Bog

Snedronningen

Af (
2015
)

Anmeldelse

Snedronningen af Michael Cunningham

En uforlignelig og læseværdig roman, der med eventyret som klangbund, fortæller om to brødres midtlivskrise, om kærlighed i mange variationer, om håb, sygdom og afhængigheden af kokain.

I New York, november 2004 er de to brødre, Barrett og Tyler Meeks, i krise på hver sin måde. Barret var vidunderbarnet, den optimistiske og intelligente, der fik en Yale-uddannelse, men som med sine skiftende planer aldrig formåede at holde fast på noget. Han arbejder nu som ekspedient i en vintagebutik og er igen i kærlighedskvaler, idet hans mandlige kæreste har slået op med ham pr sms. Han flytter ind hos sin bror og hans kræftsyge kæreste Beth. På vej gennem Central Park en sneende vinteraften ser han et overjordisk, kniplingsagtigt lys på himlen. Han får fornemmelsen af, at lyset ser eller sanser ham. Er det et tegn, et løfte eller hvad er det? Han begynder at opsøge kirken.

Tyler og Beth bor i en lille lejlighed i et forarmet kvarter i Brooklyn. Tyler er musiker, men arbejder som bartender for at eksistere. Beth og Tyler skal giftes, og Tyler forsøger at skrive en smuk kærlighedssang til deres bryllup, men det vil ikke rigtig lykkes. Han har lovet at holde op med at tage kokain, men bryder sit løfte gang på gang.  Det giver mening og struktur for ham at passe den syge Beth, men ellers er han en lyseslukker, der er indigneret over verdens gang og frygter at Bush vil genvinde præsidentvalget.

Beth er afkræftet, svøbt ind i kærlighed og omsorg, men hun har også behov for at være sig selv. Hun ejer sammen med sin veninde, Liz, vintagebutikken.

Romanen foregår i årene 2004 – 2008 under hvert sit præsidentvalg. Den er først og fremmest en skildring af de to brødre i en gedigen midtlivskrise, deres fallerede drømme og længsler, løgne og bedrag.

H.C. Andersens ’Snedronningen’ er citeret i starten af bogen. I romanen er det vinter, og sneen sætter sig som splinter i øjnene på brødrene. Brugen af de eventyrlige elementer løfter historien og personerne til noget mytisk. Helikopterperspektivet gør det let og alvorligt på samme tid.

Kærligheden er kompleks og har mange variationer. Der er Barret, der er bøsse. Den 50-årige Liz, der samler på langt yngre mænd. Og Tyler, der trods sin uforbeholdne kærlighed til Beth, alligevel er hende utro.

Afhængigheden af kokainens lindrende tilstand som et skjul mod hverdagens realitet er beskrevet, så man næsten tilgiver løftebruddet. 

Beths sygdom påvirker dem alle, og det er sjældent set så nuanceret beskrevet hvordan, idet det er set både fra de pårørende og den syge selv. Taknemmelighed og irritation følges ad.

Det er en dejlig læseværdig roman fortalt med varme og omsorg. Som i andre vigtige amerikanske romaner spiller det politiske med, og man kan så håbe, at idet det var i 2008, at Obama vandt præsidentvalget med sit løfte om forandring og håb også vil smitte af på hovedpersonernes fremtid!

Michael Cunningham er født i 1952. Han modtog i 1999 Pulitzerprisen for ’Timerne’.  Romanen ’Når mørket bryder frem’ om kunst og kærlighed i New York kom på dansk i 2011.

Originally published by Anny Skov Madsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Agnete Stjernfelt
Faustnummer
51595424
ISBN
9788702163001
Antal sider
256

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer