Bog

Tørst

Af (
2017
)

Anmeldelse

Tørst af Jo Nesbø

20 mar.17

Mord på Tinder. Hole er tilbage i en sag om en blodtørstig morder med en datingprofil. Nesbø har flair for det makabre, men 11. bind er langt, selv for en fan.

Harry Hole har nydt tre fredelige og dejlige år i sit ægteskab med Rakel. ”Ja, han havde lykken i sin hule hånd. Hvis han kunne ville han hellere end gerne lave en copy-paste på de tre år, der var gået siden brylluppet og gennemleve dagene om og om igen. Men det valg har man jo ikke, og måske var det årsagen til den lille uro han trods alt kunne mærke? ” Han er blevet underviser på politiskolen med en hale af Hole-wanna-bee aspiranter i hælene, der i blandt Rakels søn Oleg.  Harry er glad for sit liv og nyder at afvise den åbenlyse flirt fra den smukke nabokone, når de mødes ved postkassen.

Da en sag dukker op med unge kvinder, der har været aktive på dating-appen Tinder og bliver dræbt i deres hjem af noget der ligner en vampyr, må den ambitiøse usympatiske politidirektør Bellman hente Harry Hole ind igen, da sagen skal løses. Ikke at Bellman har nogen følelser for ofrene, han vil bare tage sig godt ud i medierne, da han er klar til næste step på rangstigen, at blive justitsminister.

Harry indvilliger, da sagen ser ud til at trække tråde til den morder, han aldrig fik fat på: Manden med dæmontatoveringen. Da Rakel midt i det hele bliver dødssyg og lægges i koma, ramler det hele for Harry, og han begynder at drikke. Det gør ham til den utilregnelige, uhæmmede og af og til usympatiske efterforsker med den mørke sjæl, som vi kender fra alle de andre bøger i serien.

Har du ikke læst Harry Hole før, skal du ikke starte her. Bøgerne hænger sammen, og handlingen fortsætter ofte over flere bøger. Første bog hedder ’Flagermusmanden’, og det er faktisk 20 år siden, den udkom. Jeg har læst alle bøgerne af Nesbø, der har flair for det meget makabre, men også for det smukke og følsomme. Jeg vil anbefale, at du læser ’Politi’ igen, før du læser ’Tørst’, så er det nemmere at følge med og huske alle personerne og relationerne. Især slutningen af Politi har stor betydning for denne bog.

Til jer der er Hole-fans lige som mig, så er denne roman både nervepirrende og spændende, men også til tider lang at komme igennem. Der er den del filosofiske betragtninger og bipersoner, som fylder lidt for meget. Men måske får de betydning i næste bog, for selvfølgelig slutter vi med en gysende cliff-hanger. Jeg håber bare, at den kommer snart.

En særlig tak til Anna-Luisa for lån af billedet på Litteratursidens Facebookside. Du kan følge hende på Instagram, hvor hun deler ud af sine læseoplevelser.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Allan Hilton Andersen
Faustnummer
53045650
ISBN
9788771467321
Antal sider
524

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer