Bog

Slutspillet

Af (
2022
)

Anmeldelse

Slutspillet

30 mar.22

Et dejligt gensyn med de fire par fra college-serien Off Campus fire år efter college.

Med ’Slutspillet’ sætter Elle Kennedy det sidste punktum i den sexede saga om de skønne ishockeyspillere og deres dejlige damer, som vi har lært at kende i serien 'Off Campus'. Nu er de alle blevet voksne, der er nemlig gået ca. fire år siden sidst, og college ligger langt væk.

Sabrina og Tucker er lykkeligt gift og har sammen en livlig datter, men manglende åbenhed og forventningsafstemning skaber kurrer på tråden. Grace og Logan elsker hinanden vildt, men har ikke meget tid sammen, hvilket gør dem begge usikre omkring deres fælles fremtid. Allie og Dean bor sammen og nyder hinanden, men har forskellige holdninger, når det kommer til de traditionelle ritualer i et parforhold. Hannah og Garrett er succesfulde på hvert deres felt, men Garretts svære barndomsminder sætter ærligheden i deres forhold på prøve.

Det er skønt og tiltrængt med et gensyn og samtidig den rette anledning til et varmt farvel. Mændenes humoristiske ping pong og tætte forhold – bromance om man vil – er perfekt beskrevet, man kan næsten ikke undgå at blive lidt fnisende forelsket. Kvinderne er søde, charmerende og meget forskellige, men alligevel hinandens bedste venner. Alt i alt er det jo fryd og gammen, men lidt drama skal vi altså ikke snydes for. Det er nemlig tid til at få at vide, om kærligheden mon holder, når voksenlivet og dagligdagen banker på.

Som et lille sidekick præsenteres vi for Alexander, en særlig dukke, der vækker rædsel hos de fire par, når han på mystisk vis finder frem til dem, når de er mest i tvivl ved livets skilleveje. Og når vi nu er ved Alexander, så er dét en del af historien, jeg uden problemer kunne have undværet. Det virker påklistret og unødvendigt. Forfatteren har muligvis opfundet ham for at skabe en form for rød tråd gennem bogen, men jeg er ikke begejstret. Til gengæld er jeg stadig stor fan af de fire par, der igen vader direkte ind i mit hjerte og på bedste ungdommelige vis giver mig sommerfugle i maven og stjerner i øjnene.

Bogen er delt op i fire afsnit, der selvfølgelig giver plads til hvert enkelt pars historie. Elle Kennedy skriver som altid godt og varieret, og parrene har alle en fin historie at byde på med et lille indbygget drama og efterfølgende forløsning. Det er hyggeligt og hurtigt læst, og for en sikkerheds skyld må jeg lige informere om, at man selvfølgelig, vanen tro, bliver inviteret med helt ind i soveværelset, for sexlysten hos de fire par er absolut ikke fordampet på de fire år.

Bogdetaljer

Forlag
Flamingo
Oversætter
Sarah Louise Pedersen
Faustnummer
62246871
ISBN
9788702347302
Antal sider
323

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer