Bog

Tornmark

Af (
2009
)

Anmeldelse

Tornmark af Morten Leth Jacobsen

24 mar.09

Vellykket dansk debutroman hvis blanding af krimi, fascisme, arkæologi og Roms historie smelter sammen til en ganske overbevisende thriller.

Tornmark er navnet på bogens hovedperson. Den danske arkæolog Signe Tornmark har arbejdet i Rom i 10 år dels som forelæser og dels som praktisk arkæolog ved udgravninger på Palatinerhøjen. Under dette arbejde opdages en hidtil ukendt grotte, som ikke alene kan føres tilbage til den sagnomspundne lupercalgrotte, men som også viser sig at indeholde skelettet af en af Roms største hærførere Publius Decius Mus.

Fundet er en arkæologisk sensation, men det skal vise sig, at det også bliver startskuddet for den såkaldte Hvide Brigade. Under ledelse af den ukendte tribun har en gruppe unge mænd sluttet sig sammen omkring en fascistisk ideologi om et rent Italien bygget på de gamle romerske dyder og idealer. De begynder at myrde hjemløse og anbringer de første lig på Palatinerhøjen. Det første rituelle mord begås af tribunen selv, men udåden bliver overværet af den hjemløse Eduard. Han opsøger Signe for at få hjælp, og snart er de begge to på flugt og jaget af tribunens mænd.

’Tornmark’ er en ganske velskrevet blanding af krimi og historisk roman med mange beskrivelser fra Roms historie. Nutidens Rom med de mange historiske mindemærker og ruiner bliver også indgående skildret, og på det punkt er bogen nærmest en interessevækkende rejseguide. I det hele taget virker forfatterens research og viden meget overbevisende.

Fascistoide, nationalistiske partier og grupper, som vil svinge sig op på fremmedhad, kendes desværre fra de fleste europæiske lande, men den måde Morten Leth Jacobsen har bundet sin fortælling sammen med virkelige hændelse gør den både sørgeligt aktuel og vedkommende.

Der er ikke tale om de helt store overraskende gys og spændingsmomenter, og der er måske også et par lige lovligt overdrevne usandsynligheder bl.a. Signes møde med paven og hendes forelskelse i den hjemløse Eduard, men det skal nu ikke komme forfatteren til last.

Hovedindtrykket forbliver en kompetent og hyggelig lænestolskrimi med uhyggelige perspektiver.

Bogdetaljer

Forlag
Verve
Faustnummer
27650260
Graphic
Bramsen og Nørgaard
ISBN
9788792359162
Antal sider
350

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer