Bog

Skynd Dem, kom og se!

Af (
2007
)

Anmeldelse

Skynd Dem, kom og se af Lotta Lundberg

10 sep.07

At være dværg i et Europa, hvor anderledes mennesker er jaget vildt, er svært. En gribende hisorie om tre små menneskers umulige livssituation i mellemkrigsårene.

Luna Park, USA, 1932. Glauer er dværg og leder af 'Lilleputia' - en miniputby, hvor publikum kan se korte mennesker optræde. Ka bliver vist frem og udnyttes groft af tre læger, der i videnskabens navn forgriber sig på hende.

Begge drømmer de om et bedre liv, og de har hørt at der er en friere indstilling i Europa til specielle mennesker. Da de ankommer til Berlin, er det dog bogafbrændinger og racehygiejniske scenarier, der møder dem.

Derfor beslutter de, nu med følge af den pukkelryggede mulat, Nelly, at søge til Stockholm, hvor tivoliet, Gröna Lund, måske opfylder deres drøm om at føle sig frie. Med dem er også Verner, der bryster sig af at være verdens mindste mand med sine kun 56 cm.

Historien er original og meget rørende. At jeg selv befandt mig i Stockholm, mens jeg læste bogen, gjorde læseoplevelsen helt speciel. At stå foran Gröna Lund, der er placeret tæt ved Stockholms største turistattraktion, frilandsmuseet Skansen, gjorde fortællingen endnu mere tankevækkende. Man kunne fornemme den smerte, Glauer, Nelly og Ka følte ved at blive udstillet foran hungrende turister. Man kunne smage og lugte det rådne halm, hvor Ka bliver voldtaget i sine mareridt, og man fik tømmermænd, når Glauer endnu en gang går på druk for at glemme ydmygelserne.

Bogen tager mange vigtige spørgsmål op. Er man mere fri blandt andre 'freaks' i et cirkus, i fred for 'de langes' hån og blikke? Skal man kunne fravælge et foster, der vil blive handikappet? Kan man være bekendt at forlange at et 'almindeligt' menneske ikke må undres over skæve eksistenser?

Selvom bogen foregår i 1930'erne, er aktualiteten skræmmende til stede i vor tids politiske sfære, hvor tolerancen overfor skævheder desværre ikke er så høj. Jeg vil anbefale bogen til både mænd og kvinder, der elsker et velskrevet, tidløst drama. Parallelfortællingen om Nellys opvækst, er i øvrigt en af de mest fængslende historier jeg længe har læst.

Oversat af Jens Justesen. Cicero, 2007. 326 sider

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Jens Justesen
Faustnummer
26855926
ISBN
9788777148477
Antal sider
325

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer