Bog

Skæbner undervejs

Af (
2002
)

Anmeldelse

Skæbner undervejs af Maeve Binchy

I lange tider har jeg haft en absurd drøm. Om at sidde fast i elevatoren, strande på en øde ø, eller befinde mig i andre lignende situationer, hvor tiden dramatisk kunne gå i stå. Indtil elevatoren atter satte sig i gang, redningsskibet tudende sejlede forbi og samlede én op, ville man være ude af stand til at gøre noget. Og her er det så, o fryd, der kunne ske noget, noget helt afgørende, der ville få mit liv til at tage en helt uventet drejning.

Det er i al sin plotagtige opfindsomhed konceptet for Maeve Binchys 24 noveller i ”Skæbner undervejs”. Blot er elevatoren og skibet byttet ud med togstationer og togkupeer. Hver historie er opkaldt efter en af Londons metrostationer langs Victoria Line og Central Line. Og det er i forbindelse med stationerne, eller blot i nærheden, at de ofte kvindelige hovedpersoners liv tager en overraskende drejning. Nogle gange er det en forandring til det bedre, andre gange det modsatte, men altid med en sviende fornemmelse (for den fiktive figur) af at have lært noget om sig selv. Udfra enkle universelle hverdagsepisoder kommer vi helt tæt på deres følelser og tanker.

En kvinde sidder fast i en togkupe og når ikke hjem til en vigtig middag, men udveksler i det korte tidsrum livshistorie med en mandlig medpassager, der får hende til at se helt anderledes på en anspændt situation. En anden kvinde gifter sig, en tredie forlader sin elsker, en fjerde får en abort, en femte indser, at hun elsker sin veninde og en sjette finder modet til at forfølge sine ambitioner.

En af de mest overraskende historier handler om den unge reklameassistent Sara, der har fornøjelsen af at lave alt det kreative arbejde, mens Chefen suger æren til sig. Det bliver der i høj grad vendt op og ned på, da hun ved et tilfælde ansætter Eve som sin sekretær. Her klukker man og genkender på mange måder de kulturelle og sociale koder, der får kvinder til at nedvurdere sig selv.

Maeve Binchy har en dramatikers evne til at puste liv i tilfældigt opdigtede passagerer i Londons undergrund. Ofte passagerer, som befinder sig i en sårbar situation, og som måske ikke altid har det netværk, der skal til for at forhindre små katastrofer. Novellerne udkom allerede i 1978 i England, men er stadigvæk vedkommende og genkendelige.

”Skæbner undervejs” er velegnet til sommerens togture. Hvem ved, måske kunne ét af dem pludselig holde stille, og så ville dit liv måske tage en helt ny drejning…

Oversat af Inger Vedersø. Chr. Erichsen, 2002. 253 sider. 239,- kr.

Bogdetaljer

Forlag
Chr. Erichsen
Faustnummer
23932814
ISBN
9788755514508
Antal sider
253

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer