Analyse
Chaucer, Geoffrey
Middelalderen set indefra.
Om Geoffrey Chaucer (ca. 1343-1400) - den ”engelske litteraturs fader".
Chaucer er svær at læse. Han skriver i middelalderens England, og både hans sprog og hans referenceramme er væsensforskellig fra nutidens. Alligevel er han værd at læse, og han er ikke uden grund gået over i verdenslitteraturhistorien som "Den engelske litteraturs fader". Han var en af de første forfattere, der skrev på folkesproget engelsk, og hans digtning har inspireret store navne som William Shakespeare, John Dryden og Alexander Pope. Han hyldes både for sine satiriske portrætter, sin evne til at skildre middelalderens forskellige samfundsgrupper og for sine stilistiske og metriske evner. Hvis man vil vide noget om middelalderen, er han en af de bedste kilder. Han skildrer 1300-tallets forestillingsverden og middelalderens forskellige samfundsgrupper på en måde, der ikke ses i meget andet af periodens litteratur.
Der findes således adskillige gode grunde til at læse Chaucers litteratur, og selv hvis man ser bort fra hans historiske betydning, hans værdi som kildemateriale og hans åbenlyse stilistiske evner, står det stadig tilbage, at hans historier slet og ret er gode – fyldt med morsom satire, høviske kærlighedsfortællinger og dramatiske pointer.
Chaucers forfatterskab er utroligt bredt og strækker sig fra høvisk kærlighedslyrik som Troilus and Criseyde over versallegorier som The Parliment of Fowls til det sidste store værk – rammeromanen The Canterbury Tales (dansk: Canterbury Fortællingerne). I The Canterbury Tales samles et hav af forskellige middelalderlige genrer, ligesom der ses en påvirkning fra en stor mængde kendte middelalderforfattere: Giovanni Boccaccio, Francesco Petrarca og måske Dante Aligeri, Christine de Pisan og Eustache Deschamps. I The Canterbury Tales findes der således spor fra en stor del af middelalderens litteratur, hvorfor jeg i denne introduktion primært vil koncentrere mig om dette uden sammenligning mest kendte og nyskabende af Chaucers værker.
The Canterbury Tales
The Canterbury Tales er en rammeroman. Ramme består af en pilgrimsrejse til bispesædet Canterbury. En gruppe meget forskellige mennesker mødes undervejs på en kro og bliver enige om at følges. Rejseselskabet består af 30 personer - en ridder, forskellige munke, en priorinde, en herremand, en købmand, en læge, en kok, forskellige håndværkere samt mange flere, der alle repræsenterer forskellige gruppe i middelalde-rens samfund. For at slå tiden ihjel bliver de enige om hver især at fortælle to historier på vejen ud og to på vejen tilbage. Planen var således, at bogen skulle have indeholdt 120 historier. Imidlertid døde Chaucer inden bogen blev færdiggjort, hvorfor det endelige værk kun indeholder 24 historier. The Canterbury Tales starter med en præsentation af hver enkelt pilgrim, hvorefter deres historier begynder. Inden de enkelte historier er der en prolog, hvor historiefortælleren beretter om sig selv. Vi hører således både fortællerens meget sarkastiske beskrivelse af pilgrimme og deres opfattelse af sig selv.
Værket er opbygget ligesom Giovanni Boccaccios Decameron, som sandsynligvis har været en inspirationskilde for Chaucer. Imidlertid bruger Chaucer rammegenren på en markant anderledes måde. Hvor Boccaccio lod alle fortællerne komme fra samme sociale kontekst, består Chaucers pilgrimme, som tidligere omtalt, af repræsentanter fra alle middelalderens samfundslag. Derfor giver The Canterbury Tales et væsentligt mere nuanceret billede af middelalderens samfund, end tilfældet er med Decameron. Med til at øge nuanceringsgraden i forhold til Decameron hører også, at de historier, de enkelte pilgrimme fortæller, er genremæssigt tilpasset deres stand. Ridderen fortæller en høvisk ridderroman, munken fortæller Boccaccios ”De casibus virorum illustrium” og mølleren et sjofelt fabliau. De fleste historier er tyvstjålet fra andre middelalderlige forfattere eller fra den folkelige tradition. Det er således i højere grad tilpasningen mellem fortæller og genre samt prologerne og de livlige samtaler pilgrimmene imellem, der adskiller The Canterbury tales fra lignende bøger. Dette særkende har endvidere været med til at skabe det indtryk af realisme, som Chaucer også er blevet kendt for.
Imidlertid vil det være forkert at omtale Chaucer som realist i moderne forstand. Han er og bliver en høvisk middelalderdigter, der søger det idealtypiske i de enkelte samfundsklasser – både hvad angår udseende, gestik og tone. Også Chaucers selvportræt af sig selv som pilgrim er alt for stiliseret til at kunne kaldes realistisk. Chaucer giver således ikke en karakteristik af en række specifikke personer (selvom flere af bogens personer ifølge forfatteren selv er inspireret af virkelige personer), men i højere grad en ironisk karakteristik af de forskellige middelalderlige stande.
Et aspekt, som den moderne litteraturkritik især har interesseret sig for, er Chaucers kvindeskildringer – især hans beskrivelse af Konen fra Bath. Grunden til dette er, at portrættet af konen fra Bath adskiller sig fra de fleste andre kvindeskildringer, vi kender fra middelalderen. Også Chaucer selv vier hende en del opmærksomhed, og prologen til hendes historie er den længste i hele bogen – 25 sider mod de andres 2-5 sider. Han skildrer konen med sympati og humor uden den bidende sarkasme, der ellers kendetegner størstedelen af hans personkarakteristikker.
Det interessante er, at konen fra Bath hverken bliver fremstillet som en madonna eller en luder (som det ellers var skik i denne tids litteratur), men derimod som en kvinde med en sund sans for det erotiske. Fem mænd har hun overlevet – og hun er parat til den sjette. Hun priser kødets lyst og anser ikke manden som overordnet. I prologen fortæller hun, hvordan hendes seneste ægtemand prøvede at knægte hende med hjælp fra en bog af den gængse kvindefjendske slags. Da konen blev træt af at høre på ham, rev hun nogle sider ud af denne bog og stak manden en lussing. Manden gjorde gengæld, men endte med at overgive hende magten - ikke kun over hans ejendomme, men også over hans gerninger. Denne kone er formodentligt mere repræsentativ for de middelalderlige kvinder end alle skildringerne i den kvindefjendske litteratur,
Chaucers store betydning for landets litteratur skyldes således ikke mindst, at han formåede at bygge bro over modsætningen mellem de forskellige samfundsklasser og sprogmiljøer og samtidig indirekte gjorde sig til fortaler for kvindens rettigheder og den sunde erotik.
Chaucer liv og levned
Også Chaucer selv repræsenterer et bredt spektrum af middelalderlige stande. Han blev født ind i en handelsfamilie i London i 1343, men kom hurtig i kontakt med landets adelige kredse. I en kilde fra 1357 (Eliza-beth de Burghs husholdningsregnskab) nævnes det, at Chaucer var ansat som hertugindens page. Senere steg han i graderne og blev ansat af kongen til at indsamle og katalogisere skrot - et job der var mere glamourøst, end det lyder. Sideløbende med dette hverv arbejdede han som diplomat og hofmand og var en værdifuld støtte for kongen. Da han under Hundredeårskrigen blev taget til fange, løskøbte kongen og hans venner ham for en betydelig sum. Efter dette var han i en periode kendt under navnet ”Fangen”.
Herefter er detaljerne om hans liv usikre. Han rejste rundt i Frankrig, Spanien og Flandern og giftede sig i 1366 med hofdamen Philippa de Roet. I denne periode havde han forskellige hverv ved hoffet og skrev samtidig sandsynligvis sin første bog The Book of the Duchess. I 1373 rejste Chaucer til Firenze, og det menes, at han her stiftede bekendtskab med middelalderens italienske poesi. Det er muligt, at han mødte Boccaccio og Petrarca, og det var muligvis dem, der inspirerede ham til at digte på sit modersmål. Herefter steg Chaucer langsomt i graderne ved hoffet og blev i denne periode også anerkendt som forfatter. Det er også i denne periode, 1380’erne, at han formodentligt begyndte på The Canterbury Tales.
I 1399 blev Chaucers velynder Kong Richard II styrtet, og med ham forsvinder Chaucer ud af de historiske optegnelser. Formodentligt døde han den 25. oktober året efter, men datoen er usikker.
Chaucer efterlod sig et mangfoldigt forfatterskab og den ufærdige bog The Canterbury Tales. Han var startet som købmandssøn, men endte nær magtens centrum og blev siden en af de mest kendte engelske forfattere. Som en sjov kuriositet kan nævnes, at hans barnebarn, John de la Pole blev jarl af Lincoln og arving til den engelske trone.
Hvor skal man begynde
Som med al litteratur, og især lyrik, er det bedst at læse The Cantebury Tales i originaludgaven. Imidlertid er denne udgave svært tilgængelig, fordi den er skrevet på et middelalderengelsk, der adskiller sig meget fra nutidens sprog. Jeg vil derfor anbefale, at man læser teksten i en nyengelsk oversættelse, med mindre man specifikt er interesseret i rimene og metrikken, der er meget svært oversættelige. Hvis man ikke er glad for det engelske sprog findes teksten også i forskellige danske oversættelser. Disse er gode og alle tro mod selve indholdet, men rimene er selvsagt meget anderledes end i den oprindelige vision.
Originaludgave
What that aprille with his shoures sote
The droghte of Marche hath perced to the rote,
And bathed every veyne in swich licour,
Of whitch vertu engendred is the flour;
Moderne engelsk oversættelse
When in April the sweet showers fall
And pierce the drought of March to the root, and all
The veins are bathed in liquor of such power
As brings about the engendering of flower,
Dansk oversættelse
Når måneden april med søde byger
Den tørre martsjord overalt bestryger,
Og væden i hver sprække siver ned
Så der et blomsterflor opstår derved;
Ligegyldigt om man vælger originaludgaven eller en dansk eller engelsk oversættelse, er det vigtigt at vælge én med noter. Da værket er skrevet i middelalderen med dens anderledes forestillingsverden og referenceramme, vil der være mange begreber, hentydninger og intertekstuelle referencer, som en moderne læser ikke vil forstå.
Når man har taget højde for alle udfordringer, er det bare at sætte sig og nyde Chaucers sprudlende sprog, morsomme karakteristikker og ironiske spidsfindigheder. Tag dig tiden til at sætte dig ordentligt ind i værket og glid ind i middelalderens eksotiske verden – måske bliver nogen af dine fordomme om denne "mørke" periode gjort til skamme.
Læs videre
Litteratur af Chaucer
(Chaucer var meget produktiv og jeg har derfor udvalgt nogle af hans bedste værker):
The Book of the Duchess (ca.1369) er et høvisk kærlighedsdigt og det tidligste af Chaucers større værker. Digtet fortæller om en drøm, hvor forfatteren møder en sørgende ridder. Igennem digtet hører vi mere og mere af ridderens historie, indtil grunden til hans sorg bliver åbenbaret. Bogen er ikke oversat til dansk.
The House of Fame (ca. 1381) er også udformet som en drømmevision. I drømmen reflekterer fortælleren over forfatterens rolle og fiktionens sandhedsværdi. Digtet regnes for det første i Chaucers italiensk-inspirerede periode, og i den findes ekkoer af Ovid, Vergil og Dante. Bogen er ikke oversat til dansk.
The Parliment of Fowls (ca. 1382) er en versallegori af meget kompleks art, hvor menneskets verden beskrives gennem fuglenes. Bogen er ikke oversat til dansk.
Troilus and Criseyde (1380’erne) er et høvisk kærlighedsdigt der genfortæller det græske sagn om Troilus og Criseyde. som kendes fra Homer og igennem middelalderen bl.a. er blevet bearbejdet af Benoit de Sainte-Maure og Boccaccio. Bogen er ikke oversat til dansk.
The Legend of Good Woman (ca. 1385) indledes af en samtale mellem forfatteren, kærlighedsguden og hans dronning Alceste. Guderne revser Chaucer for i sine tidligere værker at have fremstillet kvinder i et ynkeligt lys og kræver, at han skriver et værk om kvinder og deres gode gerninger. Det er om dette resten af digtet handler. Bogen er ikke oversat til dansk.
Læs om Chaucer
Først og fremmest kan der findes lange omtaler af Chaucer i enhver verdenslitteraturhistorie.
Herudover kan man læse omtaler og analyser af ham på dansk i:
05.6
Humaniora : Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.
(heri 1995, nr. 3, s. 7-10: Ebbe Klitgård : Chaucer – den engelske litteraturs far)
Hvis man specifikt er interesseret i hans poetik, kan man finde en meget fyldig omtale i:
99.4 Chaucer, Geoffrey
Marianne Novrup Børch: Chaucers poetik . - Odense Universitet, 1993. - 36 sider. - (Mindre skrifter; Nr. 10, 1993)
Bearbejdet udgave af et foredrag. Med litteraturhenvisninger.
Hvis man ikke har noget problem med at læse på engelsk, har Harold Bloom redigeret og skrevet indledning til en aldeles udmærket biografi, der også beskæftiger sig med det litteraturhistoriske og analytiske generelt:
99.4 Chaucer, Geoffrey
Geoffrey Chaucer / edited and with an introduction by Harold Bloom. - New York : Bloom's Literary Criticism, 2008. - xiii, 416 sider. - (Bloom's classic critical views).
Chaucer på nettet
Hvis man vil undersøge Chaucer via internettet, er det bedst at gå til de engelske sider:
På: På Books and writers kan man finde en generel omtale af Chaucer og på Librarius findes omtaler af Chaucers forskellige værker.
En næsten komplet udgivelsesoversigt findes på Luminarium
Stud. mag Sidsel Sander Mittet
Middelalderen set indefra.
Om Geoffrey Chaucer (ca. 1343-1400) - den ”engelske litteraturs fader".
Chaucer er svær at læse. Han skriver i middelalderens England, og både hans sprog og hans referenceramme er væsensforskellig fra nutidens. Alligevel er han værd at læse, og han er ikke uden grund gået over i verdenslitteraturhistorien som "Den engelske litteraturs fader". Han var en af de første forfattere, der skrev på folkesproget engelsk, og hans digtning har inspireret store navne som William Shakespeare, John Dryden og Alexander Pope. Han hyldes både for sine satiriske portrætter, sin evne til at skildre middelalderens forskellige samfundsgrupper og for sine stilistiske og metriske evner. Hvis man vil vide noget om middelalderen, er han en af de bedste kilder. Han skildrer 1300-tallets forestillingsverden og middelalderens forskellige samfundsgrupper på en måde, der ikke ses i meget andet af periodens litteratur.
Der findes således adskillige gode grunde til at læse Chaucers litteratur, og selv hvis man ser bort fra hans historiske betydning, hans værdi som kildemateriale og hans åbenlyse stilistiske evner, står det stadig tilbage, at hans historier slet og ret er gode – fyldt med morsom satire, høviske kærlighedsfortællinger og dramatiske pointer.
Chaucers forfatterskab er utroligt bredt og strækker sig fra høvisk kærlighedslyrik som Troilus and Criseyde over versallegorier som The Parliment of Fowls til det sidste store værk – rammeromanen The Canterbury Tales (dansk: Canterbury Fortællingerne). I The Canterbury Tales samles et hav af forskellige middelalderlige genrer, ligesom der ses en påvirkning fra en stor mængde kendte middelalderforfattere: Giovanni Boccaccio, Francesco Petrarca og måske Dante Aligeri, Christine de Pisan og Eustache Deschamps. I The Canterbury Tales findes der således spor fra en stor del af middelalderens litteratur, hvorfor jeg i denne introduktion primært vil koncentrere mig om dette uden sammenligning mest kendte og nyskabende af Chaucers værker.
The Canterbury Tales
The Canterbury Tales er en rammeroman. Ramme består af en pilgrimsrejse til bispesædet Canterbury. En gruppe meget forskellige mennesker mødes undervejs på en kro og bliver enige om at følges. Rejseselskabet består af 30 personer - en ridder, forskellige munke, en priorinde, en herremand, en købmand, en læge, en kok, forskellige håndværkere samt mange flere, der alle repræsenterer forskellige gruppe i middelalde-rens samfund. For at slå tiden ihjel bliver de enige om hver især at fortælle to historier på vejen ud og to på vejen tilbage. Planen var således, at bogen skulle have indeholdt 120 historier. Imidlertid døde Chaucer inden bogen blev færdiggjort, hvorfor det endelige værk kun indeholder 24 historier. The Canterbury Tales starter med en præsentation af hver enkelt pilgrim, hvorefter deres historier begynder. Inden de enkelte historier er der en prolog, hvor historiefortælleren beretter om sig selv. Vi hører således både fortællerens meget sarkastiske beskrivelse af pilgrimme og deres opfattelse af sig selv.
Værket er opbygget ligesom Giovanni Boccaccios Decameron, som sandsynligvis har været en inspirationskilde for Chaucer. Imidlertid bruger Chaucer rammegenren på en markant anderledes måde. Hvor Boccaccio lod alle fortællerne komme fra samme sociale kontekst, består Chaucers pilgrimme, som tidligere omtalt, af repræsentanter fra alle middelalderens samfundslag. Derfor giver The Canterbury Tales et væsentligt mere nuanceret billede af middelalderens samfund, end tilfældet er med Decameron. Med til at øge nuanceringsgraden i forhold til Decameron hører også, at de historier, de enkelte pilgrimme fortæller, er genremæssigt tilpasset deres stand. Ridderen fortæller en høvisk ridderroman, munken fortæller Boccaccios ”De casibus virorum illustrium” og mølleren et sjofelt fabliau. De fleste historier er tyvstjålet fra andre middelalderlige forfattere eller fra den folkelige tradition. Det er således i højere grad tilpasningen mellem fortæller og genre samt prologerne og de livlige samtaler pilgrimmene imellem, der adskiller The Canterbury tales fra lignende bøger. Dette særkende har endvidere været med til at skabe det indtryk af realisme, som Chaucer også er blevet kendt for.
Imidlertid vil det være forkert at omtale Chaucer som realist i moderne forstand. Han er og bliver en høvisk middelalderdigter, der søger det idealtypiske i de enkelte samfundsklasser – både hvad angår udseende, gestik og tone. Også Chaucers selvportræt af sig selv som pilgrim er alt for stiliseret til at kunne kaldes realistisk. Chaucer giver således ikke en karakteristik af en række specifikke personer (selvom flere af bogens personer ifølge forfatteren selv er inspireret af virkelige personer), men i højere grad en ironisk karakteristik af de forskellige middelalderlige stande.
Et aspekt, som den moderne litteraturkritik især har interesseret sig for, er Chaucers kvindeskildringer – især hans beskrivelse af Konen fra Bath. Grunden til dette er, at portrættet af konen fra Bath adskiller sig fra de fleste andre kvindeskildringer, vi kender fra middelalderen. Også Chaucer selv vier hende en del opmærksomhed, og prologen til hendes historie er den længste i hele bogen – 25 sider mod de andres 2-5 sider. Han skildrer konen med sympati og humor uden den bidende sarkasme, der ellers kendetegner størstedelen af hans personkarakteristikker.
Det interessante er, at konen fra Bath hverken bliver fremstillet som en madonna eller en luder (som det ellers var skik i denne tids litteratur), men derimod som en kvinde med en sund sans for det erotiske. Fem mænd har hun overlevet – og hun er parat til den sjette. Hun priser kødets lyst og anser ikke manden som overordnet. I prologen fortæller hun, hvordan hendes seneste ægtemand prøvede at knægte hende med hjælp fra en bog af den gængse kvindefjendske slags. Da konen blev træt af at høre på ham, rev hun nogle sider ud af denne bog og stak manden en lussing. Manden gjorde gengæld, men endte med at overgive hende magten - ikke kun over hans ejendomme, men også over hans gerninger. Denne kone er formodentligt mere repræsentativ for de middelalderlige kvinder end alle skildringerne i den kvindefjendske litteratur,
Chaucers store betydning for landets litteratur skyldes således ikke mindst, at han formåede at bygge bro over modsætningen mellem de forskellige samfundsklasser og sprogmiljøer og samtidig indirekte gjorde sig til fortaler for kvindens rettigheder og den sunde erotik.
Chaucer liv og levned
Også Chaucer selv repræsenterer et bredt spektrum af middelalderlige stande. Han blev født ind i en handelsfamilie i London i 1343, men kom hurtig i kontakt med landets adelige kredse. I en kilde fra 1357 (Eliza-beth de Burghs husholdningsregnskab) nævnes det, at Chaucer var ansat som hertugindens page. Senere steg han i graderne og blev ansat af kongen til at indsamle og katalogisere skrot - et job der var mere glamourøst, end det lyder. Sideløbende med dette hverv arbejdede han som diplomat og hofmand og var en værdifuld støtte for kongen. Da han under Hundredeårskrigen blev taget til fange, løskøbte kongen og hans venner ham for en betydelig sum. Efter dette var han i en periode kendt under navnet ”Fangen”.
Herefter er detaljerne om hans liv usikre. Han rejste rundt i Frankrig, Spanien og Flandern og giftede sig i 1366 med hofdamen Philippa de Roet. I denne periode havde han forskellige hverv ved hoffet og skrev samtidig sandsynligvis sin første bog The Book of the Duchess. I 1373 rejste Chaucer til Firenze, og det menes, at han her stiftede bekendtskab med middelalderens italienske poesi. Det er muligt, at han mødte Boccaccio og Petrarca, og det var muligvis dem, der inspirerede ham til at digte på sit modersmål. Herefter steg Chaucer langsomt i graderne ved hoffet og blev i denne periode også anerkendt som forfatter. Det er også i denne periode, 1380’erne, at han formodentligt begyndte på The Canterbury Tales.
I 1399 blev Chaucers velynder Kong Richard II styrtet, og med ham forsvinder Chaucer ud af de historiske optegnelser. Formodentligt døde han den 25. oktober året efter, men datoen er usikker.
Chaucer efterlod sig et mangfoldigt forfatterskab og den ufærdige bog The Canterbury Tales. Han var startet som købmandssøn, men endte nær magtens centrum og blev siden en af de mest kendte engelske forfattere. Som en sjov kuriositet kan nævnes, at hans barnebarn, John de la Pole blev jarl af Lincoln og arving til den engelske trone.
Hvor skal man begynde
Som med al litteratur, og især lyrik, er det bedst at læse The Cantebury Tales i originaludgaven. Imidlertid er denne udgave svært tilgængelig, fordi den er skrevet på et middelalderengelsk, der adskiller sig meget fra nutidens sprog. Jeg vil derfor anbefale, at man læser teksten i en nyengelsk oversættelse, med mindre man specifikt er interesseret i rimene og metrikken, der er meget svært oversættelige. Hvis man ikke er glad for det engelske sprog findes teksten også i forskellige danske oversættelser. Disse er gode og alle tro mod selve indholdet, men rimene er selvsagt meget anderledes end i den oprindelige vision.
Originaludgave
What that aprille with his shoures sote
The droghte of Marche hath perced to the rote,
And bathed every veyne in swich licour,
Of whitch vertu engendred is the flour;
Moderne engelsk oversættelse
When in April the sweet showers fall
And pierce the drought of March to the root, and all
The veins are bathed in liquor of such power
As brings about the engendering of flower,
Dansk oversættelse
Når måneden april med søde byger
Den tørre martsjord overalt bestryger,
Og væden i hver sprække siver ned
Så der et blomsterflor opstår derved;
Ligegyldigt om man vælger originaludgaven eller en dansk eller engelsk oversættelse, er det vigtigt at vælge én med noter. Da værket er skrevet i middelalderen med dens anderledes forestillingsverden og referenceramme, vil der være mange begreber, hentydninger og intertekstuelle referencer, som en moderne læser ikke vil forstå.
Når man har taget højde for alle udfordringer, er det bare at sætte sig og nyde Chaucers sprudlende sprog, morsomme karakteristikker og ironiske spidsfindigheder. Tag dig tiden til at sætte dig ordentligt ind i værket og glid ind i middelalderens eksotiske verden – måske bliver nogen af dine fordomme om denne "mørke" periode gjort til skamme.
Læs videre
Litteratur af Chaucer
(Chaucer var meget produktiv og jeg har derfor udvalgt nogle af hans bedste værker):
The Book of the Duchess (ca.1369) er et høvisk kærlighedsdigt og det tidligste af Chaucers større værker. Digtet fortæller om en drøm, hvor forfatteren møder en sørgende ridder. Igennem digtet hører vi mere og mere af ridderens historie, indtil grunden til hans sorg bliver åbenbaret. Bogen er ikke oversat til dansk.
The House of Fame (ca. 1381) er også udformet som en drømmevision. I drømmen reflekterer fortælleren over forfatterens rolle og fiktionens sandhedsværdi. Digtet regnes for det første i Chaucers italiensk-inspirerede periode, og i den findes ekkoer af Ovid, Vergil og Dante. Bogen er ikke oversat til dansk.
The Parliment of Fowls (ca. 1382) er en versallegori af meget kompleks art, hvor menneskets verden beskrives gennem fuglenes. Bogen er ikke oversat til dansk.
Troilus and Criseyde (1380’erne) er et høvisk kærlighedsdigt der genfortæller det græske sagn om Troilus og Criseyde. som kendes fra Homer og igennem middelalderen bl.a. er blevet bearbejdet af Benoit de Sainte-Maure og Boccaccio. Bogen er ikke oversat til dansk.
The Legend of Good Woman (ca. 1385) indledes af en samtale mellem forfatteren, kærlighedsguden og hans dronning Alceste. Guderne revser Chaucer for i sine tidligere værker at have fremstillet kvinder i et ynkeligt lys og kræver, at han skriver et værk om kvinder og deres gode gerninger. Det er om dette resten af digtet handler. Bogen er ikke oversat til dansk.
Læs om Chaucer
Først og fremmest kan der findes lange omtaler af Chaucer i enhver verdenslitteraturhistorie.
Herudover kan man læse omtaler og analyser af ham på dansk i:
05.6
Humaniora : Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.
(heri 1995, nr. 3, s. 7-10: Ebbe Klitgård : Chaucer – den engelske litteraturs far)
Hvis man specifikt er interesseret i hans poetik, kan man finde en meget fyldig omtale i:
99.4 Chaucer, Geoffrey
Marianne Novrup Børch: Chaucers poetik . - Odense Universitet, 1993. - 36 sider. - (Mindre skrifter; Nr. 10, 1993)
Bearbejdet udgave af et foredrag. Med litteraturhenvisninger.
Hvis man ikke har noget problem med at læse på engelsk, har Harold Bloom redigeret og skrevet indledning til en aldeles udmærket biografi, der også beskæftiger sig med det litteraturhistoriske og analytiske generelt:
99.4 Chaucer, Geoffrey
Geoffrey Chaucer / edited and with an introduction by Harold Bloom. - New York : Bloom's Literary Criticism, 2008. - xiii, 416 sider. - (Bloom's classic critical views).
Chaucer på nettet
Hvis man vil undersøge Chaucer via internettet, er det bedst at gå til de engelske sider:
På: På Books and writers kan man finde en generel omtale af Chaucer og på Librarius findes omtaler af Chaucers forskellige værker.
En næsten komplet udgivelsesoversigt findes på Luminarium
Stud. mag Sidsel Sander Mittet
Kommentarer