Bog

Syng, levende og døde, syng

Af (
2018
)

Anmeldelse

Syng levende og døde, syng af Jesmyn Ward

24 apr.18

Smertefuld, dramatisk og varm roman, der fortæller om sortes vilkår i Mississippi. Det hele er fint flettet sammen med magisk realisme, der forstærker den gode læseoplevelse.

’Syng levende og døde, syng’ er en medrivende og smertefuld fortælling fra Mississippi om sortes vilkår gennem flere generationer og om en familie med mange odds imod sig. Familien bor hos bedsteforældrene. Faren, der er hvid, sidder i fængsel, moren er på stoffer og er ikke i stand til at tage vare på den 13-årige Jojo og hans lillesøster Kayla. Faren bliver løsladt, og nu tager moren, en veninde og børnene afsted for at hente ham. Historien bliver fortalt gennem Jojo og hans mor, Leonie. Deres blik på hinanden afslører dysfunktionaliteten. Det er en stærk roman med mange ansigter i en original form og fortalt i et lyrisk og sanseligt sprog.

Historien begynder med, at bedstefaren, Pop, slagter en ged, da de skal fejre Jojos 13-års fødselsdag. Jojo skal overvære slagtningen, for han skal vide, hvad døden er, og Jojo forsøger at leve op til Pops forventninger. Man bliver ikke skånet for detaljer om lugte, blod og indvolde. Bagefter skal den tilberedes. Begyndelsen er et varsel for, hvad familien har været udsat for, og hvad den bærer.

Pop har også siddet i fængsel som ung, og han fortæller Jojo om det barske liv i fængslet, hvor han forsøgte at beskytte en lidt yngre dreng, Richie, mod den værste vold og overgreb. Det er et indtagende portræt af Pop, hvordan han trods ydmygelse og nederlag faktisk holder sammen på familien og fortæller Jojo om omsorg og kærlighed.

Jojo har en usædvanlig tæt fysisk og psykisk relation til den treårige Kayla, hvilket især giver sig udtryk i den mareridtsagtige biltur. Barnet er sygt, kaster op og klynger sig nærmest dyrisk til ham og vil ikke vide af sin mor. Jojos blik på omgivelserne er gennemborende, han ser og hører mere end de fleste og er altid i alarmberedskab pga. sine uforudsigelige forældre, hvor situationer og omskiftelige stemninger hurtigt kan udvikle sig til vold. Samtidig er han i puberteten og suger alle indtryk til sig.

Leonie har giftet sig med en hvid mand, Michael, hvis forældre ikke vil vide af familien. Hendes bror, Given, blev dræbt af Michaels fætter, fordi han var sort. Det er Leonie aldrig kommet over. Hun ser Given alle steder, når hun er på stoffer. Reelt er hendes kærlighed til Michael så stor, at der ikke er plads til børnene i hendes liv. Hun ved det, men hun kan ikke gøre noget ved det. Det er overlevelse fra minut til minut i denne næsten knuste familie, hvor dæmonerne fra fortiden er lyslevende. Alligevel er der en varme og en sensibilitet til stede, der giver et lille håb.

’Syng levende og døde, syng’ er både en roadroman, en dannelsesroman og en roman om racisme i fortid og nutid. De mange væsentlige temaer er fint flettet sammen med magisk realisme, som bidrager til en helt uforglemmelig læseoplevelse. Forfatteren Jesmyn Ward (f.1977) bor i Mississippi og modtog National Book Award for romanen. På dansk findes også ’Hvad reddes kan’ (2013).

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Birgitte Steffen Nielsen og Juliane Wammen
Faustnummer
54123035
ISBN
9788740046427
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer