Bog

Slangehoved

Af (
2016
)

Anmeldelse

Slangehoved af Ulrich Ritzel

29 feb.16

Velskrevet tysk spændingsbog af den mere politiske slags. Forfatteren, som regnes for en af Tysklands bedste krimiforfattere, udkommer for første gang på dansk med denne bog.

På tysk findes der flere bøger med den pensionerede kriminalkommissær Berndorf, og udover at der i bøgerne optræder en forbrydelse, har forfatteren altid en politisk eller samfundsmæssig vinkel i sine historier. I denne bog er det begivenheder fra det tidligere Jugoslavien, illegal våbenhandel og tyske bankers og virksomheders investering og profit i krig, som fermt og yderst kompetent er indflettet i historien om en ung tyrkers død.

En forårsnat i Berlin går en ung mand forbi Garnisonskirkegården. I mørket venter en landrover, og snart efterlades en død mand på gaden. Den unge mand er af tyrkisk afstemning, og hans familie hyrer privatdetektiven, tidligere kriminalkommissær Berndorf, til at opklare drabet. Han finder hurtigt ud af, at den unge mand formentlig er blevet dræbt ved en forveksling, og at den mand, som var det egentlige mål for attentatet, den tidligere krigsfange Zlatan Sirko, nu befinder sig i den største livsfare. Det viser sig, at baggrunden har en forhistorie i borgerkrigen i Jugoslavien, og at både en tidligere krigsherre, tyske politikere, efterretningstjenesten og fremtrædende forretningsfolk med alle midler prøver at forhindre Berndorf i at trænge dybere til bunds i affæren.

Snart er Berndorf og Zlatan jaget vildt.

Ulrich Ritzel er på sin vis et spændende bekendtskab. Ikke alene skriver han godt, men han er også rigtig dygtig til at skrue en kompliceret handling sammen. Samtidig formår han at inddrage moralske og samfundskritiske temaer i sin historie, og det gør hans krimier til meget mere end ren underholdning. Hans personer er overbevisende skildret og fremstår både interessante og spændende for læseren, og baggrundsstoffet med tysk nutidshistorie og vel især den aktuelle beskrivelse af storbyen Berlin med dens mange modsætninger af velstand og forfald fungerer glimrende.

Når historien alligevel ikke fænger rigtigt, skyldes det til dels den tyske grundighed, hvis man skal være lidt generaliserende, og dels plottet, som godt nok redes fint ud til sidst, men som undervejs forekommer lige lovlig konstrueret. Der er simpelthen får mange tråde og sidespor at holde styr på, og det ødelægger så at sige den umiddelbare spænding. Dog alt i alt et udmærket alternativ til andre politiske spændingsromaner.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Poul Lyk Sørensen
Faustnummer
52255864
ISBN
9788740607291
Antal sider
424

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer