Bog

Sex, frihed og fatwa

Af (
2012
)

Anmeldelse

Om sex, frihed og fatwa... i følge Helle Merete Brix

I det følgende vil jeg skitsere nogle af de tanker, jeg fik under læsningen af: Sex, frihed og fatwa. Bogen er skrevet af Helle Merete Brix (HMB) og udkom på Forlaget Mellemgaard.

Bogens titel
Visse bøger bærer titler så poetiske og luftige, at man overhovedet ikke kan gætte sig til hvad de handler om. Hermed ikke sagt, at bogtitler skal være indlysende indholdsbeskrivende. I denne bogs tilfælde igangsatte den meget konkrete titel, Sex, frihed og fatwa spontane, uundgåelige associationer.

De første 2 ord -sex og frihed- hver for sig og i fællesskab, registrerede jeg som positive og opmuntrende. Sex forbinder jeg hovedsageligt med nydelse - og frihed med det bedst ønskelige udgangspunkt for livet.

“Sex og frihed”… lyder som et oplagt livsmotto - eller som et personligt mantra hvis gentagelser, kunne gøre mig til et mere levende menneske. I Danmark kan jeg gå ud på gaden og råbe: Sex og frihed! og forbipasserende ville blot trække på skuldrene eller smile. Hvad med at danne en forening eller en bevægelse under dette navn: ”Sex og frihed”? Jeg lever jo i et frit samfund, hvor langt de fleste mennesker ikke vil opponere mod, at jeg gør en praksis ud af disse ord.

Så er der det tredje ord: Fatwa, som i forhold til sex og frihed er en nedtur… ja, er ”nederen”, som unge mennesker siger i dag. Her går min første association til den dødsdom, som den iranske, islamiske fanatiker Ruhollah Khoemeni tillod sig at udstede mod en britisk statsborger; forfatteren Salman Rushdie. Jeg ved at fatwa er andet og mere end Khoemenis fanatisme. Men her fortæller jeg blot om min første, umiddelbare association af ordet. Og Khoemenis fatwa mod Rushdie står hos mig for religiøst vanvid, åndsformørkelse.

Helt ærligt – og helt banalt: Hvorfor ikke lave en bog, som kun hedder ”Sex og frihed” Hvorfor skal man overhovedet blande fatwa i det? Bogens titel bærer på en indbygget modsætning. Og så er vi måske nået frem til bogens endelige ærinde.

Mit udgangspunkt
Ifølge Señor Ardana (Herr Ardana), én af mine spansklærere i gymnasiet, var et essay både ydmygt og prætentiøst. Señor Ardana så gammel og slidt ud, ligesom hans brune jakkesæt og det snottede lommetørklæde, han pudsede næse i (og bagefter stak ned i lommen). Men, Señor Aranda underviste engageret og højtideligt, som lærerne gjorde dengang.

Det skal siges, at ”un ensayo” (et essay, på spansk) - for det meste betyder enten prøve, forsøg eller eksperiment - og sommetider alle tre betydninger på en gang. Og Señor Ardana belærte sine elever, at un ensayo var ydmygt fordi det per definition kun var et forsøg; et forsøg på at knytte relationer i en svær overskuelig virkelighed. Og un ensayo var også prætentiøst, fordi man skulle forsøge at knytte så meget som muligt sammen i netop denne virkelighed, der aldrig vil lade sig begribe af vores begrænsede fatteevner.

”Tænk på kryds og tværs af ting som tilsyneladende ligger langt fra hinanden,” forkyndte gamle Señor Ardana til de forvirrede elever, som ikke vidste hvordan de skulle starte på: ”Min sommerferie og landets situation”.

Læser jeg essays, er det med Señor Ardanas læresætninger som udgangspunkt. Det må være endnu et bevis på, at god undervisning er en skat for livet.

Bogens essays
Med 15 essays over 151 sider, pløjer HMB veje gennem en tæt jungle bestående af personlige oplevelser, sindsstemninger, familiemedlemmer, fjerne lande og byer, kunstnere og kunst, politikere og holdninger, tænkere og budskaber, forfattere og litteratur, sociale spændinger og etniske konflikter, ytringsfrihed og totalitarisme, med mere, meget mere.

Det ovenstående kan lyde tungt. Men bogen er både underholdende og, vigtigt for mig der aldrig blev et lyn til at læse dansk, meget letlæselig (ikke overraskende; HMB underviser i at skrive).

Til trods for den geografiske og kulturelle spredning, oplevede jeg ikke de typiske jeg-verdensmenneske-nykker, som ofte ledsager den slags belæst og berejst litteratur. “Jeg holder af at vågne op i Johannesburg, Cape Town, Sighisoara, London, Wien og New York. Men det gør mig ikke til en verdensborger.”

De komplekse sammenhænge udløste eviginteressante spørgsmål. Her er nogle, plukket ud fra forskellige essays: “Hvad nyttede det nu at være et menneske i slutningen af det århundrede med elektricitet, lavpris-supermarkeder, email og fly til alle egne af verden, når denne urangst alligevel kunne overvælde én? Er det sandt, at kun barbarer kan forsvarer sig? Hvordan kan man få en syvårs pige i sit sigtekorn og dræbe hende? Bør de levende ikke kunne give så klar besked som muligt til de døende? Har kvinder forbilleder? Hvad kendetegner kvinders seksualitet? Skal vi censurere fantasier? Har kvinder i lande, hvor voldtægten er udbredt, for eksempel Syd-afrika, overhovedet denne fantasi? “

Bogens sex
Nogle essays giver et indblik i HMBs seksualitet. Mit første og ikke uventede indtryk var, at den mængde sex jeg fandt ikke levede op til mine forventninger. Det sker alt for ofte når jeg læser om sex skrevet af kvinder, at jeg synes de skriver for generelt… hvilket er nogenlunde det samme som at sige, at de skriver for lidt.

Sex, for mig, består ikke kun af stemninger og spørgsmål, men af konkrete situationer og deres detaljer. Er det fordi jeg er en mand, en chilensk mand? Er jeg bare sexfikseret? Det finder jeg nok aldrig ud af.

På den anden side, mere sex (som jeg mener, mere sex) kunne forplumre modtagelsen og læsningen af bogen. Godt nok er det danske samfund frisindet, sammenlignet med andre - men det danske frisind viser sig af og til at være noget overvurderet.

Totalitære fanatikere
Bogens berøring af frihed og den totalitære tankegangs forsøg på at undertrykke denne, ramte et ømt punkt hos mig.

Mit første bekendtskab med totalitære fanatikere skete i Santiago, da jeg var omkring 16-17 år. Først var det Opus Dei katolikker. Kort efter, og meget værre, oplevede jeg de voldelige, venstreorienterede fanatikere. Både Guds soldater og Marxs-Lenins revolutionære havde i deres åbenbaringer fundet den rette opskrift på hvordan andres liv skulle indrettes - og de agtede at tvinge andre, særligt dem der tydeligvis ikke tænkte som dem, til at følge trop.

Mens jeg arbejdede i Sandholmlejren så jeg islamiske fanatikere; syrere, ægyptere, palæstinensere, libanesere, osv, der kom til Danmark som asylsøgere. I begyndelsen udgjorde de blot endnu et skørt element i asylverdenens galskab. Men med tiden, navnlig hvis de var i grupper, udmærkede visse træk sig.

Fra Dag-1 gik de i gang med at gøre hvad de er bedst til, at så frygt og had blandt de svage asylsøgere, som lå dem kulturmæssigt tættest. De er bestemt ikke indadvendte mystikere. De befæster deres magt gennem religiøs frygt og had til omgivelserne.

Det skete at asylsøgere kom ind på kontoret og fortalte mig, mens de så sig nervøst over skulderen, om hvad der foregik, og der foregik meget mere end jeg fik af vide. Fanatikerne spredte rygter der tilegnede asylcentrets personale alle mulige antimuslimske hensigter. De bildte andre beboere ind, at de alligevel fik svinekød i cafeteriet, at der altid var alkohol i klinikkens indsprøjtninger, at der var zionistiske agenter blandt personalet. De forbød andre muslimer at spille vestlig musik og drikke alkohol. De viste tydeligt deres foragt for de kvindelige ansatte… osv.

Selv de asylsøgere som ikke indordnede sig, omgik fanatikerne med forsigtighed for at undgå konflikt. Stemningen løsnede op, når de forlod Sandholmlejren.

Og nu går disse dejlige mennesker i blandt os - og jeg er ikke i tvivl om at de arbejder ihærdigt på at få Danmark ændret efter deres hoveder. Ja, det er disse dejlige mennesker, som uansvarlige politikere gør deres bedte for at vi skal have flere af.

Et håb og en advarsel
Citat fra bogen: “Nu er det 2012, og fatwaen er ikke blevet tilbagekaldt. Khomeinis ånd er til stede med fornyet styrke i Europa. Det er den, der tvinger Ayaan Hirsi Ali, Ehsan Jami, Naser Khader, Geert Wilders, Gregorius Nekschot, Robert Redeker og så mange andre til at kigge sig en ekstra gang over skulderen, være omgivet af bodyguards eller leve isoleret under jorden. Det er den, der tvinger Kurt Westergaard til at indrette sit hjem som i et sikkert fængsel og Lars Vilks til at optræde med økse og have to politibetjente boende på sin grund. Det er den, der har sendt Theo van Gogh og Pim Fortuyn i deres grave.”

Det er erfaringer og iagttagelser - og ikke ideologi - som får mig til at dele HMBs bekymring angående islamiske fanatikere

Citat fra bogen: “Måske kan man tale om, at der igen går en isvinter over Europa. Men efter vinter kommer jo forår; jeg håber, at de europæiske intellektuelle og politikere, der ikke ser noget særligt ytringsfrihedsproblem i Europa, vil drage ved lære af den iranske revolution og af de iranske dissidenters historier. En dag er det for sent. Så er Khomeinis ånd blevet til virkelighed, blod og magt.”

Jeg vil tillade mig en mindre, venlig polemik med HMB over betegnelsen “intellektuelle”.

Siden de “venstreorienterede intellektuelle” - ja, netop de meget overbeviste og diktatur- og voldsfascinerede - har betegnelsen trængt til en ordentlig revision. Det er en tand morsomt, at dengang kunne intellektuelle kun være venstreorienterede, aldrig centrum- eller højreorienterede. Nok om det.

I min optik er en intellektuel, en person der bruger intellektet mere end de fleste af os andre. Og i følge enhver ordbog er intellektet noget med at erkende, forstå og begribe. En intellektuel, som ikke fatter at den islamiske fundamentalismes voksende indflydelse er en alvorlig trussel mod vores ytringsfrihed, og dermed mod vores levevis, nærmer sig det, man på engelsk ville kalde a contradiction in terms; en selvmodsigelse.

Til forskel fra HMB, har jeg i denne sammenhæng ikke rettet mit håb mod de intellektuelle. Se blot på hvor ekstremt få intellektuelle, der har opponeret mod Danmarks snart 30 års selvdestruktive asylpolitik. Ja, skal man grine eller græde?

Heldigvis møder jeg jævnligt folk - taxachauffører, omsorgsmedhjælpere, it-eksperter, parkeringsvagter, osv, osv, muslimer og kristne - som helt sikkert aldrig vil blive kaldt intellektuelle, men som sagtens kan fatte det indlysende.

Og hvad med kunstnere? Så vidt jeg ved falder, for eksempel, rockmusikere, keramikere, operasangere og balletdansere, ikke nødvendigvis under den gængse forståelse af betegnelsen intellektuelle. Kunstnere bliver i allerhøjeste grad påvirkede af indskrænkninger af ytringsfriheden på grund af mulig religiøsmotiveret chikane eller terror.

Afrundende
Efter endt læsning så jeg de 15 essays som en opsøgende fortælling, der bevægede sig induktivt fra det basale; opvækst og familierelationer - og det intime; seksualitet, angst og død… til de overordnede rammer for vores konkrete livsudfoldelse; den grad af fred og frihed vi kan finde i vores samfund, som på godt og ondt bliver mere og mere europæisk og globalt.

Alt i alt læste jeg en reflekterende bog, som ligeledes indbød til refleksion. En bog skrevet af en modig og årvågen tænker.

 

Bogdetaljer

Forlag
Mellemgaard
Faustnummer
29464014
ISBN
9788792920195
Antal sider
157

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer