Bog

Skruestikken

Af (
2016
)

Anmeldelse

Skruestikken af Flynn Berry

17 nov.16

Overraskelserne står i kø i denne velskrevne psykologiske thriller.

’Skruestikken’ er en thriller, men heldigvis ikke sådan en, man ikke tør læse alene en mørk aften. Det er mere på det psykologiske plan, uhyggen breder sig, og her er debutforfatteren Flynn Berry eminent.

Nora rejser fra London til den lille landsby Marlow for at besøge sin søster Rachel. Da hun når frem, finder hun både Rachel og hunden Fenno brutalt myrdet. Opklaringen kommer ingen vegne, så Nora beslutter sig for selv at forsøge at finde morderen. Det viser sig ikke at være let, da dem hun mistænker ikke er i politiets søgelys – eller i al fald ikke bliver ved at være det. Hun må langt tilbage til barndommen og ungdommen for at komme videre i opklaringsarbejdet, men det er ikke kun gode minder, der kommer frem. Da hun selv ender som mistænkt, går det op for hende, at nogen ved mere om søstrenes fortid end godt er.

Historien er fremragende og sproget er virkelig godt, lettilgængeligt og flydende. Siderne vender nærmest sig selv. Typografien er meget lækker og vil sammen med den flotte forside helt sikkert sælge bogen.

Spændingen øges gennem fortællingen og slutningen er overraskende og utrolig godt skruet sammen. Jeg kan desuden rigtig godt lide den måde personerne, særligt Nora og Rachel, fremstår på. Man lærer dem at kende gennem tilbageblik, tanker og samtaler, og langsomt udfoldes deres livshistorier på godt og ondt. Hele tiden ændredes mit syn på både begge kvinder, efterhånden som jeg fik flere og flere oplysninger om deres liv. Også de øvrige personer er vældig autentiske og landsbysamfundet er som taget ud af virkeligheden.

Jeg glæder mig til at læse mere af denne debutant.

Bogdetaljer

Forlag
Hr, Ferdinand
Oversætter
Anne Mette Poulsen
Faustnummer
52645077
ISBN
9788793323537
Antal sider
337

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer