Bog

Til en fremmed

Af (
2000
)

Anmeldelse

Til en fremmed af Nina Belling

15 maj.02

Vi befinder os i Firenze i slutningen af 1400-tallet, den gamle Lorenzo (Il Magnifico) de Medici er netop død, og sønnen, den svage Piero (den tåbelige), får magten.

Der hersker stor usikkerhed i byen, den religiøse fanatiker, Savonarola, prædiker død og ødelæggelse for de syndige sjæle, mens pesten truer, og kong Karl d. 8. af Frankrig og hans hær står foran byens porte. Hvilken side skal man vælge? Hvem bliver taberen i magtspillet og river sine tilhængere med sig i faldet?

I dette samfund lever Christine, der er datter af en smuk, dansk kvinde, der var meget gode venner med den danske konge, og det var da også ham - og ikke mindst hans dronning - der sørgede for at hofdamen Margrethe blev gift med en florentinsk skriver og blev til Monna Margherita.

Med sig fra Danmark har de to kvinder et manuskriptfragment, der er centralt for bogens handling, idet det efterstræbes af magtens mænd. Og ikke engang i den oplyste renæssanceby Firenze er det nemt for en kvinde at besidde noget, de mægtige mænd efterstræber, og Christine må udvise stor opfindsomhed for at beskytte sin ejendom.

Hun har usædvanlige evner for kalligrafi og illumination (farvelægning af håndskrifter) og arbejder derfor i stedfaderens værksted til trods for at hun er kvinde. Senere må hun iklæde sig mandsdragt for at kunne udøve sit håndværk og er således selv i stand til at opleve de mange ting, der sker i Firenze i disse år.

Perioden er godt skildret, handlingen godt komponeret, sproget smukt og plottet perfekt - hvad mere kan man ønske sig?

"Til en fremmed" er Nina Bellings første roman, men forhåbentlig ikke den sidste. Det er lang tid siden, jeg har læst en bog i et hug - og hvor var det dejligt!

Til alle elskere af femikrimier og historiske kriminalromaner.

Bogdetaljer

Forlag
Centrum
Faustnummer
22932160
ISBN
9788758312460
Antal sider
276

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer