer afdækkes den menneskelige dårskab kun delvist, og et billede af Danmark – eller blot et autentisk miljø – i Danmark, er bogen næppe. Det er måske i virkeligheden lidt synd, for Helle Stangerup har virkelig gjort sit hjemmearbejde.
Helle Stangerup: Stedfar, 340 sider (Aschehoug).
- Log ind for at skrive kommentarer

Helle Stangerups spændingsroman fik store anmeldelser, da den udkom i midten af 1990erne. Det var sådan en bog, man måtte læse.
Jeg blev lidt skuffet – måske fordi den var løftet op til disse højder.
»Stedfar« er en stenrig Godfather på Strandvejen nord for København. Han ejer angiveligt en milliardformue, har et stort forlag, en bank på den anden side af jorden, lejlighed i Monaco, fire ægteskaber bag sig, fem børn – og stedbarnet Nanna. Hun er romanens hovedperson.
Men Godfather er død. Lige før han på sit dødsleje skulle mødes med advokaten for at revidere sit testamente. Politiet bliver ikke indblandet, og familiens huslæge overtales til at skrive »naturlig gød« på dødsattesten. Selv om der stikker en skalpel ud af brystet på den gamle mand.
Steddatteren Nanna skal ikke arve. Det er hun helt på det rene med, så motivet til mordet kan ikke ligge hos hende.
Formuen er dog ikke, hvad alle gik og troede, den var. Den kyniske stedfar var helt på det rene med, hvad penge gør ved mennesker, og han havde kun ringeagt til overs for sine egne børn og deres afhængighed af penge og luksus. De to eneste, han havde respekt for, var steddatteren Nanna – og husets kat.
»Stedfar« er både en kriminalroman og en slægtsroman, der er stærk i sin afdækning af menneskets svagheder og skyggesider.
Der ligger en kolossal research bag bogens tilblivelse, men problemet ved bogen er sproget. Det rammer ikke rigtig flydende nudansk, og derfor bliver beskrivelserne af natur og interiør temmelig kedsommelige. Man skal et godt stykke ind i romanen, før den begynder at løfte sig. Men de psykologiske portrætter af den gamle mands børn er underligt stive og konstruerede. Skal de være sådan? Er det sådan mennesker – eller nogle mennesker - i 2900 Hellerup er?
Helle Stangerup ramte tid og sted ved udgivelsen af bogen. Det var få år efter Nordisk Fjer-skandalen. Andre finansskandaler er fulgt efter, så det pure opsind er romanen næppe. Omvendt kommer afdækkes den menneskelige dårskab kun delvist, og et billede af Danmark – eller blot et autentisk miljø – i Danmark, er bogen næppe. Det er måske i virkeligheden lidt synd, for Helle Stangerup har virkelig gjort sit hjemmearbejde.
Helle Stangerup: Stedfar, 340 sider (Aschehoug).
Kommentarer