Bog

Zenobia

Af (
2016
)

Anmeldelse

Zenobia af Morten Dürr, illustreret af Lars Horneman

02 mar.19

Utrolig stærk og barsk graphic novel for unge og voksne om krigens tragiske følger for uskyldige ofre.

I en overfyldt båd langt ude på havet møder vi den syriske pige Amina. Hun er helt alene blandt de mange fremmede. Et uvejr trækker op, og båden kæntrer. Mens Amina ligger i vandet, tænker hun tilbage på sine forældre og på den sidste gang, hun så dem.

'Zenobia' er en gribende historie for unge og voksne. Bogen udkom i 2016 lige i kølvandet på flygtningekrisen, der i Danmark kulminerede med tv-billederne af flygtninge-karavanen, som vandrede på de danske motorveje. Andre steder blev danskerne konfronteret med bådflygtninge under ferier til de græske øer, hvor flygtningene gik i land. Det er denne humanitære krise, som makkerparret Lars Horneman og Morten Dürr har sat sig for at formidle i denne nærmest poetiske graphic novel. Her viser de, at der bag massebetegnelsen bådflygtninge er enkeltstående menneskeskæbner, som det næsten er ubærligt at møde.

Lars Hornemans enkle, til tider panoramiske, billeder fortæller historien næsten ordløst. Farvesiden bruges symbolsk, så scenerne på havet er holdt i blå-grønne toner, mens tilbageblikkene til Syrien fortælles i gul-brune nuancer. Endelig drømmer Amina ind i mellem om krigerdronningen Zenobia, der kæmpede mod romerne og står som et idol for Amina. I disse sekvenser er farveskemaet rødligt.

Ind i mellem suppleres billedsiden af Morten Dürr, som med få, velvalgte ord lægger endnu mere dybde og nærvær til fortællingen. Som når Aminas tanker om gemmelege med moren og ønsket om at blive fundet går igen til nutidens desperate situation.

Morten Dürr mener, at man kan fortælle alle historier til børn, også tragedier. Men man skal tænke over, hvordan man fortæller dem. 'Zenobia' er en frygtelig trist historie, men den udpensler ikke krigens rædsler i voldsomme billeder. I stedet flyder fortællingen roligt og bruger mere subtile virkemidler, som dog stadig formidler en tragisk og realistisk historie, der ikke kan undgå at berøre læseren, hvad enten man er ung eller voksen.

'Zenobia' har modtaget masser af anmelderroser og har vundet flere priser. Lars Horneman blev hædret med kulturministeriets illustratorpris for bogen, som også har modtaget Claus Deleuran-prisen for årets danske tegneserie og Pingprisen for bedste børne/ungdomsserie. Bogen er desuden blevet solgt til udgivelse i 18 lande, og efter sigende er der også en teateropsætning på vej i 2020.

Jeg blev dybt grebet, af Aminas tragiske historie og kan kun anbefale den til alle, der ønsker at få et menneskeligt ansigt på de mange tal og overskrifter om ’flygtningebyrden’, medierne bombarderer os med.

 

Bogdetaljer

Graphic
Lars Horneman
ISBN
978-87-7085-644-7
Antal sider
97

Tema

Tema

Tegneserier og graphic novels

Vi belyser mangfoldigheden inde for tegneserier og graphic novels og sætter gennem en række anmeldelser, analyser og artikler ord på, hvad de flotte grafiske udgivelser kan.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer