Har man læst Antoine de Saint-Exupérys »Den lille prins«, bør man absolut unde sig nogle timers fordybelse i »Blæsten, Sandet og Stjernerne«, en dramatisk, poetisk og filosofisk bog om skønheden og ensomheden under, i og over skyerne. Der er blot til et par timers læsning, men bogen er efter min mening en af Saint-Exupérys bedste.
Antoine de Saint-Exupéry var et vidunderbarn, født i det runde år 1900, grevesøn fra Lyon, der som lille skoledreng viste stort talent som fabulerende historiefortæller - selv om han var ordblind. Som 12-årig satte han stort set alle voksne skakmat med få og effektive træk på skakbrættet. Men det var flyvningen, der fik ham til at leve - og som til sidst blev hans død. Han satte vinger på sin cykel, og på en flyveplads i nærheden af barndomshjemmet eksperimenterede hans to brødre, Salvez og Wirght, med en livsfarlig endækkerflyvemaskine med 70 hestekræfter. Som 21-årig fik han lært at flyve og styrtede ned for første, men ikke sidste gang.
Da han var 26 år, blev han ansat som postflyver på flyruterne mellem Frankrig og de franske kolonilande i Nordafrika, og det var især oplevelserne over Sahara, der inspirerede ham til at skrive.
»Blæsten, Sandet og Stjernerne« er en blanding af rejsebeskrivelser, erindringer og essays. Her lærer man Saint-Exupéry at kende, man får tillid til ham, og bliver nærmest en god ven af ham. Bogen rummer et væld af interessante iagttagelser, betragtninger og frem for alt smukke og autentiske beskrivelser af ørkenen. Hans linjer om kammeratskabet med pilotkollegerne er formidable. Når man befinder sig i den evige grænsezone mellem liv og død oppe i luften over hav og ørken, kommer man tæt ind på andre mennesker, som man deler skæbne med. For eksempel med Mermoz - en mand med hvem et venskab ikke kan købes:
»Intet kan nogensinde erstatte os den kammerat, vi har mistet. Intet kan opveje den skat, der består af så mange fælles minder, så mange drøje timer, man har gennemgået sammen, så megen hjertelig strid og så megen hjertelig forsoning. Et sådant venskab bygges ikke påny. Man skaber sig ikke gamle kammerater. Hvis man planter en eg, er det forgæves at håbe, at man snart skal kunne sætte sig i skyggen af den s krone.
Sådan er livet. Først samler vi os rigdom, vi planter lykelige år, men så kommer de år, hvor tiden bryder vort arbejde ned og tynder ud blandt træerne. En efter en går vennerne bort, unddrager os deres skygge«.
Saint-Exupéry blev kun 44 år, før han styrtede ned i Middelhavet, men havde tilsyneladende i en ung alder fattet, hvad mange mennesker ikke har nået som gamle:
»Det store ved et fag, en profession, er måske især at bringe mennesker sammen; der er kun én virkelig luksus, og det er den, som består i vort forhold til mennesker.
Ved kun at arbejde for at opnå materielle goder, bygger vi selv vort fængsel. Vi gør os ensomme på jorden, og for vore penge, der er fattige som aske, kan vi kun forskaffe os det, som ikke er værd at bevare«.
(Ordet »forskaffe« er nok ikke et ord, vi ville bruge i det, og derfor er Tage Brüels oversættelse da også her næsten 40 år efter noget gammeldags).
Måske lyder det af lommefilosofi eller noget, som vi før har hørt i præstens søndagsprædiken. Men i Saint-Exupérys tekst indgår betragtningerne i et univers af stjerner, sort nat, klar udsigt over ørkenen - og i dette univers kommer det enkle til at stå endnu mere klart.
Antoine de Saint-Exupéry: Blæsten, sandet og stjernerne, 159 sider (Jespersen og Pios Forlag)
Kommentarer