Bog

Under overfladen

Af (
2016
)

Anmeldelse

Under overfladen af Jennifer Echols

22 jun.16

En fantastisk ungdomsbog med en forrygende handling og et flydende sprog.  Alt for hurtigt læst.

’Under overfladen´ er en fantastisk bog. Hovedpersonen Zoey og de andre unge kunne være dine egne venner. De er levende og nærværende, og man lærer dem lynhurtigt at kende. Handlingen er både spændende og sørgelig på en gang, og bogen er meget svær at lægge fra sig. Man suges ind i historien og kan sagtens sætte sig i både Zoyes og de andre unges sted. Man lider med Doug og Zoey, og man raser over Brandon, og man ville ønske, man kunne gribe ind i handlingen. Sproget er blomstrende med gode beskrivelser af både følelser og stemninger. På grund af det flydende sprog, den forrygende handling og den store typografi er bogen hurtig læst – alt for hurtigt faktisk.

Zoeys mor har forsøgt at begå selvmord og er indlagt på psykiatrisk hospital. Zoey skammer sig over det og gør alt for at skjule det. Det lykkes et stykke tid, men hun opfører sig underligt, og alle begynder at holde øje med hende, så hemmeligheden afsløres.

Zoye er anfører for skolens svømmehold og er en helt igennem pæn og ordentlig ung pige. Hendes forældre er blevet skilt, og da hendes mor er indlagt på et psykiatrisk hospital, er hun flyttet hjem til sin far og hans meget unge, gravide kone. Situationen påvirker Zoye meget, og hun gør ting, som hun normalt aldrig ville gøre. Blandt andet har hun sex med sin ældste ven på bagsædet af bilen til et strandparty. Hun opfatter ham efterfølgende som sin kæreste, men er han nu også det? Kort tid efter kører hun galt og ender på skadestuen. Hun husker ikke spor af, hvad der skete hverken omkring selve ulykken eller tidligere på aftenen, men da hun er bange for at ende på hospitalet sammen med sin mor, tør hun ikke fortælle det til nogen. Det får konsekvenser – også for andre end hende selv.

Det er den anden bog af Jennifer Echols, jeg har læst, og jeg håber virkelig, der kommer mange flere fra hendes hånd. Hvis man kan lide ungdomsbøger uden magi og overnaturlige væsner, kan jeg varmt anbefale `Under overfladen´, der både indholdsmæssigt og fysisk er en dejlig læseoplevelse Det er en vildt lækker bog: Blød at holde, flot at kigge på og med tykke sider og et godt tryk.

Bogdetaljer

Forlag
Tellerup
Oversætter
Sarah Feddersen Thomsen
Faustnummer
52266149
ISBN
9788758819884
Antal sider
355

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer