Bog

Sommerlandets arkitektur : drømmen om det gode liv

Af (
2018
)

Anmeldelse

Sommerlandets arkitektur

19 sep.18

Et lille stykke dansk kulturhistorie, der i tekst og billeder giver et levende og alsidigt indtryk af landliggerlivets historie.

Bogen er udgivet i forbindelse med en udstilling af samme navn, men kan sagtens læses i sin egen ret. Det er en indbydende bog med et flot layout og et glimrende samspil mellem teksten og de mange fine fotos af huse i sommerlandet, flere af dem ned tilhørende arkitekttegninger.

Bogen består af en substantiel indledning og syv afsnit skrevet af et tværfagligt netværk af forskere, heraf flere arkitekter. Afsnittene kan læses enkeltvis, og så betyder det mindre, at der er et vist overlap. Bogen er redigeret af Nan Dahlkild, ph.d., mag.art. og lektor ved Københavns Universitet. Han har skrevet indledningen, der giver et godt historisk overblik, og dertil en sammenfatning af de 7 afsnit.

Der er mange indfaldsvinkler til emnet: historiske, arkitektoniske, økonomiske og sociale, og dét gør bogen interessant for mange læsere. Bogen afspejler drømmen om det gode liv langt væk fra byens stress og larm, en nærhed til naturen, det sunde og enkle liv med mulighed for at eksperimentere, som udvalget af sommerboliger viser.

Afsnittet om Sophienholm giver et indtryk af aristokratiets og det velhavende borgerskabs landliggerliv omkring år 1800. Senere i århundredet førte sundhedsbevægelsen med dens vandkure til opførelsen af diverse kuranstalter med Klampenborg Vandkuranstalt som et fornemt eksempel. I årtierne omkring år 1900 fik det bedre borgerskab mulighed for at feriere på badehoteller, sommerpensionater og i sommervillaer. Med indførelsen af søndagsfri, ferie og en kortere arbejdsuge for arbejderne opstod behovet for en mere simpel ferieform i små hytter og lejre. Modernismen førte til eksperimenter med udformning og indretning af feriehuse, og i efterkrigstiden kommer typehusene til med mulighed for masseproduktion.

Som en af kapiteloverskrifter udtrykker det, er udviklingen af landliggerlivet gået fra at være drømmen for de få til at være drømmen for de mange. Det afspejler sig i bogens brogede billede af ferieboliger i alle mulige afskygninger fra flotte palæer til vore dages primitive shelters og alt muligt derimellem. Der er store veludstyrede arkitekttegnde luksusferiehuse og billige hjemmelavede og mere eller mindre fantasifulde kolonihavehuse og ydmyge sommerhuse.

Der er uden tvivl en del øjebæer i sommerlandet, som slet ikke lever op til nutidens opmærksomhed på økologi og bæredygtighed. Sidste afsnit kommer med prægnante eksempler på, at det er muligt for arkitekterne at bygge spændende ekstraordinære sommerhuse, der tager hensyn til miljøet og føjer sig smukt ind i det omgivende landskab. Det bliver interessant at se, hvordan fremtidens bebudede klimaændringer vil påvirke sommerlandets arkitektur.

Bogdetaljer

Forlag
Museum Tusculanum
Oversætter
Paul Larkin
Faustnummer
54218257
ISBN
9788763546256
Antal sider
250

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer