Bog

Sort lune

Af (
2004
)

Anmeldelse

Sort lune af Stephen Booth

29 jun.04
Skribent

Mordet på den unge Laura skaber uro i det ellers ret fredfyldte Derbyshire Peak-område. Stephen Booth kommer godt rundt om såvel personer som lokalsamfund i sin nye, herlige og rigtig "engelske" krimi.

"Sort lune" er en rigtig "engelsk" krimi, som Agatha Christie ville have elsket! Den udspiller sig i det naturskønne Derbyshire Peak-område en varm august måned, og efterforskningsholdet på den lokale Edendale Politistation arbejder på højtryk med opklaringen af det bestialske mord på den kønne, unge Laura Vernon, datter af egnens velhaver. I nabodistriktet er en anden ung pige blevet myrdet. Er en seriemorder på spil? Eller skal morderen snarere findes blandt Laura's kærester? Måske har familien Vernons løsslupne fester - med konebytning og andet godt – en relation til mordet? Efterforskerne kommer på en hård prøve i "Sort lune". I spidsen for efterforskerne står kriminalkommissær Tailby og kriminalassistent Hitchens, men de egentlige hovedpersoner er kriminalbetjentene Diana Fry og – ikke mindst - Ben Cooper.

Ben Cooper er vor gennemsympatiske unge helt. Han håber lidt naivt på, at han måske kan få den ledige stilling som overbetjent. Samme ambition har imidlertid den dynamiske, unge Diana Fry – en pige, der meget sigende er slank på en nærmest "senet" måde. For hun er nemlig en sej pige med karrierealbuerne kørt i stilling. Men - som det senere skal vise sig – har hun naturligvis også sine bløde sider. Og det umage par, Diana og Ben, er ikke kun modstandere i karrieremæssig forstand. Paradoksalt nok er de også betaget af hinanden i et noget nær had/kærlighedsforhold. Som ofte før set er de maskuline og feminine dyder her byttet om mellem de to. Ben er den følsomme og intuitive, Diana den rationelle og "hårde", tilsammen egenskaber som kan løse vanskelige sager, som nu mordet på Laura Vernon.

Og mordet på den ganske unge, men ikke helt uskyldige Laura, sætter ikke kun Evendale Politistation, men også hele det lille lokalsamfund på den anden ende. Der dækkes over hinanden af familiemæssige og venskabsmæssige årsager, og det kan være svært for politiet at få sandheden lirket ud af folk.

"Sort lune" er en klassisk krimi, som giver god plads til fine miljø-, natur- og personbeskrivelser. Den er skrevet med glimt i øjet, og ikke mindst beskrivelsen af de tre gamle minearbejdere Harry, Sam og Wilford er herlig. En lun og fin krimi, som stille og roligt folder sig ud på bedste vis. Og for kommende fans kan det oplyses, at der er flere bøger på vej med makkerparret Fry og Cooper.

Oversat af Michael Krefeld. Klim, 2004. 336 sider. Kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Faustnummer
25154010
ISBN
9788779552470
Antal sider
336

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer