At sørge for sine

Andet bind i den velskrevne serie om livet som hjemmegående i 40’erne og 50’ernes Sverige er fortalt med stor empati og respekt for hovedpersonen og husmoren.

I første bind ’Et barn at føde’ forlod vi Maj og Tomas sidst i 1930’erne. Vi er nu i 1940, Tomas går til psykolog for at blive helbredt for sin alkoholisme, mens Maj har travlt med at passe hjemmet og de to børn, Anita og Lasse. Krigen sætter sine spor, Tomas er indkaldt, og Maj forsøger at gøre alt så perfekt som muligt, selv om det er svært med Tomas’ mor i huset og Majs evige angst for at Tomas skal starte med at drikke igen. Efter krigens afslutning går det fremad med firmaet, og Maj og Tomas bygger hus og kommer til at tilhøre det bedre borgerskab.

Alt burde være perfekt, men det er det ikke. Maj mister både sin mor og far, og hun er evigt usikker på, om hun gør det godt nok. Forholdet til børnene er ikke det bedste, hun er kritisk over for alt og alle, måske mest for at kunne overleve, og selv om hun får en pige ansat i huset, er trætheden ved at tage livet af hende. Majs usikkerhed gør, at hun holder hjemmet perfekt, der bliver gjort hovedrengøring, og opvasken skal altid tages som det første. Det hele bliver så voldsomt, at hun bliver indlagt for at følge en insulinkur og samle kræfter.

Ligesom i seriens første bind er der mange indskudte sætninger, skrevet med kursiv, som fortæller om Majs og Tomas’ tanker, og engang i mellem blander forfatteren sig også. ”Hvordan skal vi have det med sliddet, Maj? Du ved, at andre bliver trætte af at høre dig klage ”…”Slå dog så næven i bordet, rejs dig for guds skyld, slå fra dig, for fa’n.”

På det ydre plan sker der ikke meget i romanen, det er skildringen af dagligdagen, der er med til at bære læsningen frem. Jeg synes, det er fantastisk gjort af Kristina Sandberg, at hun i den grad kan skildre det almindelige liv og gøre det utrolig interessant. Selv om romanen er svensk, er jeg sikker på, at den også er dækkende for den danske hjemmegående husmor i 40’erne og 50’erne. Det var inden, der var noget, der hed kønsroller og ligestilling. Maj får husholdningspenge, men aner ellers ikke noget om deres økonomi, og egne penge er der slet ikke noget, der hedder.

For den ældre generation som jeg tilhører, er det en roman, som fortæller noget om forældregenerationen, og det store arbejde husmødrene udførte, oftest i det skjulte, og romanen bringer også minder frem fra min barndom. Jeg tror dog også, yngre kvinder vil nyde at læse denne fremragende serie, fordi den på bedste måde fortæller om en tid, der var engang, og som der egentlig ikke er skrevet så meget om. Det er fabelagtig gjort, og jeg glæder mig rigtig meget til bind 3, som gav Kristiana Sandberg prisen for årets bedste roman i Sverige i 2016.