Bog

Slip mig aldrig

Af (
2005
)

Anmeldelse

Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro

Er nogle mennesker mere mennesker end andre, spørger Kazuo Ishiguru i denne blændende samfundskritiske science fiction, maskeret som kostskoleroman.

Rigtig mange læsere har det svært med science fiction, men hvis du kun vil læse én sci-fi i dit liv, kunne "Slip mig aldrig" være et fremragende bud.

Kathy, Ruth og Tommy bor på Hailsham, en kostskole i England. Her passes og uddannes de af forskellige værger. Alt ånder fred og idyl, men snart ved vi, at dette langtfra er sandheden.

Historien fortælles af den 31-årige Kathy, der på tolvte år er ansat som plejer. Hun ser tilbage, og vi får barndommen og ungdommen minutiøst genfortalt. Værgerne sørger for god uddannelse, og alle børn animeres til at udvikle deres kunstneriske sider. Børnene kender ikke til andet, og på overfladen forekommer skolen som et kærligt alternativ til den familie, de ikke har.

Men snart aner vi uråd; hvorfor er børnene så isolerede, hvorfor så resignerede og hvorfor denne angst for at spørge til fortid og fremtid, og hvorfor er den mystiske Madame bange for dem? Og hvad rummer disse børn egentlig? 

Fortælleteknisk er romanen genial. Hovedpersonen Kathy fortæller historien til en af sine patienter, men som læser føler man, at man selv er den særligt udvalgte, historien fortælles til. Det er Kathys hjerteskærende svanesang, mens hun venter på sit endeligt.

Sproget er smukt, langmodigt og meget engelsk; en tone, der er bevaret i den fine oversættelse. Romanen er et godt skønlitterært bud på problematikken og etikken omkring organdonation og bør læses af alle, der interesserer sig for den fagre nye verden.

”Slip mig aldrig” er svær at slippe. Den ætser sig ind i din bevidsthed - lavmælt og dybt, dybt foruroligende. Den smukke og rystende roman om de særligt udvalgte er en velskrevet civilisationskritik i romanform.

Ganske som Ishiguros "Resten af dagen" blev filmatiseret, håber jeg, at "Slip mig aldrig" bliver det … og kære instruktør: ingen happy ending, tak!

Oversat af Jørgen Nielsen. Gyldendal, 2005. 287 sider. Kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Jørgen Nielsen
Faustnummer
25863550
ISBN
9788702028843
Antal sider
287

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer