Bog

Vi må være som alt. Jeg har forandret verden

Af (
2016
)

Anmeldelse

Vi må være som alt + Jeg har forandret verden af Henrik S. Holck

Henrik S. Holck debuterede i 1978 med digtsamlingen ”Vi må være som alt”, en bog, som med en vis ret kan kaldes for et hovedværk i nyere dansk litteratur. Det var for øvrigt også i 1978, at Michael Strunge debuterede med ”Livets hastighed”, og de to forfattere blev anset for at være en ny generation i dansk litteratur.

I de senere år har der været ro om Henrik S. Holck, men nu har Forlaget Gladiator valgt at genudgive ”Vi må være som alt”, hvilket i denne anmelders optik er en rigtig god ide fordi det har været særdeles vanskeligt at opdrive ”Vi må være som alt” i antikvariater eller boghandlere – i hvert fald her i hovedstaden.

Digtene i ”Vi må være som alt” handler i høj grad om naturen og om det faktum, at vi både ødelægger naturen og os selv som mennesker. Det lyder måske en kende deprimerende at læse en bog, der handler om forfald og ødelæggelse, men det er faktisk ikke en nedslående oplevelse at læse ”Vi må være som alt”. Det er tværtimod en livgivende bog – og en bog, som indeholder stor billedrigdom og optimisme. Man fornemmer kort sagt optimisme i digtene.

”Vi må være som alt” er en digtsamling, der ikke kan sammenlignes med andre bøger. Henrik S. Holck har sin helt egen stemme, der hverken minder om Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen eller andre forfattere fra samme generation. Det er befriende at læse en digtsamling, der er helt sin egen og hvor man tydeligt kan se, at forfatteren har talent for at skrive og samtidigt har noget på hjerte. Jeg er ganske imponeret af, at forfatteren skrev denne bog da han kun var 16 år, det er noget af en litterær bedrift.

Det var en virkelig god oplevelse at læse ”Vi må være som alt”, der er personlighed i digtene og det er en skam, at bogen ikke er blevet genudgivet tidligere.

Du skal læse ”Vi må være som alt” hvis du holder af lyrik af høj kvalitet – men sandelig også fordi ”Vi må være som alt” er et litterært mesterværk, der i de senere år ikke har fået den opmærksomhed, som digtene retfærdigvis fortjener.

Bogdetaljer

Forlag
Gladiator
Faustnummer
52568625
ISBN
9788793128422
Antal sider
80

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer