Skakspillerne og andre noveller

Der er både lune, humor og barske realiteter at hente i denne elskelige novellesamling. Og så bliver man lidt klogere på det indiske samfund og mennesket i det hele taget.    

Indrømmet: Det er ikke meget indisk litteratur, jeg har indtaget. Og de få værker, der nærmer sig kategorien, er ikke rigtig trængt under huden på mig. Miljøerne har været for varme og for støvede til, at jeg har kunnet betræde dem. Og efter sådanne oplevelser har det bare været for nemt at gå uden om Indien – til trods for de smukke mennesker, deres fantastiske tøj og flotte interiør (mit indiske forhold i en nøddeskal.) Men efter mødet med den nyudgivne novellesamling ’Skakspillerne og andre noveller’ af Premchand har piben fået en anden lyd.

De ti noveller er nøje udvalgt og oversat direkte fra hindi af Triloki Nath Sharma, hvis kærlighed til Premchands litteratur ikke fornægter sig. Dén kærlighed tror jeg, oversætteren har formået at videregive – i hvert fald til undertegnede, som nu pludselig godt kan udholde varmen og støvet. Og det hænger nu nok også sammen med, at novellerne hver især er små stykker af et indisk samfund, som er både smukt og barskt, næstekærligt og råt på én og samme tid. Jeg er vildt betaget!

Hver novelle indledes meget venligt med lidt insider-information om landet og dets skikke, hvilket absolut bidrager positivt til læsningen af selve novellen. For eksempel introduceres novellen ”To okser” (1931) med oplysninger om dyrs rolle i indisk religion og mytologi. I Indien er forholdet mellem mennesker og dyr langt mere symbiotisk end på vore breddegrader. Årsagen hertil skal nok blandt andet findes i den buddhistiske genfødselstanke, hvor man jo ikke kan vide, om ens næste legeme bliver i form af en ko eller en hund. Tænk lige over det.

Familien som institution vejer også tungt på den indiske vægtskål, og i forlængelse heraf kommer det lagdelte kaste-samfund også på banen. Familiære relationer er ikke nogen spøg, og i novellen ”Datter af en fin familie” (1910) konstateres følgende: ”Kvinder tåler en masse stikkerier og fornærmelser og udholder endog at få bank, men ingen kvinde kan tåle kritik af sine forældres hjem.” Kritikken, som kvinden altså reagerer voldsomt på, kommer fra hendes svoger, og miseren fører til uvenskab mellem de to brødre. Men den familiære idyl genoprettes af kvinden selv, fordi: ”Sådan er døtre af gode familier. Hvor skader opstår, udbedrer de dem”.

Den sociale lagdeling og problematikker deromkring fylder også meget i novellerne, og man fornemmer en form for social indignation fra Premchands side. I den forbindelse kom jeg flere gange til at tænke på John Steinbeck, som altid rinder mig i hu, når social indignation bringes i spil. Men modsat Steinbeck er Premchand langt mere nøgtern og accepterende i sine betragtninger. Det enkelte individ kender sin plads og beklager den sjældent, men dermed ikke sagt at næstekærlighed og almen retfærdighed ikke eksisterer. Det gør de nemlig i høj grad, og i de tilfælde, hvor magthaverne misbruger deres beføjelser, læser man Premchands indignation mellem linjerne.

Premchand (egl. Dhanapatraya Srivastava) levede fra 1880 til 1936 og betragtes som en af Indiens vigtigste forfattere. Læs ham!