Henrik Ibsen tematiserer individet og samfundets konventioner. Hans stil er nyskabende, idet han får skuespilleren til at leve sig ind i rollen og udtrykke ægte følelser på scenen.
General Gablers Pistoler
Henrik Ibsens skuespil er berømte over hele verden og oversat til mange sprog.
De trekantsdramaer, intriger og magtkampe, som foregår mellem personerne, kunne lige så godt have foregået i dag. Ibsen opbygger gradvist en spænding i sine stykker, der næsten kunne minde om plottet til en kriminalroman. Dette får publikum helt ud på kanten af stolen, og derfor opføres hans stykker stadig på de skrå brædder verden over.
'Hedda Gabler' fra 1890 er et af hans mest berømte skuespil. Et af hovedtemaerne er individets mulighed for at bryde med samfundets konventioner. Helt konkret drejer det sig om hovedpersonen Hedda Gabler, som føler sig indespærret i sit ægteskab. Hendes mand, Tesman, og deres fælles omgangskreds har nogle helt bestemte forestillinger om, hvad der forventes af hende som respektabel hustru. Men Hedda vil ikke sættes i bås – hun skiller sig ud fra andre kvinder. F.eks. er hendes foretrukne beskæftigelse at skyde til måls med to pistoler, som hun har arvet efter sin far, General Gabler. Disse skæbnesvangre pistoler får en afgørende rolle senere i stykket.
Reality-show
Når Ibsens stykker blev så populære – og i nogle tilfælde skandaløse – hænger det sammen med både stykkernes form og indhold.
Der opstår en helt ny måde at spille teater på. F.eks. skal skuespilleren nu forsøge at leve sig ind i rollen og udtrykke ægte følelser på scenen. Tidligere var skuespil altid på vers, nu blev der indført replikker, og personerne på scenen blev mere ’ægte’ at se på. Et andet helt nyt virkemiddel er illusionen om, at det, der foregår på scenen er virkelighed. Folk skulle leve sig ind i handlingen og glemme alt omkring sig.
Denne effekt opnåede man ved at opbygge scenen så realistisk som muligt. Det, man så på scenen, skulle være en tro kopi af virkeligheden – en dagligstue hos det pænere borgerskab var ofte kulissen. Som i et reality-show kunne folk således kigge ind gennem den fjerde væg og få indblik i alle de intriger, der foregik bag hjemmets fire vægge. Derfor kaldes denne teatertype somme tider ’den fjerde vægs teater’ eller ’dagligstueteater’.
Bag den pæne facade
Men hvad foregik der så bag borgerskabets pæne facade? Det var rigtignok interessant at finde ud af! Men det vakte samtidig skandale. Sådan noget kunne man ikke vise på en scene!
Allerede i stykkets begyndelse får vi at vide, at Hedda har haft et forhold til en vis Løvborg inden sit ægteskab. Han er hendes ægtemands modsætning. Hvor Tesman er tør, kedelig og realistisk, er Løvborg lidenskabelig, drikfældig og opfyldt af drømme. Han kommer til byen, netop som Tesman skal til at ansøge om en professorstilling. Løvborg har netop udgivet en bog og bliver konkurrent til stillingen. Med til byen har han et dyrebart manuskript til sit næste mesterværk.
Løvborg har bevaret sine følelser for Hedda, men hun afviser ham koldt – i stedet udfordrer hun ham til at deltage i et drikkelag. Han har ellers brugt flere år på at holde sig ædru, fordi hans tidligere byture har givet ham et dårligt ry. Den kvinde, som har hjulpet ham igennem, er Fru Tea Elvsted – en gammel skoleveninde af Hedda.
Sex og penge
Hedda har en sådan magt over Løvborg, at han til sidst siger ja til at gå til drikkegilde med Tesman og Assessor Brack, selvom Tea bønfalder ham om at lade være. Brack er lun på Hedda, men samtidig ven af Tesman. Denne magtkamp er et andet stort tema hos Ibsen: hvordan får kvinder magt over mænd? Han giver i Hedda Gabler to svar på dette spørgsmål: Sex og penge. Samme tema findes i Et Dukkehjem.Den kvindelige hovedperson, Nora, har sat sig i gæld for sin mands skyld – dvs. at han indirekte står i gæld til hende. Nora udtrykker det således: ”Når jeg ikke længere er så smuk som nu…Når Torvald ikke længere synes så godt om mig som nu…Da kunne det være godt at have noget i baghånden…” Gældsmotivet er gennemgående hos Ibsen og findes også i 'Hedda Gabler', hvor Tesman er afhængig af sine tanter, som uden hans accept har stillet økonomisk sikkerhed for ham i banken. Ibsens pointe med dette er at vise, at kvinderne kun kan bryde ud af den fastlåste rolle som mandens underlegne ved at overtage magten over ham økonomisk eller seksuelt. Hedda har magt over Løvborg, fordi han stadig er tiltrukket af hende. Han vil gøre alt for at få hende tilbage, og hun fryder sig:
”Jeg vil for en eneste gang i mit liv have magt over en menneskeskæbne.” Heddas opførsel var skandaløs set med samtidens øjne.
Krudtrøg og konsekvenser
Et andet tema hos Ibsen er spørgsmålet om, hvordan vi lever med konsekvensen af vore handlinger. Hvordan håndterer man et liv efter bruddet med konventionerne? Ibsens svar er meget pessimistisk: det gør man måske slet ikke!
Løvborg tager altså i byen, men i sanseløs beruselse mister han sit manuskript. Tesman finder det heldigvis og viser det til Hedda næste morgen. Da Løvborg kommer for at spørge efter manuskriptet, nægter Hedda, at hun har det, og hun giver ham i stedet den ene af de to pistoler. Løvborg er sønderknust. Sammen med Tea har han brugt måneder på det manuskript, og Tea ser det næsten som deres fælles ’barn’. Fortvivlet og tynget af skyld vælger han at tage sit eget liv. Hedda smider manuskriptet i kakkelovnen, da han er gået. Assessor Brack genkender Heddas pistol på gerningsstedet og sætter hende i forbindelse med selvmordet. Han opsøger hende nu for at afpresse hende. Indirekte får vi at vide, at hun skal være hans elskerinde (føje ham i et og alt), ellers vil han bringe skandale. I åndeløs spænding følger publikum sidste akt, hvor den anden af general Gablers pistoler til sidst går af.
Henrik Ibsens liv og forfatterskab
Henrik Ibsen blev født 20. marts 1828 i den norske by Skien. Han kom i lære som apoteker, men fandt arbejdet ensomt. Han begyndte at skrive digte i 15års-alderen. I 1849 startede han på universitetet i Christiania (nuv. Oslo), men måtte opgive på grund af pengemangel. Han begyndte at læse medicin, men gjorde det aldrig færdigt. I stedet begyndte han at skrive skuespil. Fra 1851-1857 var han manuskriptforfatter for Nationalteatret i Bergen. Fra 1863-1891 levede han dels i Italien, dels i Tyskland. På sine gamle dage vendte han hjem til Norge, og han døde i Christiania i maj 1906. Blandt hans kendteste værker er Peer Gynt, 1867, Et Dukkehjem, 1879, Gengangere, 1881, Vildanden, 1884, Fruen fra Havet, 1888 og Hedda Gabler fra 1890.
Skrevet af stud.mag. Lene Dybdahl Johansen, Aarhus Universitet
Kilder, links og centrale værker
