Bog

Slørets by

Af (
2011
)

Anmeldelse

Slørets by af Zoë Ferraris

24 okt.11

I denne tæt forbundne opfølger til 'Den sidste sura' møder vi igen ørkenguiden Nayir og kriminalteknikeren Katya i endnu en farverig og eksotisk krimi fra det stærkt muslimske Saudi Arabien.

Det halvnøgne, mishandlede lig af en ung kvinde findes på stranden ved Jedda, og i en trøstesløs lejlighed inde i byen sidder den amerikanske kvinde, Miriam og venter på sin forsvundne mand, Eric Walker.

Den dræbte pige viser sig at være Leila Nawar fra en rig arabisk famlie.

Lederen af efterforskningen Osama Ibrahim finder frem til, at Leila lavede dokumentarudsendelser og på mange måder opførte sig atypisk for en arabisk kvinde. Sammen med kriminalteknikeren Katya finder Osama nogle optagelser af ældgamle udgaver af koranen, som Leila havde skjult, og samtidig også henvisninger til, at hun øjensynlig havde et forhold til den forsvundne amerikaner. Katya beder Nayir, som hun ellers ikke har set i otte måneder, om at kigge nærmere på de religiøse skrifter, og langsomt men sikkert fører sporet videre til den gådefulde Mabus, som så at sige er bindeleddet mellem de to mysterier, idet han både laver kritiske studier af koranen, men samtidig også ejer den lejlighed, som Eric og Miriam har lejet.

Forfatteren boede i sit daværende ægteskab i Saudi Arabien, og det nære kendskab hun derigennem fik til landet, levevis, religion og kvindens rolle udnyttes til fulde i hendes romaner.

Skildringen af det moderne Jedda, hvor religiøs fanatisme går hånd i hånd med beduinernes ældgamle traditioner, og hvor den moderne vestlige livsstil så småt er ved at trænge ind, er intet mindre end mesterlig.

Som læser får man således et enestående kig ind i en ellers lukket verden, og det er især denne klaustrofobiske, knugende og levende skildring, der fungerer.

Som spændingsbog betragtet er der derimod ikke meget at komme efter, og selvom denne roman er noget mere spændende end sin forgænger, vil den garvede læser af de moderne spændingsfyldte krimier alligevel nok synes, at selve krimiplottet er noget kedeligt, traditionelt og lidt gammeldags.

Det, der gør denne bog til noget ganske særligt, er både den intense og fintfølende skildring af et muslimsk samfund og skildringen af Nayirs og Katyas kærlighed – et forhold, som i den grad besværliggøres både af Nayirs strenge religion og de rammer og begrænsninger, som kvinder er underlagt i dette ekstremt ortodokse samfund.

Bogdetaljer

Forlag
Mrs. Robinson
Oversætter
Brian Christensen
Faustnummer
28955960
Graphic
Thomas Szøke
ISBN
9788764505023
Antal sider
509

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer