Bog

Vejen til Amerika

Af (
1998
)

Anmeldelse

Vejen til Amerika af Birgitte Livbjerg

04 sep.01
Skribent


Lån bogen på

"De halvtreds år hvor øen var til salg har undermineret befolkningens tillid til Moderlandet. For måske forsøger Moderlandet alligevel at sælge øen, selv om de siger at de ikke gør det. Derfor venter Mr. Moore det værste, når han er til møde i kongressalen."
Netop Mr. Moore er en gennemgående figur i romanen. Han er tyrannisk og magtfuld, han er en af de priviligerede farvede, og han ved godt, at salget af øen vil være af afgørende betydning for ham.

Birgitte Livbjerg har valgt den historiske form til sin nyeste roman. Vejen til Amerika foregår på en af De Vestindiske Øer i årene 1906 - 16. Moderlandet er Danmark, og romanen beretter om den usikkerhed, det giver øens befolkning, at Moderlandet ikke synes at have nogen rigtig omsorg for, at tingene fungerer på øen.

Øen kan ikke længere levere et overskud til Moderlandet, så guvernøren rejser ofte til Moderlandet for at få dækket øens udgifter til administration og militær. Moderlandets økonomi er heller ikke for god, så de seneste halvtreds år har øerne været til salg.

Men romanen handler også om andet end de historiske fakta. Den handler, som Birgitte Livbjergs andre romaner, om det enkelte menneskes drømme og daglige livsbetingelser, alt efter om man hører til den hvide overklasse, den farvede middelklasse og nederst de frigivne slaver. Det er kærlighedshistorien på tværs af klasseskel og hudfarve, det er historien om drømme og længsler, der ikke kan opfyldes, fordi mennesket ikke altid udtrykker, hvad det inderst inde ønsker. Men også angsten for det ukendte, kampen for at overleve er ofte årsagen til, at tiden går, uden at mennesket når "at føle livet".

Beskrivelsen af kvinderne står meget stærkt. De lever næsten alle under kummerlige vilkår. Der er beskrivelser af tjenestepiger, der må stå til rådighed for de priviligerede farvede, soldaterne og den hvide befolkning, med vold, uønskede svangerskaber og psykisk undertrykkelse til følge.
Der er stærke skildringer af mennesker, der magter at tænke anderledes, der tør tro på, at deres kamp for fælleskabet nok skal lykkes. - Men det er de få personer i romanen, der tænker således.

Det er en lidt trist og barsk historie. Romanen er skrevet i nutid, og vidste man ikke, - som vi jo gør i dag - at øerne blev solgt, ville man måske have stillet spørgsmålet: Vil salget af øen bringe bedre tider?

Romanen slutter med ordene: "Carlyle står på havnen på den gamle vejerbod. Han er flankeret af mændene fra fagforeningen og Adrian og Sally. Hele pladsen foran ham er fyldt med mennesker og han skriger: - De har solgt os. De har solgt os uden at spørge os ..."

Gad, 2001. 251 sider

BogWeb - 4. september 2001

Bogdetaljer

Forlag
CDR
Faustnummer
22248863
ISBN
9788778410993
Antal sider
128

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer