Bog

Skovbrynet

Af (
2009
)

Anmeldelse

Skovbrynet af Theodor Storm

27 feb.09

Mesterlig bagatel om kærlighedens væsen eller hvad hemmelighederne i tapetet gemte.

En yngre botaniker, Richard, ankommer til en lille flække i Nordfriesland engang i 1800-tallet for at studere Hedens uberørte natur. Byens borgmester er en gammel ven, som får ham til at agere sekretær i en retssag om en ung kvinde, der måske har været udsat for incest af sin værge.

Samme 18-årige kvinde, Franziska, begiver sig kort efter af sted mod Skovbrynet, hvor hun afventer Richards ankomst. Skovbrynet er et lille afsidesliggende hus, som botanikeren har tænkt at slå sig ned i sammen med sin gamle husholderske og sin hund.

Husets historie spiller en ikke uvæsentlig rolle. Selv husets tapet spiller en særlig rolle.

”Hans øjne faldt på et vægbillede, som afbrød værelsets tapetbeklædning:
Der var et åbent hedelandskab, måske selv det, der lå her ved skovbrynet, ude bag det steg den første røde soldis frem. I det fjerne så man som skyggebillede, to ungdommelige skikkelser, en kvindelig og en mandlig, der arm i arm, som svævende, gik ud mod morgenskæret. Lænet mod en stok stod i forgrunden en gammel mands brudte skikkelse og kikkede efter dem”

Hvordan kærlighedshistorien udvikler sig, bør man selv læse, men det er mageløst, hvordan forfatteren formår at lægge intensitet, længsel og begær ind i fortællingen. Sproget er præcist og stemningsskabende i sig selv. Det kunne mangen en nutidig forfatter lære meget af.

Theodor Storm (1817-1888) levede i Husum. Som ung var han en fortaler for et tysk Slesvig-Holsten og nægtede at aflægge troskabsed til dem danske konge. ”Skimmelrytteren” er Theodor Storms bedst kendte fortælling på dansk. Han blev af Thomas Mann beskrevet som en af verdenslitteraturens allerstørste forfattere.

Romanen eller fortællingen lever med sine 92 sider helt op til de rosende ord. Den er både raffineret og sanselig. Den giver os fuld valuta og minder os om, hvor vigtigt, det er at klassikerne bliver taget op igen.

Bogdetaljer

Forlag
Hovedland
Oversætter
Hugo Hørlych Karlsen
Faustnummer
27579507
Graphic
Svetlana Makarenko
ISBN
9788770700917
Antal sider
91

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer